Aarhus Universitets segl

Humanister efterlyser ny mail

Det nye fælles mailsystem er lige på trapperne, og de første brugere skifter i starten af marts. Nogle af dem, der venter med allerstørst længsel er forskere og studerende på det gamle Humaniora.

Egentlig skulle maildelen af FirstClass have været lagt i graven for længe siden. Men på grund af forsinkelser af det nye fælles mailsystem må de ansatte og studerende på det tidligere Humaniora stadig ty til deres gamle it-løsning fra før, de blev sammenbragt med Teologi og DPU.
Det betyder, at et begrænset antal brugere kan tjekke deres mail på én gang. At mailserveren er godt og grundigt fyldt op, så ansatte og studerende i perioder opfordres til at gemme gamle mails på USB. Og at systemet endda helt lukker ned uden varsel fra tid til anden.
Sune Koch Rønnow er næstformand i Artsrådet og læser desuden klassisk arkæologi. Han har derfor daglige hands-on-erfaringer med den pensionsmodne mailløsning.
– Der er altid FirstClass-problemer i starten af semesteret. Fordi der kun kan være under hundrede studerende på systemet ad gangen, kan det være svært at logge ind i dagtimerne, forklarer han.
Lotte Philipsen er adjunkt på Arts og bruger også FirstClass hver dag. Hun er mildt sagt ret utilfreds med det ustabile system.
– Jeg er ansat til at forske og undervise, og mailsystemet skal være en støtte for os i vores arbejde og ikke noget, der saboterer arbejdet. For forskerne skaber det tidspilde og frustrationer, når det ikke virker, og tap’erne, som i forvejen er rigtig hårdt spændt for, bliver i høj grad også ramt hårdt af de hyppige nedbrud, siger hun.

Håber på krisemøde

I de første uger af februar blev pladsproblemerne på FirstClass helt akutte, da det samlede system kun havde få mb plads tilbage til indgående mails. Derfor blev brugerne bedt om at rydde op og gemme andre steder, da mails ellers kunne risikere at blive tilfældigt slettet.
Lotte Philipsen er harm over, at der ikke er bedre styr på it-systemerne på Aarhus Universitet.
– Vi blev opfordret til at gemme vigtige mails på USB-sticks, fordi også den almindelige server var ved at være fyldt op. Det er jo helt vildt, når man tager i betragtning, at vi faktisk har pligt til at gemme vores arbejde – som også er universitetets ejendom – på universitetets server. Når man så får besked på at gemme på USB-sticks, tænker man, at hvis ikke ledelsen sidder i krisemøde lige nu omkring it, så er der noget galt, siger hun.
Vicedirektør for AU IT Flemming Bøge understreger, at de mest akutte pladsproblemer i FirstClass nu i midten af februar skulle være løst med installationen af en ny harddisk – en øvelse der langt fra er lige så simpel på en FirstClass-server som på en hjemme-pc.
– Men du kan tro, at vi tager det alvorligt, at FirstClass skal køre stabilt helt frem til, at et nyt mailsystem kan tage over. For vi ved alle sammen, at vores daglige mail er vores vigtigste arbejdsredskab overhovedet, og hvis det begynder at knase, er det virkeligt et problem. FirstClass har været lidt af en driftsudfordring at holde kørende, men det er selvfølgelig noget, vi skal løse, siger han.