Aarhus Universitets segl

I godt selskab med Gintberg

160 ansatte og studerende grinede af sig selv, da Gintberg på Kanten var på skærmen i S-bygningen.

Fotos: Jesper Rais

Torsdag den 15. november kl. 20.00.
DR1 i prime time – det er nu, danskerne sætter sig foran fladskærmen. Og hvad er der så på programmet: en halv time om Aarhus Universitet.
I den nye sæson af Gintberg på Kanten er den populære stand-up-komiker rykket ind bag murene i ”den offentlige” for at se, om de næsten 800.000 skatteyderbetalte ansatte overhovedet laver noget, og om der måske skulle gemme sig bare en lille smule selvironi bag de ellers tykke mure. Og at dømme efter reaktionerne på programmet var der i hvert fald mange, der godt kunne grine både af sig selv og med hinanden, da programmet om vores del af ”den offentlige” blev vist for ansatte og studerende i S-bygningen på Fuglesangs Allé.
Du kan se eller gense programmet på DR’s hjemmeside og blandt andet følge øh-forskeren i jagten på den sproglige pause, det vindende hold ved årets ølstafet, nåh nej, kapsejlads, og komme helt tæt på indholdet i koens mave.
God fornøjelse!