Aarhus Universitets segl

Ja til flere studerende – men stole er ikke nok

Universitetet kan godt løfte opgaven og uddanne flere unge. Det kræver dog mere fokus på pædagogik, og så skal man heller ikke glemme eliten, lyder nogle af kommentarerne fra AU-forskere.

Foto: Roar Lava Paaske

Igen i år har landets universiteter rekordoptag af nye studerende. I alt er 25.825 unge blevet optaget på et universitetsstudium – og alene i Aarhus er der dukket 6.500 nye studerende op. Men hvis man lytter til landets politikere, så skal endnu flere unge have en universitetsuddannelse. Målet er 25 procent af en årgang mod knap 18 procent i dag.
Kritiske røster har i den forbindelse været fremme med argumenter om, at det store optag forringer uddannelsesniveauet, og at universitetet efterhånden får karakter af en slags folkeskole for voksne.
– Den kritik skyder helt ved siden af, siger Torben K. Jensen, lektor og centerleder ved Center for Undervisning og Læring, og det er for mig at se en gammel diskussion, for vi fik allerede et masseuniversitet for nogle fags vedkommende i 70’erne og andre i 80’erne.

Penge og pædagogiske kurser

Da Torben K. Jensen selv begyndte at læse statskundskab i 1980, var det sammen med 160 andre, så dét institut var allerede på det tidspunkt gearet til at tage imod så mange studerende.
– Det vigtige i dag er derfor ikke at diskutere masseuniversitet eller ej – for det har vi allerede. Og jeg synes, det er godt, at så mange får en universitetsuddannelse. De fleste uddannelser er allerede gearet til mange studerende, så et par procent studerende mere ændrer ikke pludselig universitetet fundamentalt. Men hvis man vil uddanne flere studerende, må der følge penge med. Forskningsbaserede uddannelser koster penge, og vi kan ikke bare sætte flere stole ind i undervisningslokalerne. Der skal investeres i lokaler, teknologi og undervisningskompetencer for at skabe gode studieforløb og fagligt stærke uddannelser, siger Torben K. Jensen.
Han peger især på, at universitetet bliver sig bevidst om, at de studerende i virkeligheden skal lære det meste af deres fag, når de ikke har timer. Og at det er den studievirkelighed, universitetet skal klæde undervisere og de studerende på til.
– Vi skal bruge de relativt få undervisningstimer sammen til at gøre de studerende i stand til at arbejde hårdt, længe og effektivt med stoffet, når vi ikke er sammen med dem, siger Torben K. Jensen. 
Centerlederen peger derfor på educational it og pædagogiske kurser for undervisere og vejledere som en del af løsningen, men understreger samtidig vigtigheden af, at de studerende får en forskningsbaseret undervisning – og ikke bliver spist af med undervisning af ikke-videnskabeligt personale eller meget få timer. Og så er vi tilbage ved pengene. Forskningsbaseret undervisning indebærer, at de studerende lærer at anvende fagets teori, empiri og metode. Det kræver, at undervisningen forestås af forskere. 
– På nogle uddannelser er man måske ”kommet til” at tage for mange studerende ind i forhold til VIP-bemanding og finansiering. Og så bør alarmklokkerne ringe. Der skal være sammenhæng mellem forskning og undervisning, siger Torben K. Jensen.

Husk kernefagligheden

Også professor i informations- og medievidenskab Niels Ole Finnemann går grundlæggende ind for, at universitetet løfter det generelle uddannelsesniveau i samfundet. Men han peger ligesom Torben K. Jensen på sammenhængen mellem forskning og undervisning som en af de helt store udfordringer for netop dén målsætning.
– Det er et problem, at undervisning og forskning er finansieret forskelligt i dag. Som forskere bliver vi opfordret til at søge midler til forskningen, så vi ikke skal undervise så meget, men det går jo ud over de studerende og fagligheden, siger Niels Ole Finnemann.
Han er især bekymret for de studerende, der har et forskerpotentiale, og som måske ikke får opbygget en tilstrækkelig kernefaglighed, før de går i gang med at stykke en tværfaglig uddannelse sammen.
– Ud af tre bachelorår har vi faktisk kun to til at bygge de studerendes kernefaglighed op, og i de to år skal vi også vurdere deres forskerpotentiale. Det er alt for tidligt, mener Niels Ole Finnemann, der frygter, at den tværfaglige sammensætning af uddannelserne vil gå ud over forskningen på længere sigt.
– Det kan være svært at sætte holdene sammen på kandidatniveau fremover, hvis grundfagligheden er så forskellig, så vi ikke engang taler ud fra den samme baggrund, siger han.
Ud over betænkeligheder ved finansieringsformen og en bekymring for kernefagligheden, nævner Niels Ole Finnemann også den nuværende ledelsesform på universiteterne som et grundlæggende problem for universitetets kerneydelser: forskning og uddannelse.
– Ledelsen har ikke – og kan ikke have – den rigtige føling med den internationale forskning. Det er kun forskerne i al deres forskellighed, der kan have det, og universiteterne er helt afhængige af et tæt samspil mellem den internationale forskning og den konkrete undervisning, siger Niels Ole Finnemann.
Han mener derfor, at forskerne skal have et større ansvar for uddannelserne, og som han ser det, kan det kun ske, hvis forskerne får flere basismidler og ikke skal finansieres via eksterne midler, som de selv skal søge.