Aarhus Universitets segl

Kultur viser kun nuancer af historien

Den kollektive erindring var på dagsordenen, da Folkeuniversitetet inviterede til debat under Matchpoints 2012.

Mange bøger og film tager udgangspunkt i begivenheder fra Danmarkshistorien. Det er med til at fremme en historisk bevidsthed, som vi har brug for som folk. Men når en film som Hvidsten Gruppen tegner et entydigt heltebillede af modstandsfolk, kan det være med til at forvanske den reelle historie, påpegede historieprofessor Anette Warring, da hun satte vores kollektive erindringer i perspektiv i forbindelse med Folkeuniversitetets debatarrangement under MatchPoints 2012.
Omvendt er det godt, at kulturen giver historiske begivenheder ny aktualitet som f.eks. med en film, så vi som folk bliver mindet om vores baggrund og bliver opmærksom på de hændelser, som er en del af vores kit og identitet som folk, understregede historieprofessoren.
Som repræsentanter for kulturen var forfatterne Birgithe Kosovic og Lars Husum samt filminstruktøren bag netop filmen Hvidsten Gruppen, Anne-Grethe Bjarup Riis. Hendes film er blevet set af 800.000 biografgængere og har været med til at vække en del af besættelseshistorien til live for en meget stor del af danskerne. Filminstruktøren var fuldt ud bevidst om, at filmen ikke har alle nuancer af modstandsbevægelsen med – af den enkle årsag, at en film skal fungere rent dramaturgisk.  

Se mere på matchpoints.au.dk