Aarhus Universitets segl

Lidt fakta til kaffen

En ny rapport filtrerer det uvidenskabelige grums fra, når sandheden om kaffes effekt på helbredet brygges.

Vidensråd for Forebyggelse har sammen med en række forskere for nylig offentliggjort rapporten ”Kaffe, sundhed og sygdom”, hvor de har sammenfattet al tilgængelig kaffeforskning for at finde frem til den sorte driks indvirkning på kroppen. Hidtil har kaffebønnerne været beskyldt for blandt andet at være abortfremkaldende og skadelige for hjernen. Ifølge forskningsoverlæge Kjeld Hermansen, Aarhus Universitetshospital, som var formand for arbejdsgruppen, er der dog ingen grund til at frygte for sit helbred, hvis man har hang til den kontroversielle væske. 
– Vi har overordnet ikke fundet nogen sundhedsskadelig effekt ved kaffedrikning, tværtimod ser det ud til, at et moderat indtag på tre-fire kopper kaffe dagligt faktisk kan hjælpe med til at forebygge en række sygdomme som for eksempel type 2-diabetes og Parkinsons sygdom og faktisk også flere psykiske lidelser, siger han.
Hvis man har et meget højt indtag af kaffe, altså over seks kopper om dagen, kan man dog ikke bruge rapporten til støtte for et stort koffeinindtag.
– Vi ved ikke så meget om, hvad der sker med kroppen ved så stort et forbrug. Egentlig kan det også vise sig at være uskadeligt, men der er endnu ikke noget videnskabeligt grundlag at basere den påstand på, siger Kjeld Hermansen. En undtagelse gælder for personer med angstneuroser, hvor et højt kaffeindtag kan forværre tilstanden. I øvrigt kan gravide drikke op til tre kopper kaffe dagligt med sindsro.

Forskel i forbruget kønnene imellem

I rapporten har forskerne også været rundt om danskernes forbrugsmønstre i forhold til kaffe. Det viser sig, at en større andel af mændene end kvinderne drikker kaffe, nemlig 86 procent mod 76 procent. Samtidig drikker mænd i gennemsnit fire kopper om dagen, hvilket er én mere end kvinderne. Forskerne har også kigget på uddannelsesniveauets betydning for kaffedrikningen.
– Der tegner sig et billede af, at mænds kaffeforbrug er uafhængig af længden på deres uddannelse. Mandlige akademikere og håndværkere får lige mange kopper kaffe om dagen. Anderledes forholder det sig for kvinderne. For dem gælder det, at kvinder med lange uddannelser har et lavere forbrug end kvinder med korte uddannelser. De højtuddannede kvinder nøjes med at drikke lidt under to kopper om dagen, siger Kjeld Hermansen.
I forhold til alderens betydning for kaffeindtaget forklarer Kjeld Hermansen, at der er en tendens til et stigende forbrug af kaffe med en stigende alder. De 45-64-årige er således dem, der drikker mest kaffe, hele fem kopper om dagen i gennemsnit. Unge mennesker drikker ikke nær så meget kaffe, men til gengæld er de mere eksperimenterende med hensyn til at prøve nye brygningsmetoder og kaffeformer som eksempelvis espresso, macchiato, cortado og cappuccino, mener han.  
Rapportens konklusion er altså, at man kan løfte kaffekoppen til munden med god samvittighed og måske endda tænke på det som en sundhedsfremmende handling.