Aarhus Universitets segl

Må jeg få din autograf?

Verden-serien med de seks bind om Europas kulturhistorie er en succes. Serien er solgt til et meget bredt publikum, og nogle af forfatterne har endda oplevet at blive bedt om autografer i den lokale brugs. I alt har 118 AU-forskere på tværs af universitetet bidraget til værkerne.

Medredaktør og docent Ole Høiris præsenterede meget passende Antikkens verden, sidste bind i Verden-serien, i Antikmuseet på Aarhus Universitet. Foto: Lars Kruse.

200 artikler og 15 kilo bøger. Så meget fylder værkerne om Europas kulturhistorie, der netop er afsluttet med det sjette bind Antikkens verden.
Verden-serien er blevet en kæmpe succes for både Aarhus Universitetsforlag og de enkelte forfattere, og det siger måske noget om bøgernes brede appel, at et af mammutværkerne har været førstepræmie i en kryds- og tværsopgave.
Det begyndte ellers som en noget mere begrænset idé. Under indtagelse af rødvin og røget dyrekølle.
– I forbindelse med Renæssanceåret i 2006 holdt vi en reception, hvor vi præsenterede idéen til en stor tværfaglig bog om lige netop den periode, fortæller Ole Høiris, der er docent i socialantropologi og medredaktør på hele serien.
– Sidenius, der var rektor dengang, måtte desværre melde afbud, men han var så glad for idéen, at han sagde, vi bare skulle gå i gang – og han satte heldigvis ikke noget beløb på. Så vi tænkte stort, siger Ole Høiris med et glimt i øjet.
Alene værket Renæssancens verden solgte så godt, at der hele tiden måtte trykkes nye oplag. Derfor kom idéen om yderligere tre bind, så værket kunne følge den europæiske kulturhistorie helt frem til i dag.
– Men da vi så troede, at nu var vi færdige, så dukkede middelalderforskerne op og sagde, at vi da helt klart måtte lave et værk om den periode også – for det var jo her, idéen om Europa blev født. Og til sidst måtte vi gøre det sammen med antikken. Men nu slutter det, fortæller Ole Høiris og tilføjer så, at der da lige kommer en form for vedhæng næste forår under overskriften Fremtidens verden …

Løftestang for forlaget

En af de bærende idéer ved serien har været, at der skulle være bidrag fra alle hovedområder i hvert bind, og det er stort set lykkedes og har givet en bredde i bøgerne, som også er blevet bemærket af anmelderne.
– Der har ikke været én tolkning, én retning eller én mening, men mange modstridende og forskellige forskerstemmer, og det er blevet opfattet positivt, siger Ole Høiris.
For Aarhus Universitetsforlag har Verden-bøgerne været en indgangsbillet til det store publikum, og forlagschef Carsten Fenger-Grøndahl ser dem også som et bevis på, at forlaget kan løfte opgaver, som ellers kun de større forlag er kendt for.
– Det har givet os et løft, som vi kan bruge fremover. Samtidig viser det nok også internt, at vi ikke kun er et forlag for den smalle eller mere nicheprægede forskning, siger Carsten Fenger-Grøndahl.
– Og den bredde har også været ret sjov for forskerne. Folk på villavejen har standset dem for at snakke om noget, de har læst i bøgerne – og der var endda en af bidragyderne, en professor i medicin, der blev bedt om en autograf, da han var nede at handle i den lokale brugs, supplerer Ole Høiris.