Aarhus Universitets segl

Man siger ikke ”De” til nogen

Det var en dansk underviser i England, der i sin tid ledte professor i økonomi Philipp Schröder på sporet af Aarhus Universitet.

Professor i økonomi Phillip Schröder har en simpel forklaring på, hvorfor han blev i Danmark. – Min kone er dansk, siger han. Foto: Lars Kruse.

Professor i økonomi Philipp Schröder kommer oprindeligt fra Tyskland, men han læste både sin bachelor og master i England. En af hans undervisere i England kom fra Danmark, og da Philipp Schröder fik lyst til at forske videre og skrive en ph.d., talte den danske underviser varmt om Aarhus Universitet. Philipp Schröder gik hurtigt med på idéen.
– Som tysker kender man godt Danmark, og jeg syntes godt om landet, siger han.
Resten er historie. Philipp Schröder kom  til Danmark i 1994 og skrev sin ph.d., og han nåede efterfølgende at bo og arbejde i både Aarhus, Odense og København, inden han rejste tilbage til
Tyskland igen for en kort bemærkning. I 2003  vendte han tilbage til Aarhus Universitet og er blevet her siden. Svaret på spørgsmålet om, hvorfor Philipp Schröder er blevet i Aarhus, er enkelt:
– Min kone er dansk!
Philipp Schröder oplevede ikke et kulturchok, da han kom til Danmark første gang. Det var let at blive ”integreret”. Dog oplevede han visse forskelle på det tyske og det danske universitetssystem.
– I begyndelsen var det lidt svært at finde ud af, hvem der egentlig var ”in charge” i afdelingen – man kunne jo ikke se det på folk. Hierarkierne i Danmark er ikke så tydelige, som de er i Tyskland og England, og jeg kan huske, at jeg var i tvivl om, hvem jeg skulle sige ”du” til, og hvem jeg skulle sige ”De” til. Jeg fandt dog efterhånden ud af, at jeg slet ikke skulle sige ”De” til nogen, siger Philipp Schröder.
På danske universiteter er forskerne i øjenhøjde med hinanden. Det nyder især yngre, udenlandske forskere godt af, mener Philipp Schröder. Andre forskere kan måske godt opleve det lidt som et statustab.
– Jeg vil ikke sige, at jeg savner det, men det er sjovt at opleve, hvordan folk i Tyskland retter sig op, når jeg kommer ind i et lokale for at holde foredrag. Det gør de ikke i Danmark, siger han.