Aarhus Universitets segl

Mødet med studenteraristokratiet

Universitetet er stort og rummeligt; mødet med det tager uendeligt mange skikkelser, alt efter studium, årstal, personer. Jeg begyndte i 1972 på det, der hed Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Jeg kom fra Slagelse og tog ”helt til Aarhus” af flere grunde; en af dem var det eksotiske.

1963. Årets russer på vej til Aulaen, hvor et rektoralt håndtryk bød dem velkommen på universitetet. Aarhus Universitet optog det år 1010 nye studerende. Foto: Ove Hansen, Århus Kommunes Biblioteker.

Af Hans J. Lundager Jensen
Dr.phil., professor, Religionsvidenskab

I begyndelsen af 1970’erne var Aarhus Universitet og Nordisk berygtet. Universitetet på grund af studenteroprør og vilde fester i Stakladen – Nordisk, fordi revolutionære lærere indkøbte bøger, der ikke handlede om nordisk sprog og litteratur, og forskede i tegneserier.
I hvert fald to indtryk fra min studiestart har hængt ved. Det første: Vi var en masse studerende – måske 180? – og en repræsentant for ”Studenterfronten” (marxistisk studenterorganisation red.) meddelte os, at man havde forkastet parolen ”forskning for folket” og erstattet den med ”forskning for arbejderklassen”.
Hensigten med dén modtagelse var vel at få os til at mene det samme som et allerede etableret studenteraristokrati. Det var et miljø, der kunne have fostret en Baader-Meinhof- eller Blekingegadebande. Det gjorde det vistnok ikke. Men det var en sær tid, hvor det var nødvendigt at gøre begrebet ”klasseforræder” til noget rosværdigt.
Hvorfor fandt vi nye studerende os i det? Måske fordi alternativet næsten var værre. Det andet indtryk: et fyldt auditorium til første lektion i litteraturhistorie. Den venlige, ældre og meget professoragtige professor vil gerne kende sine studerende: Og hvad hedder så De? Og hvilket gymnasium er De så fra? Og nå, så De har haft ham, og jo, ham kender jeg skam også … Vi var måske hundrede i auditoriet. Vi var ikke længere i en tid, hvor professorerne havde en god chance for at kende ens far. Nordisk anno 1972 var allerede masseuniversitet. Vi kunne altså vælge mellem to lige fritsvævende parallelverdener, enten studenteraristokratiets og de yngre læreres eller professorernes.
Men når man er 19 år og kommer direkte fra gymnasiet og hjemmefra, er man i forvejen rundtosset: Hvor skal jeg bo? Hvor går busserne? Får jeg venner? Hvilke bøger skal jeg købe? Hvem er de andre, der bor på opgangen i kollegiet? Kan jeg bevare kæresten i Slagelse? Nok så påtrængende spørgsmål, end hvordan man håndterer et studenteraristokratis forventning til, at man bliver en velafrettet klasseforræder.