Aarhus Universitets segl

Nyt bæredygtigt udvalg på AU

En ny styregruppe skal i de næste måneder arbejde med et udkast til Aarhus Universitets samlede bæredygtighedspolitik. Dekan Svend Hylleberg håber både på bedre miljø og på bedre bundlinje.

Hvordan kan man stadig flyve til konferencer i udlandet, men samtidig reducere CO²-forbruget? Hvordan bruger man it på en måde, så det giver mindre papir og ikke bare flere jobs sendt til printeren? Hvordan holder man vand- og varmeforbruget nede i bygninger, der er op til 80 år gamle?
Alle disse spørgsmål kan en bæredygtighedsstrategi på Aarhus Universitet være med til at finde svarene på.
Universitetsledelsen har netop nedsat et lille, hurtigtarbejdende udvalg, som skal præsentere en ny strategi for bæredygtighed inden sommerferien, og dekan Svend Hylleberg mener, at man har et godt grundlag at begynde arbejdet på.
– På det tidligere ASB har der kørt et pilotprojekt om bæredygtighed, som man blandt andet kan læse om i rapporten Sustainable Campus. På baggrund af det pilotprojekt har vi besluttet at rulle bæredygtighedsarbejdet ud på hele universitetet. Vi er overbevist om, at vi kan nå stærke resultater for hele universitetet til gavn for både miljø og klima og vores økonomi, siger han.

Mere end el, vand og varme

Det kan teknisk chef Eigil Jensen fra AU Økonomi og Planlægning tale med om. Han har tidligere været medlem af styregruppen for netop ASB’s bæredygtighedsprojekt.
– En positiv effekt af vores projekt var nok, at vi fik fokus på mere end bare el, vand og varme, når det handler om bæredygtighed. Det er selvfølgelig vigtigt også at have styr på det basale forbrug, men i arbejdet blev vi bevidste om, at bæredygtighed også skulle tænkes ind i adfærden omkring for eksempel indkøb af møbler, sortering af affald og kantinedriften. Set hver for sig er det måske ikke områder, der udgør en stor del af for eksempel AU’s samlede CO²-regnskab, men samlet set har det alligevel en effekt, fortæller han.

Skal være rammen

Som formand for det hurtigtarbejdende udvalg for hele universitetet har universitetsledelsen udpeget planlægningschef Keld Laursen fra Økonomi og Planlægning.
– Det arbejde, vi skal i gang med, kan i virkeligheden få vidtrækkende konsekvenser for en lang række områder på universitetet. En bæredygtighedspolitik har ikke nogen værdi i sig selv, hvis ikke den får indflydelse på alle de andre politikker på universitetet. Hvordan køber vi ind, hvordan bygger vi nyt, og hvordan driver vi de bygninger, vi allerede har? Bæredygtighedspolitikken skal rammesætte arbejdet på en lang række områder, siger han.
Selve bæredygtighedspolitikken er kun det ene ben, forklarer Keld Laursen. Det andet bliver at udbygge universitetets eksisterende grønne regnskab.
– Det er her, vi skal måle, om bæredygtighedspolitikken i sidste ende slår igennem på den måde, vi bruger ressourcer på, siger han.