Aarhus Universitets segl

Pas på de eksamensforberedende kurser

Studerende skal være på vagt over for eksterne eksamensforberedende kurser. Senest gik det ud over en række jurastuderende, der købte kurser i strafferet hos en fupmager.

I eksamenssæsonen bliver mange studerende i tvivl, om de ved alt det, der står i de bøger, de sidder og sveder over. Derfor vælger nogle at gå til eksterne eksamensforberedende kurser i håbet om at komme fagligt styrket derfra. Men ifølge prodekan for uddannelse på BSS Peder Øster-gaard er det forbundet med risiko at tilmelde sig sådanne kurser.
– Der er overhovedet ingen kvalitetssikring på de eksterne kurser. Jeg har som underviser oplevet, at studerende har været til et eksamensforberedende kursus, hvorefter de har fået en lavere karakter, fordi de kom ind og fortalte noget andet end det, der var blevet sagt til forelæsningerne, siger han.
Peder Østergaard understreger, at det er den enkelte studerendes frie valg at tage til eksamensforberedende kurser, men at det bestemt ikke er noget, han vil anbefale generelt, selvom nogle studerende kan have glæde af det.

Fupmager narrede studerende

For nylig har der været et eksempel på et af de kurser, som Peder Østergaard advarer imod. Her tilbød en mand et eksamensforberedende kursus i strafferet. Han brystede sig af at have uddannelser fra både SDU og KU, og samtidig skulle han angiveligt være censor ved sidstnævnte. Det viste sig at være løgn.
– I det her konkrete tilfælde har der i hvert fald været noget galt med kvaliteten. Som studerende skal man være meget opmærksom på forholdet mellem antallet af timer og prisen på kurset, hvis man vil undgå at blive narret, siger Peder Østergaard.
Manden bag kurset er nu meldt til politiet, sigtet for bedrageri.

Studerende skal gå til studienævnet

Hvis man som studerende oplever, at der er mangler i undervisningen, opfordrer Peder Østergaard til, at man henvender sig til studienævnet på sit studie i stedet for at tage til eksterne kurser. Han understreger, at studienævnene er til for, at man kan diskutere undervisningens indretning og give til kende, hvis man har et godt bud på forbedringer.
– Nogle af kurserne er bestemt okay, og de har kørt i mange år, men jeg har som ansvarlig for uddannelse ikke mulighed for at kontrollere dem. I stedet synes jeg, at de studerende skal gå gennem de officielle kanaler. Hvis man for eksempel mener, at der bør være flere instruktortimer lige inden eksamen, skal man gå til studienævnet, siger Peder Østergaard.