Aarhus Universitets segl

Tycho Brahe rører på sig igen

Verden er blevet en myte fattigere, men det sidste ord om den danske 1500-tals astronom Tycho Brahe er endnu ikke skrevet eller sagt.

Foto: Jacob C. Ravn

Så trak Tycho Brahe igen overskrifter i danske og udenlandske medier. Denne gang med nyheden om, at det ikke var en forgiftning med kviksølv, der tog livet af ham for 411 år siden.
Og med den fornyede opmærksomhed om den danske stjerneforsker regner middelalderarkæologen Jens Vellev fra Aarhus Universitet også med at være tættere på at kunne genskabe den verdensberømte dansker i fuld figur iført en rekonstruktion af den renæssancedragt, han blev begravet med i Týn-kirken i Prag.
– Vi har allerede kopi af Brahes kranium og kan på den baggrund forme hans ansigt og forsyne det med hår og skæg, fortæller Jens Vellev. Han er leder af det forskerhold, som for to år siden stod for genåbningen af Tycho Brahes grav, hvor forskerne benyttede lejligheden til at lave 3D-skanninger af Tycho Brahes knogler.
På baggrund af dem regner Jens Vellev med at kunne præsentere den ”genskabte” Brahe i fuld renæssancedragt om et års tid i to kopier, der skal stå henholdsvis i Prag og på Tycho Brahe Planetarium i København.

Tre bøger undervejs

Mens myten om Tycho Brahes død er ryddet af vejen, er mere viden om ham måske undervejs. Forskerne håber, at prøver af hans tænder og knogler, der blev udtaget ved genåbningen af graven, kan bringe nyt om astronomens liv og helbred.
Tre bøger om og af Tycho Brahe er også undervejs fra Jens Vellevs hånd.
Den ene af dem handler om livet på øen Hven i Øresund, hvor Tycho Brahe opførte observatorierne Uranienborg og Stjerneborg.
– Nogle af hans assistenter skrev nærmest dagligt om vejret gennem næsten 20 år, og den meteorologiske dagbog rummer desuden mere end 700 notater, der giver indtryk af, hvordan hverdagen formede sig, fortæller Jens Vellev.
En nyoversættelse af Tycho Brahes Mechanica fra 1597 med hans egne beskrivelser af alle sine instrumenter og Uranienborg er også på vej og rummer også en selvbiografi. Endelig skal en tredje bog samle op på den eksisterende viden om Tycho Brahes grav og begravelse i Prag.