Aarhus Universitets segl

Vinder vi kapløbet? Og hvem kæmper vi mod?

Åben debat for studerende og ansatte om de danske universiteters fremtid i en situation med øget konkurrence om både midler og mennesker.

Vincent F. Hendricks, filosofiprofessor fra Københavns Universitet, er en af talerne ved det åbne debatmøde om universiteternes fremtid den 25. maj. Foto: Agnete Schlichtkrull

Hvad er det for en virkelighed, de danske universiteter anno 2011 står midt i – og hvilke udfordringer møder universiteterne i fremtiden?
Det er nogle af de spørgsmål, der gerne skulle være god plads til at diskutere på det debatmøde, Aarhus Universitet afholder sammen med Danske Universiteter i Søauditorierne den 25. maj kl. 14-17.
Debatmødet er det fjerde i rækken af åbne debatmøder på de danske universiteter, hvor både studerende og ansatte kan komme med indspark til diskussionen og på den måde være med til at præge debatten.
Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, er en af oplægsholderne ved debatmødet, og han vil blandt andet tage fat i det overordnede mantra om, at danske universiteter skal være blandt de bedste i verden, såkaldte eliteuniversiteter. Den idé betyder ifølge Vincent F. Hendricks, at de danske universiteter i virkeligheden agerer, som om de er internt i konkurrence med hinanden. Men nettoudbyttet ville ifølge filosoffen blive større for det enkelte universitet, hvis universiteterne samarbejdede, både med hensyn til forskning og uddannelse.

Vågn op!

Også uddannelsesøkonomen Jamil Salmi fra Verdensbanken har tænkt sig at ruske op i den danske selvforståelse. Han har i sin forskning kigget særligt grundigt på den danske universitetsverden, og han mener, det er på tide, de danske forskere, universitetsledelser og politikere vågner op og ser den nye globale virkelighed i øjnene. Flotte visioner om elite og talenter kræver nemlig masser af konkret handling her og nu, hvor ikke mindst de asiatiske universiteter er trukket ud i overhalingsbanen.
Debatmødet på Aarhus Universitet er det sidste i rækken af de fire møder, som Danske Universiteter står bag. Men ifølge Knud Warming fra AU Strategi vil man nu evaluere de fire debatmøder og beslutte, om debatmøderne skal fortsætte enten i samme form eller på en anden måde.
– Møderne giver alle en mulighed for at komme frem med deres mening om nogle emner, som jo garanteret optager mange. Og her er i hvert fald muligheden for at komme i dialog med universitetsledelserne, for ikke mindre end fire danske universitetsrektorer indgår i programmet, lyder det fra Knud Warming.
Det koster i øvrigt ikke noget at deltage, men tilmelding er nødvendig