Aftagere: Husk kernefagligheden
Ingen tværfaglighed uden kernefaglighed. Det er gymnasieskolen og erhvervslivet enige om. Og kernefagligheden må universitetet garantere.
Tværfaglighed er et plusord i både erhvervslivet og gymnasieskolen. I erhvervslivet skal de ansatte bringe deres faglighed i spil med andre fagligheder for at løse konkrete problemer, og i gymnasieskolen skal gymnasielærerne undervise tværfagligt. Men tværfagligheden må ikke betyde, at kernefagligheden svækkes, mener Arvid Bech, rektor på Marselisborg Gymnasium.
– Jeg er positiv overfor, at kommende gymnasielærere bliver mere tværfaglige. Men vi er også altid opmærksomme på, at kernefagligheden skal være i orden. Det må ikke blive et patchwork, hvor der er alt for mange små brikker i tværfagligheden. Det kan godt blive så tværfagligt, at man mister overblikket, og kernefagligheden går tabt, siger han.
Uenighed om studiernes længde
Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA, er enig. Hun mener dog ikke, at kernefaglighed kun kan opnås gennem fem års studier på det samme fag. I USA og England er uddannelserne kortere og langt mere fleksible, påpeger hun, og vi har ikke belæg for at sige, at amerikanere og englændere er dårligere uddannede end danskere.
– I Danmark har vi en tanke om, at det er vigtigt med faglig progression på det samme fag gennem fem år. Det er også fint, hvis man vil være forsker. Men hvis man ikke skal det, kan det være lige så vigtigt at supplere kernefagligheden med andre kompetencer, som er efterspurgte på arbejdsmarkedet, selvom det betyder kortere tid til kernefagligheden, siger Stina Vrang Elias.
Gymnasierektoren er ikke helt enig i, at længden af studierne ikke har konsekvenser for kernefagligheden.
– En kernefaglighed er på højere niveau end en bachelor. Der ligger en vigtig træning og metode i at læse et fag længe og skrive speciale i det, siger han.
Nødvendigt med vejledning
Begge er dog enige om, at det er universitetets ansvar at definere, hvad kernefagligheden i de enkelte fag er. Det er også universitetets ansvar at sikre, at kandidaterne ikke bliver for tværfaglige.
– Det er altid en balancegang. De studerende skal have rigtig god vejledning i, hvordan de får en profil, der ikke er for splittet. Jeg er overbevist om, der sidder mange dygtige vejledere på universitetet, som vil guide de studerende i den rigtige retning, siger Stina Vrang Elias.
Tværfagligheden er under ingen omstændigheder til at komme uden om.
– Lige så snart vi træder uden for skolens mure, er verden tværfaglig, siger Arvid Bech.