Danmarks første nyretransplantation fandt sted den 18. april 1964 på Aarhus Kommunehospital, og begivenheden var skelsættende. Men hvorfor fik transplantationskirurgien sin dåb i Aarhus og ikke i hovedstaden?
Overlæge, dr.med. Ole Fjeldborg, der som kirurg førte kniven ved operationen for 50 år siden og utallige gange siden, tog dette spørgsmål op i en 10-års jubilæumskronik i Aarhuus Stiftstidende 18. april 1974, hvori han fremhævede, at det drejede sig om "en moden situation i det rette miljø".
Dette miljø bestod af følgende elementer, som alle fandtes på Kommunehospitalet:
Miljøet var til stede, og der manglede "kun en gnist for at få projektet til at fænge", som Fjeldborg skrev, og gnisten blev overlæge, dr.med. Villy Posborg Petersen, der havde deltaget i den første "nyre-kongres" i Prag i efteråret 1963, hvor fremlagt forskning havde givet håb om, at transplantationer snart kunne bringes ud over det eksperimentelle niveau.
Posborg Petersen samlede på den baggrund en gruppe kolleger, som gik ind i planlægningsarbejdet med henblik på at gennemføre nyreretransplantationer på patienter, som befandt sig på slutstadiet, og hvor videre dialysebehandling var udsigtsløs.
Men hvem skulle nu donere en nyre? Fagligt set var det oplagt at bede personer nært beslægtet med patenten om afgive en nyre, men det kunne slet ikke komme på tale ved de første transplantationer, for man vidste jo ikke, hvad resultatet af en transplantation ville blive. Derfor agtede man at indlede med nyrer fra f.eks. dødeligt kvæstede trafikofre.
Et juridisk problem bestod dog deri, at ligsynsreglerne ikke tillod at tage organer ud af kroppen før 12 timer efter, at døden var indtrådt. Gruppen skønnede, at det ville tage evigheder at få sådanne regler lavet om, da man jo ikke forlods kunne dokumentere, at der ville komme noget godt ud af transplantationsprojektet. Man besluttede derfor bevidst at overtræde gældende regler for at komme i gang.
I februar 1964 var alt klar til transplantation, men da der i marts for første gang var mulighed for at udtage nyrer af en død, viste det sig, at de var ubrugelige på grund af nyresygdom. Chancen kom igen måneden efter, nemlig 18. april, og som Ole Fjeldborg skrev: "Hele processen viste sig at være så vel forberedt, at projektet kom til at fungere uden nævneværdige vanskeligheder." Operationen indledtes klokken 20.25 og var færdig ved midnat.
Men andre vanskeligheder viste sig: Der dukkede journalister op overalt, bag døre, på gange og i telefonen. At det var en triumf for den sundhedsvidenskabelige forskning og praktiske kirurgi i Aarhus gjorde velsagtens emnet ekstra interessant for pressen.
Den første patient med en fremmed nyre levede kun 18 dage, men derefter gik det nogenlunde, som det skulle, og adskillige af de nyretransplanterede patienter levede i årevis med en donornyre.
Da man nogle år senere ville i gang med nyretransplantationer på Rigshospitalet, var der ingen tvivl om, at kompetencen var til stede, men for dog alligevel at være på den sikre side ved den allerførste operation af slagsen havde man inviteret Ole Fjeldborg til hovedstaden for at lade ham føre kniven!
I 1988 hed det i Jyllands-Posten, at Ole Fjeldborg på det tidspunkt - 24 år efter første nyretransplantation - havde medvirket ved mere end tusinde nyretransplantationer.
Kilder
Eva Bundegaard: Danske nyretransplantationer - om pionerer og idealister (1999)
Ole Fjeldborg: "Ti års nyretransplantation", kronik i Aarhuus Stiftstidende 18. april 1974
Flemming Kjær: "Nyre-ekspert i døgndrift" (portræt af Ole Fjeldborg) i Jyllands-Posten 4. maj 1988
Det århusianske nyreteam ved en festlig lejlighed i 1975. Fra venstre Ole Fjeldborg, Steen Olsen, Flemming Kissmeyer-Nielsen og Villy Posborg Petersen.