Hvad nutidens vintre ofte - og vist gerne uden noget videre statistisk belæg - hævdes at mangle af sne, har vi til fulde på dette januarbillede fra Universitetsparken i året 1953, der - dette være nævnt en passant - var Aarhus Universitets 25-års jubilæumsår.
For mange indfødte århusianere vil det være barndommens glade og lyse søndagsland, der stråler dem i møde fra dette lokale snelandskab.
Med en naturlighed, som var der tale om en hvilken som helst bypark, har byens borgere, ikke mindst de yngste, færdedes i Universitetsparken på alle tider af året. På kælk om vinteren - eller skøjter, når søens is kunne bære - og på et tæppe om sommeren, ofte med en pose brød til ænderne.
Til venstre ses i baggrunden Aarhus Universitets nye hovedbygning (indviet 1946) og i midten - på det fremskudte næs - den gamle hovedbygning (indviet 1933). Til højre ses en fløj af Ortopædisk Hospital og foran denne anes en af de daværende fem professorboliger.