Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Juli 2007

Månedens billede (22)

Studerende med indsamlingsbøsser på Børnehjælpsdagen 1942. (Ukendt fotograf. Billedet tilhører Universitetshistorisk Udvalg).

På Børnehjælpsdagen i 1942 havde kvindelige studerende fra Aarhus Universitet fundet sommertøjet og studenterhuerne frem for at give en hånd med ved indsamlingen. Bryggeriet Ceres lagde hestevogn og kusk til, og så gik det ellers igennem byen med raslebøsserne. Et flertal af deltagerne var alumner Marselisborg Studentergaard. I bageste række ses fra venstre stud.mag. Inger Tonnesen, stud.med.erne Agnete Hunderup Møller og Karen Ploug Hansen samt stud.jur. Jenny Sørensen. De to sidste i rækken har ikke kunnet identificeres. I forreste række ses fra venstre stud.med.erne Sigrid Nielsen (med uglen - visdommens symbol - på skødet), Ingrid Vernegaard Jensen og Kirsten Nymgaard (der til daglig strøg m'et og kaldte sig Nygaard) samt en uidentificeret (med delvis bortvendt ansigt) og endelig stud.mag.erne Grethe Drud og Else Bruntse.

Tak til fhv. lektor, cand.mag. Bodil Jørgensen, f. Rabbe, Viby J., for hjælp til identifikation af personerne på billedet.