Gennem flere hundrede år var der med mellemrum fremkommet planer og idéer vedrørende oprettelse af et universitet i Jylland. Ikke mindst Viborg havde været inde i billedet siden 1720'erne og kom det igen 200 år senere sammen med Sønderborg, der havde været tysk siden 1864, men som i 1920 igen blev dansk. Også Kolding var på tale. Den egentlige kamp mellem disse byer tog sin begyndelse, efter at Undervisningsministeriet i 1919 havde nedsat en universitetskommission.
Denne kommission havde fået til opgave at undersøge, om der var behov for et nyt universitet i landet, hvor det i givet fald burde ligge, og hvordan det i givet fald skulle indrettes, dvs. hvilke fagområder der skulle være repræsenteret. For at påvirke opinionen udfoldedes der fra hver af de involverede byer et stort propagandaarbejde for at fremhæve egne fortræffeligheder.
Det var i denne sammenhæng, at en bred kreds af borgere fra byens erhvervsliv, organisationer og institutioner i 1921 havde sluttet sig sammen i organisationen "Universitets-Samvirket, Aarhus", der sammen med Århus Kommune kom til at udgøre drivkraften i kampen for at få Danmarks andet universitet placeret i Århus. Man gjorde arbejdet godt og grundigt i Århus, fik opbygget videnskabelige samlinger, etableret videnskabelige foreninger og sørgede for at få Kommunehospitalet bragt op på et niveau, så det var førende i provinsen.
Den nævnte universitetskommission sad i seks år, før den endelig afgav betænkning i efteråret 1925. Den pegede på, at Københavns Universitet i høj grad kunne trænge til aflastning, et stort flertal af medlemmerne pegede på Aarhus som bedst egnet til kommende universitetsby, og man leverede en virksomhedsplan, der kunne startes efter. Ikke mindst blev der lagt vægt på betydningen af et "Erhvervsfakultet".
Men nu fandt regeringen, at der slet ikke var statsmidler til at etablere et nyt universitet, heller ikke en forholdsvis beskeden begyndelse med få bygninger og et mindre antal fag.
Efter en række forgæves forsøg på at overbevise regeringen om, at der i Aarhus fandtes en betydelig offervilje - bl.a. et millionstort legat til et kommende universitets studerende og et betragteligt beløb indsamlet som tilskud til et universitetsbyggeri - løb man panden mod muren, indtil man i sommeren og efteråret 1927 - med hjælp ikke mindst fra professor Erik Arup, Københavns Universitet - fik udtænkt den strategi, som viste sig at kunne bære projektet igennem.
Planen gik ud på, at man skulle starte i det små, dvs. ikke noget med at forlange store, omkostningskrævende lægevidenskabelige institutter og laboratorier med kostbart udstyr og maskineri. Nej, hvis man kunne opnå eksamensret i propædeutisk filosofi ("filosofikum") - og man havde manden til stillingen siddende klar i Reykjavik, nemlig Kort K. Kortsen - så kunne man indtil videre supplere den filosofiske undervisning med lidt sprogundervisning, som kunne foregå i lejede lokaler.
Planen gik igennem, og Aarhus Kommune tilbød at betale lærernes løn. Staten skulle slet ikke punge ud, blot give tilladelse.
Brevet fra Erik Arup til Victor Albeck kan læses herunder:
6 - 7 - 1927.
Kære Hr. Overlæge Albeck -
Maa jeg i dyb Fortrolighed stille et spørgsmaal til Dem, som dog kræver nogen Forklaring. Dr.phil. Kort Kortsen har i nogle Aar virket som lektor i Reykjavik, ved Universitetet dær, men skulde nu gerne afløses. Undervisningsmin. har naturligvis en vis moralsk forpligtelse til at skaffe ham et arbejde. Som De ved, er han filosof og har konkurreret paa meget hæderlig maade om et professorat men som Kromans elev vanskeligt kunne komme i betragtning. Jeg har nu faaet den, maaske ikke alt for heldige ide, at man kunde faa undervisningsmin. til at oprette en examen philosophicum i Aarhus, hvis man derovre saa sig i stand til, i alt fald for nogle aar, at give Kortsen en løn som filosofisk lærer, saa at dette ikke kom til at foraarsage staten udgifter før senere. Det jeg vil spørge Dem om er altsaa, om De tror at man d.v.s. universitetskomiteen i Aarhus [dvs. Universitets-Samvirket, red.] har eller kan skaffe penge til lønning af Kortsen - det behøver maaske næppe at være fuld professorløn - for 4-5 aar som prof. i filosofi i Aarhus? Jeg har lige udkastet Tanken som en mulighed for Byskov [undervisningsministeren, red.], der - selv interesseret i Aarhusuniversitetet - syntes, at det maaske var en mulighed for at faa begyndt. Der vil naturligvis være store vanskeligheder, da bl.a. Kbhvns Univ. vel maa høres - men det forekommer mig, at der her er ligesom et lille frøkorn, hvoraf maaske ganske lempeligt det hele universitet kan udvikle sig.
Med venlig hilsen
Deres hengivne
Erik Arup
I januar 1927 havde professor, dr.med. Knud Faber, Københavns Universitet, i en skrivelse (af 16/1) til overlæge, dr.med. Victor Albeck foreslået, at man opgav at få Rigsdagen til at oprette et universitet; i stedet kunne man fra Aarhus' side "jævnt arbejde paa at etablere det uden videre, saa at det af sig selv voxer op til en Kendsgerning, der kun behøver Anerkendelsen for at faa de 3/4 Million [pris på bygning, red.] tilbage igen".
Faber foreslog, at man indtil videre skulle lade planen om en lægefaglig universitetsbegyndelse bortfalde og i stedet "skulde [De, dvs. Victor Albeck og Universitets-Samvirket, red.] begynde Arbejdet paa den mere human-historiske Linie". Dette kunne ske ved, at udefra kommende professorer og emeriti forestod forelæsninger i "en lille Auditoriebygning paa Universitetsgrunden". En sådan bygning kunne iflg. Faber opføres "for nogle af de Penge, Kommunen raader over". Faber tilføjede, at han havde talt med professor Erik Arup om "human.-historisk, filosofiske Forelæsninger i Aarhus", og at han var interesseret i et sådant projekt og gerne ville stå til disposition med råd og vejledning.
Men Victor Albeck var ikke begejstret for - heller ikke midlertidigt - at opgive tanken om at begynde med medicinen. Professor Gustav Albeck, der allerede i 1920'erne stod ved faderens side i universitetskampen, har ved flere lejligheder påpeget, at dette ikke var udtryk for nogen fagchauvinisme fra Victor Albecks side, men skyldtes det synspunkt, at de mægtige potentialer, som de århusianske hospitaler var i besiddelse af, stillede Århus højt over de konkurrerende byer (Viborg, Kolding og Sønderborg), og at man desuden ved at begynde med lægevidenskab ville sikre sig mange studenter allerede fra starten.
At Victor Albeck alligevel i løbet af året 1927 for alvor begyndte at anse en start med humanistiske fag som en udvej, skal utvivlsomt ses på baggrund af, at Faber havde understreget som sit skøn, at man burde undgå at forsøge nogen start som forudsatte, at det lægevidenskabelige fakultet i København skulle inddrages i sagen, for så ville forsøget strande endnu en gang. Meget tyder i hvert fald på, at Victor Albeck efterhånden var disponeret for at fravige sine hidtidige anskuelser, når blot noget kunne komme i gang, og i den situation modtog han i juli 1927 den for hele sagen afgørende impuls i form af brevet fra professor Erik Arup.
