Nils Holdgaard Sørensen (tv.) og Hans Vejleskov i Universitetshistorisk Udvalgs hovedarkiv. 11. juni 2007. (Foto Universitetshistorisk Udvalg).
Det var ikke primært på baggrund af den nu fuldbyrdede fusion mellem DPU og AU, at 2/3 af bestyrelsen for DPU's Historisk Pædagogiske Studiesamling aflagde besøg i Universitetshistorisk Udvalgs sekretariat 11. juni 2007. Snarere var der tale om realisering af en efterhånden nogle år gammel tanke om en nærmere kontakt med henblik på mulige former for samarbejde samt gensidig orientering om arbejdsmetoder etc. Efter drøftelser af universitetshistoriske spørgsmål og fremvisning af et lille udvalg af Universitetshistorisk Udvalgs genstande og arkivalier med en ganske særlig erhvervelseshistorie var der rundvisning i Universitetshistorisk Udvalgs hovedarkiv i kælderen under Bygning 1482 i Nobelparken. På billedet herover ses formanden for Historisk Pædagogisk Studiesamlings bestyrelse, fhv. lektor og prorektor, nu seniorkonsulent Nils Holdgaard Sørensen sammen med fhv. professor i udviklingspsykologi Hans Vejleskov. Bestyrelsens tredje medlem, tidligere kontorfuldmægtig, nu timelønnet medarbejder i Studiesamlingen, Inger Nørgaard, var desværre forhindret i at deltage i besøget. Det er tanken, at udvalgets sekretær aflægger besøg i Historisk Pædagogisk Studiesamling på DPU senere på året.