Stud.mag.erne Benjamin Asger Krog Møller og Asker Bryld Staunæs - 'arkivaristerne' på Idehistorie - aflagde et kombineret studie- og overdragelsesbesøg. Hvad der blev overdraget, vender vi tilbage til i et senere nummer; vi kan dog godt her røbe, at det drejede sig om korrespondancemateriale, der hidtil har beroet hos Mihail Larsen, men som 'arkivaristerne' kortvarigt lånte af denne mhp. faget Idéhistories 50-års jubilæum, på den betingelse, at materialet derefter straks blev overdraget til de universitetshistoriske samlinger, hvilket nu er sket.
Ved besøget besås dele af de universitetshistoriske samlinger, og der hørtes uddrag af erindringsinterviews. Desuden drøftedes spørgsmålet, hvorledes man praktisk skal bære sig ad med at overføre kopier af faget Idéhistories båndsamling med optagelser af forelæsninger mv. - en samling, der er under løbende digitalisering - til AU Universitetshistories stemmearkiv.