AU Universitetshistorie har fået overdraget en scrapbog med udklip mv. om Den jydske Handelshøjskole og Handelshøjskolen i Aarhus. Materialet stammer fra perioden 1938-1962.
Vi fejrer nyerhvervelsen ved at præsentere et udsnit af et af udklippene som Månedens billede. Udsnittet viser øverste del af en artikel fra Demokraten 19. februar 1950.
Perioden, som scrapbogen dækker, tager sin begyndelse umiddelbart før det tidspunkt, som Handelshøjskolen i Aarhus regnede for sit egentlige oprettelsestidspunkt - efteråret 1939 - og slutter kort tid før Handelshøjskolen i Aarhus begyndte at forlade bygningen på Frederiksbjerg for efterhånden at få tag over hovedet i nye bygninger på Fuglesangs Allé.
Artiklen fra Demokraten er interessant derved, at den giver et fint øjebliksbillede af det undervisningsmiljø anno 1950, hvoraf Handelshøjskolen i Aarhus trinvis var udsprunget med oprettelse af specialstudier i 1939 og fortsat udsprang, indtil den i 1956 fik status som selvstændig afdeling under Den jydske Handelsøjskole.