Månedens billede er valgt på baggrund af, at det 1. januar er 75 år siden, at faget Hygiejne blev oprettet under Det Lægevidenskabelige Fakultet.
Faget oprettedes i og med, at Skùli V. Gudjónsson den nævnte dato blev udnævnt til fagets første professor ved Aarhus Universitet.
I bygningen på hjørnet af Spanien og Jægergårdsgade i Aarhus rykkede faget Hygiejne ind ved dets oprettelse pr. 1. januar 1939 og havde kontorer her frem til 1953, hvor en bygning til faget var blevet opført i Universitetsparken i forbindelse med Det Lægevidenskabelige Fakultets fagmæssige komplettering.
Faget Økonomi havde til huse i samme bygning fra dettes oprettelse i 1936 og en halv snes år frem, indtil økonomerne kunne flytte ind i Aarhus Universitets nye hovedbygning, der blev indviet i 1946.
Det var direktøren for Aarhus Oliefabrik, der stillede dele af bygningen vederlagsfrit til rådighed for Aarhus Universitet, og da Aarhus Kommune overtog bygningen i 1940'erne fortsatte ordningen for så vidt angår Hygiejnes anvendelse af bygningen.