Som Månedens billede har vi valgt et fotografi, hvis eksistens vi ikke kendte til for blot en måned siden, idet billedet så sent som i december 2015 er blevet overdraget til den universitetshistoriske billedsamling.
Billedet stammer fra en undervisningstime på Økonomisk Institut i Aarhus Universitets hovedbygning på et ikke nærmere oplyst tidspunkt i slutningen af 1950'erne.
For bordenden har vi professor i socialpolitik og finansvidenskab Jørgen Dich (1901-1975), og situationen er typisk for Dichs undervisning, oplyser giveren af billedet, fhv. BSS-dekan, professor, dr.oecon. Svend Hylleberg (f. 1944), der selv fulgte Dichs undervisningstimer i 1960'erne og oplyser, at Dich ikke bare gerne sad med lukkede øjne, men også konstant vippede på stolen.
Svend Hylleberg har i øvrigt i sin tid fået billedet forærende af Gunnar Thorlund Jepsen (1933-2006), der indledte sit økonomistudium på Aarhus Universitet i 1952 og blev kandidat i 1960 - og som på billedet ses øverst til venstre.