Kirsten Reisby: Emdrupborg. Historier om en pædagogisk kampplads
140 sider, illustreret
Forlaget Reisby 2012
Pris 168, - kr.
Der er for nylig udkommet en bog, som gør rede for Emdrupborgs spændende bygningshistorie – og vel at mærke gør det både grundigt og ud fra et personligt oplevelsesperspektiv.
Forfatteren er Kirsten Reisby, der selv har haft sin gang i bygningen i adskillige årtier og som fortæller, at den allerede gjorde stort indtryk på hende i 1940’erne.
Forhistorien er kort sagt denne: Omkring 1720 opførtes nær landsbyen Emdrup et landsted, som fik navnet Emdrupgaard. Denne ejendom blev ca. 150 år senere indrettet til ”en fri folkelig Læreanstalt for vordende Lærere” og ændrede samtidig navn til Emdrupborg. Efter en brand opførte man i 1880 en større bygning på stedet, der fortsat fungerede som højskole frem til 1913. Fra 1917 anvendtes bygningen til husvildebolig af Københavns kommune.
Under den tyske besættelse blev grunden opkøbt af Deutsche Schule A/S, der opførte en ny mastodontisk anlagt bygning på stedet. Her skulle være skole og gymnasium for tyskere i Danmark – en udvidelse af Die deutsche Schule i København - og man drømte om at udvikle stedet til et nordisk center for nazistisk propaganda. Der blev indrettet indendørs skydebane og en boksehal oven over gymnastiksalene, og hermed syntes der ”tænkt i rum til aktiviteter, der peger frem mod militær træning af drengene, eller på at dette byggeri skulle være rammen om en fremtidig førerskole”, som forfatteren skriver.
Og arkitekt Verner March var for resten ikke en hr. hvem-som-helst, men ingen ringere end manden bag det olympiske stadion i Berlin.
Bygningen var forsynet med et massivt tårn med et spinkelt spir og rummede en enorm ”Lichthof” (lysgård eller lyshal) – bygningens centrale rum - samt en stor aula foruden ca. 170 andre lokaler.
Men opførelsen måtte standses i 1942 på grund af cementmangel, og selv om byggeriet ikke var færdigt, blev det brugt som flygtningelejr i årene lige efter befrielsen i 1945.
Fra omkring 1947-1948 rykkede Danmarks Lærerhøjskole ind i huset sammen med et antal andre institutioner, der alle på den ene eller anden måde beskæftigede sig med pædagogik, men som i øvrigt ikke havde meget med hinanden at gøre.
Nu skulle bygningen gøres færdig, men ikke bare det, den skulle også populært sagt ”afnazificeres”.
Som led i bestræbelserne på at ”mildne bygningens fremmede præg” tildækkede man således dele af lysgårdens – den nuværende aulas - gennemgående søjler med brede bånd af lyse egetræspaneler, der samtidig skjulte det oprindelige stenrækværk, og desuden huggede man kapitælerne af søjlerne.
Hvad bygningens ydre angik, blev spiret fjernet fra tårnet, der derudover blev forkortet.
Mange andre forandringer fandt sted ude og inde, og det er fascinerende læsning at følge, hvordan bygningen således blev ”danificeret” under ledelse af arkitekten Thomas Havning, der var kgl. bygningsinspektør fra 1944 til 1961.
Uspændende er det heller ikke at høre om de ”vigespor og vildveje”, som forfatteren kom omkring i sin research vedr. centrale personer i bygningens tidlige historie.
I dag er bygningen, som gennem mange år kaldtes Emdrupborg, en del af Aarhus Universitet, idet Danmarks Pædagogiske Universitet – udsprunget af Danmarks Lærerhøjskole i år 2000 – fusionerede med Aarhus Universitet i 2007. Navnet Emdrupborg er i dag forbeholdt kollegiet på stedet.
