Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studiebesøg mhp. tiltrædelsesforelæsning

Når vi denne gang må afstå fra at bringe et foto af studiegæsten og nøjes med at vise et foto af kassen med det under besøgene studerede materiale, skyldes det, at vi ikke selv var til stede ved studiebesøgene, hvor gæsten serviceredes af stedfortrædere. Foto AU Universitetshistorie

Professor, dr.phil. Ning de Coninck-Smith har endnu en gang aflagt en række studiebesøg, denne gang med henblik på at udforske bl.a. personrelationelle facetter af den ældre korrespondance om oprettelse og udvikling af Aarhus Universitet - især korrespondancen, der blev udvekslet mellem universitetsforkæmperen overlæge, dr.med. Victor Albeck og hans gamle lærer fra uddannelsesårene i København, professor, dr.med. Knud Faber.

De seneste studiebesøg har ikke mindst haft baggrund i ønsket om at finpudse det særlige 'greb' på universitetshistorien, som Ning de Coninck-Smith vil præsentere i sin tiltrædelsesforelæsning, der finder sted den 23. november 2018 under denne titel: "Universitetshistorien nyfortolket: mennesker, møder og universitet 1910-1960".