Aarhus Universitets segl

25 KAPITLER AF AARHUS UNIVERSITETS HISTORIE

Indholdsfortegnelse - Næste afsnit

Indvielsen

Undervisningsminister Byskov og et væld af honoratiores var til stede, da første kapitel af Aarhus Universitets historie blev skrevet ved indvielsen af "Universitetsundervisningen i Jylland" 11. september 1928. Indvielsen fandt sted i Teknisk Skoles blomstersmykkede festsal, mens hele byen flagede, og skolebørnene havde halv fridag i anledning af den skelsættende begivenhed.

Århus Kommune havde stillet et budget på 33.000 kr. til rådighed for det første år, og man havde for et symbolsk beløb lejet undervisningslokaler i Teknisk Skole i Århus midtby og fået ansat en lærerstab bestående af en professor i filosofi og fire docenter i henholdsvis dansk, engelsk, tysk og fransk. På indvielsesdagen havde 64 studerende meldt sig. I løbet af første semester nåede tallet op på 78.

Året efter indvielsen forelå det første nummer af Universitetsundervisningens årsskrift - Acta Jutlandica - som foruden en detaljeret årsberetning indeholdt to videnskabelige artikler. Hermed havde man udadtil markeret det spæde universitets ambitionsniveau. I slutningen af 1950'erne skiltes universitetets årsberetning ud fra Acta Jutlandica, der i dag udelukkende publicerer videnskabelige afhandlinger.

Indholdsfortegnelse - Næste afsnit