Aarhus Universitets segl

De engagerede pessimister

Egentlig synes de, at det hele går ad helvede til. Alligevel har de aldrig været mere engagerede i deres arbejde. Sådan beskriver en tidligere universitetsrektor i England stemningen og "moralen" blandt universitetsforskere i en ny bog. AU-forskere og -ledere kan godt genkende den tilsyneladende skizofrene virkelighedsopfattelse og peger på flere grunde til den.

Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Det siges, at rektorerne for de engelske universiteter gerne opmuntrer hinanden med en lille fortælling, når de mødes på de bonede gulve. "Gå rundt på dit universitet", siger de til hinanden, "og spørg de første ti videnskabelige medarbejdere, du møder, hvordan den generelle stemning er i miljøet. Svaret vil næsten med sikkerhed være, at stemningen er helt i bund. Spørg dem så, hvad de arbejder med for tiden, og deres svar vil være fuld af liv, engagement og optimisme i forhold til deres igangværende projekter".
    Historien fortælles i den engelske historiker David Watsons nye bog The Question of Morale – Managing Happiness and Unhappiness in University Life. Som forhenværende rektor for University of Brighton må man formode, at Watson har førstehåndskendskab til historien. I hvert fald er han ikke i tvivl om, hvordan universitetslederne fortolker den: Det første svar, det pessimistiske, er blevet en rygmarvsreaktion, en ideologisk betinget refleks, man som kritisk forsker og akademiker nødvendigvis må udtrykke over for "udviklingen". Det andet svar, der udtrykker det positive engagement i arbejdet, er det ærlige og reelle billede af, hvordan de videnskabelige medarbejdere går og har det. De er faktisk godt tilfredse med tingenes tilstand, selv om de rutinemæssigt beklager sig over mangel på forskningsfinansiering, politisk styring, manglende indflydelse, dårlig ledelse, arbejdsrelateret stress og meget andet. Konkluderer rektorerne altså ifølge Watson.

Det går godt på trods

Måske har rektorerne noget at have det i. For de fleste systematiske arbejdspladsvurderinger (APV) og undersøgelser af arbejdsmiljøet på universiteterne i både England og Danmark viser, at forskere trives godt og som regel en del bedre end gennemsnittet på andre arbejdspladser. Sidste forår konstaterede APV’en på Aarhus Universitet, at universitetet er fyldt til randen med engagerede og tilfredse medarbejdere. Man kan derfor få den tanke, om der er tale om en særlig form for skizofreni blandt universitetsforskere. En skizofreni, der giver sig udtryk i, at de på den ene side føler sig forpligtede til at anvende deres hyperkritiske skoling til at optrævle, analysere og dekonstruere nye politiske og ledelsesmæssige initiativer og i fælles solidaritet reagere med skepsis, mistænksomhed og negativitet, mens de på den anden side faktisk aldrig har været gladere og mere engagerede i deres arbejde.
    Idéhistorikeren Jens Erik Kristensen, der er institutleder på Institut for Pædagogik på DPU, kan godt genkende det billede, David Watson tegner.
   – Det er tilsyneladende lidt skizofrent, men jeg tror, der er en forklaring på det. For dét, mange universitetsansatte i virkeligheden prøver at sige, er jo: Ja, det går godt, arbejdet er meningsfuldt, vi er engagerede og motiverede osv., men vi er det på trods af, at nogen – politikere og universitetsledere – hele tiden forstyrrer og stresser muligheden for at koncentrere vores opmærksomhed om det, vi skal og gerne vil. Det der lille "på trods af" er så blot det, universitetsledere og politikere fuldstændig overser, når de ovenpå endnu en evaluering konstaterer, at det da går rigtig godt på universiteterne – og at det oven i købet skulle være på grund af deres rastløse initiativer, siger Jens Erik Kristensen ikke uden en vis selvkritik.

Statustab og evalueringer

Lektor i religionsvidenskab Anders Klostergaard er heller ikke i tvivl om, at Watsons beskrivelse af "den mentale tilstand" i akademia også gælder på Aarhus Universitet.
   – Og jeg tror sådan set også, det er let at forklare, siger han og uddyber:
   – Mange forskere har i deres egen tid på universitetet oplevet en social og kulturel deroute. De har oplevet et omfattende statustab. Jeg har selv været ansat i 15 år, og bare i den korte periode kan jeg iagttage, hvordan der er blevet skåret i muligheden for at tilrettelægge sit eget arbejde, hvordan der er blevet skåret tid væk fra forskningen osv. Det er brutale fakta. Det er helt klart, at mange forskere synes, at tidsånden er imod dem og deres forskningsområde. Men derfor kan de jo sagtens mene, at deres arbejde er yderst tilfredsstillende og berigende, siger Anders Klostergaard og understreger, at han ikke selv synger med på klagesagen om det tabte akademiske paradis.
    Seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, kalder arbejdet som forsker for et fantastisk lønarbejde, fordi man er motiveret af sin nysgerrighed og sit engagement og i princippet får løn for at beskæftige sig intenst med sin hobby.
   – I de senere år er kravet om nytteværdi dog blevet stadig tydeligere, og det frustrerer mange forskere. Der er et dilemma mellem at skulle angribe komplicerede og ukendte problemstillinger og samtidig levere hurtige resultater, som straks kan publiceres eller anvendes. Det er kommet til at pine mange i deres forskningsliv, og det fremmer opportunisme frem for originalitet, siger Rasmus Ejrnæs.
    Den ekstreme evalueringskultur – også internt på universiteterne – er en anden grund til den udbredte pessimisme, mener Rasmus Ejrnæs.
   – Universitetsledelser og fondsbestyrelser er ikke i stand til at vurdere forskningens kvalitet uden at forstyrre forskerne i deres arbejde. Så oveni forskernes eget peer reviewsystem kommer milepæle, produktmål, midtvejsrapporter, slutrapporter, bedømmelsesprocedurer, pointsystemer, impact factors, og jeg skal komme efter dig. Men jo mere samfundet er blevet optaget af forskningens nytte, jo flere ledere har universiteterne ansat til at styre forskerne. Og jo flere ledere, jo flere strukturændringer, hvilket også er med til at ødelægge den kontinuitet, som er en forudsætning for en sammenhængende forskningsindsats, siger Rasmus Ejrnæs.

Intelligent design

Den kritik er vand på professor Verner C. Petersens mølle. Forskeren fra Handelshøjskolen har blandt andet i bogen Vildveje i velfærdsstaten hudflettet den hang til styring, regulering og måling, der har bredt sig i det offentlige, herunder på universiteterne. Ifølge ham er den generelle stemning blandt universitetsforskere præget af, at universiteterne har fået professionelle ledere på en arbejdsplads, der i bund og grund er en kollegial institution.
   – Professionaliseringen af ledelsen har gjort, at vi har fået en meget lukket beslutningsproces. Den slags skaber utilfredshed og vrede i en kollegial institution. Desuden er universiteterne i dag underlagt en styringsmodel, der er præget af en intelligent design-tænkning: Man tror, at man i detaljer kan designe en optimal tilrettelæggelse af forskning og uddannelse. Det er blevet vigtigere at have regler end at tænke sig om, og på den måde føler mange forskere, at de i bund og grund er frataget ansvaret for deres arbejde.
   – Forskere lever jo af at analysere og kritisere. Men er I ikke også tvunget til at agere medspillere i forhold til nye tiltag i universitetsverdenen?
  
– Jo, og der er uden tvivl også en gruppe forskere, der er begejstrede over udviklingen, og som er villige til at spille med på politikernes og universitetsledelsernes nye tiltag. De lader deres forskning styre af det, der gavner deres personlige karriere, og de forsker typisk inden for områder, der er højt prioriterede, og hvor pengene er.

Ung forsker: Utryg grundstemning

Det kunne være Liv Hornekærs forskningsområde. Den unge forskningslektor forsker i et af tidens allerhotteste forskningsfelter, nemlig nanoteknologi og overfladefysik. Her er der mange eksterne forskningsmidler at hente, og som en af de mest anerkendte og succesfulde unge forskere inden for området har hun bl.a. fået tildelt en stor ekstern forskningsbevilling fra Det Europæiske Forskningsråd. Er hun så indbegrebet af en optimistisk og tilfreds forsker, der har tidsånden med sig?
   – Jamen jeg synes da, at jeg har et fedt arbejde, og jeg er enormt godt tilfreds med mit arbejdsliv. Men der er samtidig mange tendenser, jeg synes, går i den helt forkerte retning, så jeg kan sagtens nikke genkendende til det billede, David Watson tegner, siger Liv Hornekær.
    Det er især finansieringen af forskningsaktiviteter, hun er stærkt utilfreds med.
   – Jeg synes, det er helt vanvittigt, at vi i dag har et bevillingssystem, der gør, at forskerne hele tiden skal sørge for at skaffe eksterne midler for at have penge til at udføre deres arbejde. Jeg sidder med en stor bevilling nu, ja, men den udløber om fire år, og jeg skal allerede nu til at finde ud af, hvordan jeg skaffer midler til at videreføre min forskning. Behovet for at finde medfinansiering til alle forskningsprojekter optager meget plads i bevidstheden hos unge forskere, og det skaber i hvert fald en utryg grundstemning hos alle os, der laver eksperimentel forskning, siger Liv Hornekær.

 

Altid kritisk

Som leder af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har dekan Svend Hylleberg forståelse for en del af den "grundfrustration", der præger mange forskere.
   – Jeg er ret sikker på, at den beskrivelse, David Watson giver, også gælder på Aarhus Universitet. Der ingen tvivl om, at såvel ministerier som bestyrelser og universitetsledelser i deres iver for at gøre det bedst muligt, dels gør for meget for hurtigt og dels ikke er gode nok til at informere om, hvad de gør og hvorfor, siger Svend Hylleberg.
    Han minder dog også om, at det altid har ligget i den akademiske kultur at være kritisk over for alt andet end den forskning, som man selv styrer.
   – For eksempel har mange altid kokketeret med, at undervisning jo desværre tog tid væk fra forskning, og man har som forsker aldrig kunnet tillade sig at være begejstret for administrative opgaver. Den slags SKAL man bare være negativt indstillet overfor. Der var heller ikke mange, der udtrykte begejstring for deres deltagelse i den uendelige række af institutrådsmøder, der karakteriserede 70'erne og 80'erne. Ikke desto mindre tog mange med stor ildhu del i diskussionen om udskiftningen af sekretærernes skrivemaskiner, og hvordan man lavede ferieregistrering, siger Svend Hylleberg med slet undertrykt ironi.

Ofre for udviklingen

David Watsons bog giver det indtryk, at en usund offermentalitet har bredt sig blandt universitetsforskere, og den opfattelse vil Jens Erik Kristensen ikke helt afvise.
   – Jeg tror, det er en ret udbredt opfattelse blandt menige forskere, at man er ofre for omstændigheder, som man ingen indflydelse har på. Og det skærper offermentaliteten, at forventningerne til, hvad en forsker skal forholde sig til og leve op til er eksploderet. Tidligere var der trods alt nogenlunde ro og fred til at beskæftige sig med det, man fandt, var vigtigt. I dag er man som forsker underlagt utallige dagsordener ovenfra. Så på sin vis er det reelt, at mange føler sig som ofre, men man må samtidig konstatere, at meget få siger fra. I stedet engagerer de sig nærmest endnu mere. For eksempel er det umuligt at få forskere til at holde den ferie, de har krav på. De er på godt og ondt endnu mere grænseløst engagerede i deres arbejde end tidligere.

 

David Watson
The Question of Morale
Open University Press
165 sider, £26,90