Aarhus Universitets segl

Vi har ingen konkurrenter

TÅGEKAMMERET har selvtilliden i top forud for årets kapsejlads. UNIvers har talt med ceremonimester Christian Brandt.

Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk

Hvor mange år har I deltaget i kapsejladsen?
10 år.

Hvor stor succes har I haft?
TÅGEKAMMERET har vundet hver eneste gang (TÅGEKAMMERET har aldrig vundet, red.)

Hvad er strategien forud for dette års kap­roning?
Det er den rene spekulation at forestille sig, at andre end os vinder, så vi behøver ingen form for træning eller strategi. Vores sunde, naturvidenskabelige fornuft vil sikre os sejren over uvidende humanister og andet rakkerpak.

Hvordan ser jeres gummibåd ud?
Vores gummibåd er bygget af en ret utraditionel form for gummi, nemlig jern og træ. Succesen ved bådbygningen er så overvældende, at vi år efter år fabrikerer et ekstra fartøj, som skal flyde rundt midt på søen – den såkaldte hængerflåde. Her vil ”hængerne” befinde sig, det vil sige dem, der tit hænger ud med TÅGEKAMMERET.

Hvor stor betydning har indmarchen – og kan I løfte lidt af sløret for, hvad I planlægger?
Når vi nu er sikre på at sejre i kapsejladsen, kan vi lige så godt bruge vores kræfter på at lave en fabelagtig intro. Den vil som altid være omgærdet af den dybeste mystik, så vi kan ikke røbe noget om indholdet.

Hvem er jeres største konkurrent?
Vi har ingen konkurrenter. Der er jo ikke andre end os, der har en chance for at vinde.

Hvordan har I trænet til kapsejladsen?
Vi træner ved at drikke lidt mere, end vi ellers ville have gjort. Men vi har en ret god grundform, så træning er ikke essentielt.