Månedens billede stammer fra marts 1936 og viser det kemiske laboratorium, hvor videnskabelig assistent, cand.polyt. Ingrid Beck (1910-1957) er i gang med en analyse.
Ingrid Beck ("Ingse") var en af kemiprofessor Hakon Lunds tre daværende videnskabelige assistenter ( - de andre var Tage Langvad og Axel Voigt).
De videnskabelige assistenter stod bl.a. for undervisningen i kemi (de såkaldte "eksaminatorier") for de nyindskrevne medicinske studenter, og en af disse - der begyndte at studere i 1936 - har i sine erindringer fortalt følgende om sit forhold til Ingrid Beck:
"En ung, charmerende, også dygtig pige. Jeg kom på eksaminatoriehold hos hende. Og havde intet at indvende mod hendes undervisning, men hun var for køn og attraktiv. Jeg sad mest og glanede på åbenbaringen og tænkte ikke stringent kemiske tanker. Jeg tog konsekvensen og flyttede til Langvads hold. Hvor jeg bedre kunne koncentrere mig om faget frem for den personlige kemi."
Jørgen B. Dalgaard: Stadier på en retsmediciners vej, Brems/Klim 2002, s. 36.