Både for en halv snes år siden, da vi spurgte offentligheden, om nogen kunne identificere herren på maleriet, og igen nu i seneste nummer af NYT FRA UNIVERSITETHISTORIEN, hvor vi spurgte igen, indkom der forslag om, at den portrætterede kunne være professor i retsvidenskab, dr.jur. Max Sørensen (1913-1981). Vi har i billedsamlingen et par hundrede fotos af Max Sørensen i alle aldre, og sandelig om vi ikke også har et, hvor han sidder i en stol på næsten samme måde som personen på oliemaleriet.
Når nu de sidder, så man ser dem så nogenlunde fra samme vinkel, er ligheden mellem Max Sørensen og herren på portrættet betydelig. Der er den fyldige underlæbe, mundens facon i det hele taget, frisuren - så nogenlunde da - inklusive de høje tindinger, og hertil kommer det lidt udstående synlige øre og de slanke fingre samt kroppens statur.
Flere forhold taler dog imod. Herren på oliemaleriet er forsynet med et ret markant hul i hagen, hvorimod dette ikke gælder for Max Sørensen, hverken som barn, ung, midaldrende eller ældre. Hullet i hagen på det malede portræt kan naturligvis skyldes kunstnerisk frihed; det kan slet ikke udelukkes.
På maleriet sidder modellen med venstre hånds fingre en anelse kunstigt mod hovedet, mens noget tilsvarende ikke ses på et eneste af de mange portrætter, vi har af en stolesiddende Max Sørensen. Også her kan der være tale om, at kunstneren har bedt modellen indtage lige netop denne positur.
Max Sørensen var i øvrigt næppe typen, der kunne ønske at vise sig i en blågrøn habit med et sølvskær over sig, men også her kan det være kunstneren, der har ønsket denne farvevirkning. Samme baggrund kan der være for at højre øje (i billedet venstre side) ikke har sit højeste punkt samme sted hos de to.
Og, som professor i retsvidenskab, dr.jur. Stig Jørgensen (1927-2015) svarede, da vi for 11 år siden spurgte ham, om det kunne være Max Sørensen: "Udelukket er det ikke, at det kan være en meget ung Max, men han var vel ikke så forfængelig, at han lod sig male?".
Det er også svært at forestille sig, at Max Sørensens hustru Ellen Max Sørensen (1909-2005) skulle have været vidende om, at ægtemanden havde ladet sig portrættere, for hvis hun havde været vidende om det, er det ret utænkeligt, at hun ikke skulle have efterlyst portrættet, enten for at lade det ophænge, hvis hun fandt det vellykket, eller destruere det, hvis det modsatte havde været tilfældet.
Tilsvarende er det svært at forestille sig, at Max Sørensen skulle have ladet sig portrættere, uden at han havde orienteret fruen om det.
Man kan forestille sig så meget, også at han er blevet portrætteret, mens han var attache ved gesandtskabet i Bern 1943-1944, og at portrætkunstneren med signaturen SB slet ikke skal findes blandt danske kunstnere eller andre udøvere af portrætmaleri. Blandt SB'er i dansk kunst er der f.eks. Søren Bentsen (1898-1979) og Svend Bagger (1900-1978), men det kan jo også tænkes, at SB - hvis det er en dansker - slet ikke hører til dem, der er biograferet i Weilbachs kunstnerleksikon.
