Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Marts 2019

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (164)

Månedens billede: Det byråd, som donerede universitetsgrunden

Som Månedens billede viser vi denne gang en nyerhvervelse til den universitetshistoriske samling. Vi har kendt billedet gennem mange år, men har nu modtaget, hvad der meget vel kan være et af de indrammede "pragt-fotografier", som Aarhuus Stifttidende omtalte 24. april 1931, og som hvert af byrådsmedlemmerne modtog et eksemplar af. Historien bag synes at have været, at da man ikke fik taget et billede på det møde i 1929, hvor byrådet donerede universitetsgrunden, så kunne man da tage ét halvandet år efter.

Overdragelse af materiale fra Parkkollegierne

Da kollegianerne Mads Andersen og Ismael Muradi fra Kollegium 5,2 (Karl Verners Vej 6) aflagde besøg 23. januar 2019, medbragte de ikke blot køkkenbøger og gangprotokoller fra "Sandkassen" (Kollegium 1, gang 3), men også diverse tværgående materiale fra Parkkollegierne. Vi vender senere tilbage til materialet fra "Sandkassen" og henviser her i første omgang til en oversigt vedr. det øvrige materiale, som den kollegiehistoriske sektion under den universitetshistoriske samling blev beriget med.

Nyerhvervet materiale vedr. prof., dr.phil. Heinrich Bach

For 19 år siden, det vil sige i år 2000, aflagde journalist Janne Lauritzen (datter af professor, dr.phil.  Heinrich Bach) sammen med advokat Erik Lauritzen besøg hos det daværende Universitetshistorisk Udvalg og overdrog i den forbindelse diverse materiale vedr. Heinrich Bach. Nitten år senere - i januar 2019 - var der igen besøg med henblik på aflevering af materiale med relation til Heinrich Bach, og denne gang var det Anders Bach, barnebarn af Heinrich Bach, der overdrog fotos, udklip og tryksager.


65 år siden første kvindelige professor blev ansat ved AU

Da Else Kai Sass (1912-1987) den 1. marts 1954 blev ansat som professor i det nyoprettede fag kunsthistorie, blev hun samtidig Aarhus Universitets første kvindelige professor samt landets første kvindelige professor i kunsthistorie - og i øvrigt den kun tredje kvindelige professor i Danmark. Hun opbyggede "faget fra grunden og skabte det første moderne kunsthistoriske institut i landet," skriver Dansk Biografisk Leksikon. I 1954 var der i alt 47 professorer ved Aarhus Universitet.

Nyerhvervede effekter fra Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning

De pågældende effekter er strengt taget ikke fra Handels- og Ingeniørhøjskolen (HIH), Herning, der i 1995 var opstået ved en fusion mellem Midtjysk Handelshøjskolecenter og Vestjysk Teknikum, men fra sidstnævnte, men de kan - i og med HIH's fusion med Aarhus Universitet i 2006 - i hvert fald hævdes at have at gøre med en (gennem flere led) i Aarhus Universitet indfusioneret enheds forhistorie. Mere materiale fra samme sted er stillet i udsigt.

Svensk flag erobret i unisøen og doneret til AU Universitetshistorie

På Twitter meddelte AU 25. januar 2018, at et svensk flag var blevet plantet på øen i Universitetsparkens sø, og at dette var sket i ly af, at de medicinstuderende var i gang med at modtage fagets nye studerende. Det hele foregik under semifinalen i herrehåndbold ved Europamesterskabet, hvor Sverige vandt over Danmark dagen efter. Hvem der anbragte flaget, blev aldrig opklaret, men det er nu indgået i den universitetshistoriske samling.


Arkiv for Nyt fra Universitetshistorien >     Udvalgte mærkedage 2019 >    Ønsker du at abonnere på NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN? Skriv til pl@au.dk