[Artiklen blev bragt i JP Århus 11. september 2006] .
Af Palle Lykke,
cand.mag.,
sekretær for Universitetshistorisk Udvalg
Det var i efteråret 1928, at de første spirer til Aarhus Universitet blev lagt. Frem til man i september 1933 kunne tage en nyopført universitetsbygning i brug, foregik undervisningen i lejede lokaler i Teknisk Skole på Nørre Alle. Denne første universitetsbygning (nu Juridisk Institut) og de umiddelbart efterfølgende blev alle opført for midler indsamlet til formålet – mens selve byggegrunden og det, der skulle blive til Universitetsparken, var blevet doneret af kommunen. Det var nemlig aftalt med staten og nedfældet i universitetsloven af 1931, at hvis man i Århus selv betalte for bygningerne til universitetet, så ville staten påtage sig at betale for driften. Så Universitets-Samvirket (oprettet 1921) indsamlede på livet løs hos byens borgere og hos firmaer, der leverede såvel kontanter som byggematerialer.
Der blev hurtigt trængsel i den første universitetsbygning. Den var nemlig først og fremmest indrettet til lægevidenskabens grundlæggende discipliner (fysik, kemi og anatomi), men samtidig skulle samtlige øvrige fagområder rummes inden for bygningens gule mure. Det drejede sig om et stadig stigende antal humanistiske fag og fra efteråret 1936 tillige Jura og Økonomi. Det var efterhånden helt håbløse forhold – også selv om oliefabrikkens direktør midlertidigt stillede en villa nær havnen til rådighed for Økonomi. Faktisk var det på et tidspunkt ved at komme til oprør blandt Lærerforsamlingens humanistiske medlemmer, der som de egentlige pionerer fra 1928 følte sig uretfærdigt behandlet. De havde nemlig fortsat ingen kontorer på universitetet, men måtte forske og forberede undervisningen i deres private hjem, mens professorerne under Det lægevidenskabelige Fakultet var anderledes begunstiget med laboratorier, kontorer og biblioteker. Lægevidenskab, der også rådede over særskilte auditorier til hver af områdets tre discipliner, fyldte således mere end 4/5 af bygningen, mens de øvrige fag delte en enkelt gang og to eller tre undervisningslokaler.
Det var på denne baggrund – og netop i 1936 – at tankerne om en ny stor hovedbygning første gang blev luftet. Det år var antallet af studerende mere end fordoblet siden den første bygnings indvielse i 1933 – en stigning fra 202 til 415 studerende på kun tre år. Universitetsbestyrelsens formand C. Holst-Knudsen udtalte nu, at lokaleproblemer snart ville skabe behov for en ny, stor hovedbygning med festsal. Han forestillede sig en bygning til 1 million kr. – en bygning, som man i øvrigt to år senere anslog ville kunne dække pladsbehovet 30-40 år ud i fremtiden.
Lærerforsamlingen var stærkt involveret i udarbejdelse af de overordnede planer. Man ønskede den nye hovedbygning indrettet efter ”institutprincippet”, dvs. således at der for hvert fag indrettedes lærerkontorer, undervisningslokaler og fagbibliotek lige ved siden af hinanden.
I 1939 indså man, at en bygning som den ønskede sikkert ville komme til at koste 2,5 millioner kr., og at det ville være håbløst at indsamle så mange penge hos private. Altså måtte man prøve at få staten til træde til. På dette tidspunkt var der i Universitetsparken – ud over den første universitetsbygning - for indsamlede midler blevet opført en institutbygning til Fysiologi og Biokemi samt studenterkollegier og professorboliger, og der var planlagt yderligere et antal bygninger, hvortil der skulle indsamles penge.
Arkitekt C.F. Møller, der havde stået for alt universitetsbyggeri siden 1933, og som havde anlagt en moderne, nøgtern, funktionalistisk stil med gule mursten og absolut ingen form for udsmykning eller tom dekoration, skulle også denne gang udarbejde de konkrete bygningsplaner og var – uden at finansieringsaftaler var på plads - godt i gang med denne opgave, da landet 9. april 1940 blev besat af tyske tropper. Denne så ulyksalige begivenhed viste sig på længere sigt at skulle få positiv betydning for igangsættelsen af det store byggeprojekt. Sagens gang er meget indviklet, men kort sagt var der tale om, at et planlagt kasernebyggeri i Århus Kommune var blevet aflyst af staten – et byggeri som (ikke mindst) skulle have tjent som et omfattende beskæftigelsesprojekt. Nu mente man i Århus, at opførelsen af den påtænkte hovedbygning passende kunne træde i stedet for det aflyste byggeri. Kommunen tilbød at stå for fundering og kloakering (til en værdi af 335.000 kr.), hvis staten ville bevilge 2.665.000 kr. af beskæftigelsesmidlerne til opførelsen af selve bygningen, der nu skønnedes at ville koste i alt 3 millioner kr. Og sådan blev det. Efter at have besøgt Århus gik Finansudvalget ind på forslaget, og de indledende arbejder kom hurtigt i gang.
C.F. Møller har selv fortalt, at han på et møde i Universitets-Samvirket var blevet opfordret til at anvende ædlere materialer og måske en mindre streng stil end i det hidtidige universitetsbyggeri, og at man havde vist ham et fotografi af et af Mussolini i Rom opført universitet som eksempel til efterfølgelse. C.F. Møller fandt dog ikke den italienske diktators marmor-beklædte universitet efterlignelsesværdigt, og her fik han så ”hjælp” af de knappe tider med materialemangel, som ikke tillod marmorbyggeri eller det, der lignede. Til gengæld gik han med til – med brug af de hidtidige materialer – at give hovedbygningen en mere ”romantisk” udformning, bl.a. med murpiller og buer.
På trods af krigstidens knaphed på visse typer af også simplere byggematerialer (f.eks. cement og jern) lykkedes det forholdsvis hurtigt at få den store bygning til at rejse sig, men da den stod under tag i slutningen af 1942, satte man tempoet ned, for at tyskerne ikke skulle fristes til at beslaglægge den. Til gengæld beslaglagde tyskerne i 1943 parkkollegierne, hvor de indrettede jysk hovedkvarter for Gestapo.
Gestapos aktivitet i kollegierne udgjorde hurtigt en voldsom trussel mod den jyske modstandsbevægelse, og det var da også derfra, at man opfordrede Royal Air Force til at udslette det tyske sikkerhedspolitis hovedkvarter, hvor tilfangetagne modstandsfolk under tortur opgav navne, og hvor tyskerne opbevarede deres arkiv over frihedskæmpere.
Luftangrebet foregik ved middagstid 31. oktober 1944, og missionen lykkedes. Kollegium 4 og 5 – og dermed Gestapos hovedkvarter - lå som rygende ruiner efter bombardementet. Men selv om der i meget høj grad var tale om et præcisionsangreb, var det dog ikke så præcist, at kun de beslaglagte kollegier blev ramt - hvilket næsten også ville have været for fantastisk, afstandene taget i betragtning. Også den første universitetsbygning og ikke mindst den nye hovedbygning blev ramt, og 10 bygningsarbejdere i dens kælder omkom ved angrebet. Arkitekt C.F. Møller blev selv begravet under nedstyrtede bygningsdele, men en hånd stak frem, og han blev fundet og langsomt men sikkert befriet af en murerarbejdsmand, en stud.oecon. og ikke mindst en meget stærk portner, som kunne lette trykket fra en betonblok. Det hedder sig, at Møller, da han kom til sig selv, som det første spurgte, om det mon var så heldigt, at de romantiske piller og buer var blevet smadret ved angrebet.
For han var altid ret ambivalent, hvad angår disse træk, som var et resultat af det pres for at skabe noget lidt rundere, som han følte, at han skulle leve op til, men ikke for alvor havde lyst til – og måske alligevel senere faktisk blev glad for. I 1978 skrev han, at det var som om krigens hårde vilkår var en ”undskyldning for den mere romantiske udformning af visse bygningsled i hovedbygningen”, f.eks. mønstermur i gavle og aula samt søjler og buer foran terrassen. I 1987 udtalte han: ”Mens den oprindelige stilart passede til det jævne institut, så synes jeg, at det er tilgiveligt, at romantikken har overhånd i hovedbygningen” – altså stiltræk, som den funktionalistiske arkitekt mente krævede undskyldning og tilgivelse.
Hovedbygningen blev hurtigt genopbygget, næsten da, for igen måtte man sætte tempoet ned, så der ikke pludselig stod en fuldt færdig kæmpebygning, som tyskerne kunne beslaglægge. Ved krigens afslutning i foråret 1945 tog universitetet dele af bygningen i brug, men det var først i september 1946, at hele bygningen var klar til anvendelse efter genopbygningen. Det fejrede man med en stort anlagt ”indvielses- og promotionsfest” i den nye flotte aula 11. september 1946, hvor nordiske universiteter var repræsenteret, og hvor der (for første gang) udnævntes en række æresdoktorer, som derved kunne kaste glans over Aarhus Universitet. Datoen 11. september var valgt, fordi det var på den dato, at universitetet havde indledt sin virksomhed 18 år tidligere.
Det fromme ønske om, at bygningen ville kunne dække behovet de næste 30-40 år, var naturligvis gjort til skamme. Et teologisk fakultet var oprettet i 1942 og skulle også – sammen med alle de tidligere nævnte fag og fagområder - huses i bygningen, hvor også administration, spisestuer, studenterorganisationer mv. skulle have plads, og studentertallet var nu nået op på 1064, hvoraf henved to tredjedele skulle have deres gang i bygningen. Der var måske ikke ligefrem pladsmangel, da bygningen blev taget i brug, men der var fyldt godt op. Det erkendte bestyrelseformand Holst-Knudsen da også, da han i 1946 udtalte, at "der findes Folk, der regner med, at Universitetet til sin Tid vil faa 3.000 Studenter. Jeg havde nær sagt, at det haaber jeg ikke”. Men skulle dette ske, tilføjede han, så måtte man ikke lukke sig ude fra muligheden for at udvide.
Dén mulighed har man så sandelig benyttet sig af gennem de 60 år, der er gået siden Aarhus Universitets hovedbygning blev indviet – en periode, hvor studentertallet er blevet 20-doblet og for længst har rundet 20.000, og hvor universitetets samlede etageareal er 25-doblet fra 13.000 til 336.000 kvadratmeter.
Faktaboks:
I anledning af 60-året for indvielsen af Aarhus Universitets hovedbygning har Universitetshistorisk Udvalg udarbejdet en webudstilling, som kan ses på: http://www.au.dk/uhu/showroom/galleri/lokaliteterogbygninger/hovedbygningen
Faktaboks:
”Aarhus Universitet er en hyldest til tegl som materiale. Teglen væver bygningerne sammen i en dialog med landskabet og skaber en afdæmpet monumentalitet med en regional dansk karakter, tydeligst i aulabygningen, hvis gavl troner over dalstrøget. Her samler en amfiteatralsk terrassering landskabet som kontrast til aulaens teglbelagte gårdrum, hvorfra hele universitetets samlende tanke åbenbarer sig. Denne unikke integration af landskab og bygninger styrkes af parkens karakterfulde egegrupper, der markerer topografien og forstærker landskabet. Med tidens fylde fremmes et storladent landskab af et nærmest pastoralt tilsnit – på samme tid klassisk og regionalt."
Fra det af Kulturministeriet nedsatte arkitektur-kanon-udvalgs begrundelse for at kanonisere Aarhus Universitets arkitektur
