[Oprindelig publiceret som kronikanmeldelse i Aarhuus Stiftstidende 17. januar 1994 i anledning af 100-året i 1993 for landskabsarkitekt C.Th. Sørensens fødsel og udgivelsen af et værk om Sørensen i den anledning]
Af Palle Lykke
Mens de fleste århusianere og mange af byens gæster kender Universitetsparken, er det sikkert de færreste, der ved, hvem der har skabt den - eller overhovedet har skænket det en tanke, at den er et kunstprodukt. Men det er den naturligvis, ganske på samme måde som andre anlæg, hvad enten de nu er i familieboligens format, eller det drejer sig om et mere omfattende landskab. Men for Universitetsparkens vedkommende er der tale om, at dens udformning er en realisering af et aspekt af det vindende konkurrenceforslag fra begyndelsen af 1930'erne. Opgaven var dobbelt. Der skulle dels laves plan for udnyttelse af hele universitetsterrænet, dels tegninger til den første universitetsbygning. Bag præmieprojektet stod arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann i samarbejde med ingeniørerne A. Chr. Nieport og H. Wied - samt altså havearkitekt C.Th. Sørensen (1893-1979).
C.Th. Sørensens bidrag til dansk havekunst er særdeles omfattende. Ud over Universitetsparken kan der være grund til at fremhæve Vitus Berings Park i Horsens, landskabet ved tekstilfabrikant Damgaards virksomheder i Herning, domkirkepladsen i Kalundborg, Kongenshus Mindepark, Guldregnhaven i Middelfart og kolonihaverne i Nærum. Og der er her kun tale om et udvalg af toppunkter fra C.Th. Sørensens virke som havearkitekt. I alt har han gennem sit tresårige virke sat sit præg på omkring 3000 anlægssager. Og det skal da ikke glemmes, at det var Sørensen, der 'opfandt' skrammellegepladsen, og at den første af slagsen stod klar i 1940 i Emdrup og vakte international opsigt.
I en nylig udkommet bog med titlen C.Th. Sørensen - en havekunstner tegner landskabsarkitekterne Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer en slags portræt af Sørensen, idet de karakteriserer udvalgte dele af hans værk. Det er en nydelse at have bogen i hånden, ikke mindst på grund af det fremragende billedmateriale.
Det er vel uomtvisteligt, at Sørensen, der blev uddannet som herregårdsgartner, særdeles ofte arbejdede sammen med alle de ledende danske funktionalistiske arkitekter i udformning af projekter, og at hans eget formsprog i høj grad tog karakter af modernismen, på samme tid som det altid var sig traditionen bevidst, men det lykkes dog langtfra for Andersson og Høyer at sandsynliggøre, at Sørensen ligefrem skulle være inspireret af f.eks. den italienske futurismes malerkunst, for slet ikke at tale om sovjetisk konstruktivisme. Desuden kan man savne et svar på, hvad det kan skyldes, at C.Th. Sørensens værker er så tilsyneladende vidtforskellige. Naturligvis kan det ikke nytte noget, at en havearkitekt stiller sig kompromisløs an, hvis en aftager ikke vil vide af et fremlagt projekt, men der er dog hele stilen til forskel, hvis vi f.eks. sammenholder domkirkepladsen i Kalundborg med Universitetsparken i Århus. I Kalundborg har Sørensen betjent sig af en art neobarokt formsprog, hvorimod Universitetsparken har stærke præg af den engelsk-romantiske have. Men have- eller parkanlægs stilform mistede måske hos karetmagersønnen C.Th. Sørensen sine ideologiske betydninger og blev til ren form? Det har jo ellers været almindeligt at anskue barokanlæggene som netop udtryk for magtrepræsentation - her bevægede fyrsten sig med sit følge ad snorlige busketkransede gange - hvorimod den engelsk-romantiske have var stedet, hvor borgeren, det længselsfulde individ, slentrede ad slyngede stier og med nye udsigter og oplevelser bag hvert sving på stien. Nuvel, Sørensen gik i store bukser, og der var plads til både fortid og fremtid.
Andersson og Høyer fremhæver, at Sørensen lige nåede at opleve postmodernismen, men at den gamle mand ikke fik mulighed for at udnytte den som ståsted for en betragtelse af modernismen. "Han nåede ikke at se", hedder det, "at hele hans faglige virke lå i modernismens tid" (s.152). Man forstår jo nok, hvad forfatterne mener, men var det mon ikke værd at vove den påstand, at C.Th. Sørensen netop overordnet var postmodernist? Ganske vist komponerede han måske ikke flere stilarter sammen i ét værk, men det samlede værks mangfoldighed kunne vel nok forklares som resultat af en postmodernistisk skaberånd og -hånd? At fremstillingen adskillige steder ægger til modsigelse være nævnt som en anbefaling.
Lad os med forfatterne af C.Th. Sørensen - en havekunstner ved hånden se lidt nærmere på C.Th. Sørensens park ved Aarhus Universitet. Da Sørensen var 82 skrev han, at Universitetsparken var det arbejde, han mindedes "med størst glæde". Vinderforslagets samlede komposition angik et samspil af bygninger, terræn og træer. Alder betyder en del her, for hvor arkitekten kan se sin bygning et par år efter, at tegningerne er godkendt, er der selvsagt en hel anden leveringstid, når det drejer sig om en altfavnenede egepark. Og det var netop en sådan, der var Sørensens idé: Princippet for opbygningen af Universitetsparken var den frie gruppering af bygninger omkring et åbent dalstrøg og med en opdæmmet sø i bunden. Mellem bygningerne skulle der være en sammenhængende græsslette med mindre egelunde og enkeltstående ege. Der skulle ikke være blomsterbede. Stort set er den enerådende kombination af eg og græs i dag gennemført i selve dalstrøget.
Da kommunen i sin tid forærede grunden til det dengang selvejende universitet, lå der kolonihaver på den, og gennem de første mange år bevarede man forskelligartede buske og træer herfra. Disse træer prægede parken i begyndelsen, og det er ikke så forfærdelig mange år siden, de sidste forsvandt. I dag er det helt anderledes. De fuldkronede ege hensætter på en let diset solsommerdag vandreren i et Arkadien, men på samme tid såvel skiller de bygningerne fra hinanden som binder hele anlægget sammen til en smuk helhed.
Andersson og Høyer tillægger Aarhus Universitet et symbolsk forhold til egen. De anfører, at til alt det andet, som funktionalismen ville, hørte troen på fremtiden og lysten til at manifestere den, og at C.F. Møller og C.Th. Sørensen her forenedes af en vilje til et stærkt og rent udtryk. Husene var oprindelig tænkt som kubistiske og hvidpudsede, og alle træer skulle være ege. Ingen unødvendige dekorationer måtte der være, ikke noget med en blodbøg eller syren hist og her. Depressionens virkelighed - der snart efterfulgtes af besættelsens - krævede billigt byggeri. Derfor blev der tale om mursten uden puds og sadeltage med tegl istedet for flade tage med kobber. I denne situation passede det at kunne nøjes med at lægge agern i jorden fremfor at plante kostbare vækster. Plantede små egetræer viste sig nemlig at være svære at få til at gro. At lægge agern havde derimod praktiske, økonomiske og symbolske fordele. Den internationale orientering, der havde præget begyndelsen, afløstes af en stærk lyst til at udtrykke det nationale. Og mursten er jo brændt dansk jord, mens egetræet er såvel dansk som bestandigt gennem tider og omskiftelser. Forfatterne fremhæver, at Hald Ege fik karakter af national lund, og at man fandt Egtvedpigen velbevaret netop i en egetræskiste. Og over ringgade-indgangen til universitetets nye hovedbygning fra 1946 findes et keramikrelief, hvis grundlæggende motiv netop er en eg. Dets titel er Videnskabens Træ.
Hvad ville nu C.Th. Sørensen have svaret, hvis man havde mindet ham om, at det jo ellers er bøgen , der er nationalsangens træ? Han ville have haft to gode argumenter for egen, siger Andersson og Høyer, nemlig at bøge er smukke i skoven, men er vanskelige i nærheden af bygninger. Bøgens rodnet er sart, og bøgen kaster en alt for voldsom skygge kort efter løvspring. Deruden er der hensynet til beskæring, hvor bøgen har svært ved at læge et stort sår. Dertil kommer et historisk argument, nemlig at egen er ældre i Danmark end bøgen, der er indvandret i historisk tid. Egen er derimod bronzealderens træ - og kultpladserne i det gamle Jylland var egelunde.
Er det mon dermed underforstået fra Andersson og Høyers side, at Universitetsparken kan betragtes som en moderne kultplads? Tosset er det vel ikke, for et klassisk græsk amfiteater findes også i Aarhus Universitetspark, lige ved sydsiden af hovedbygningen. Det er sikkert ikke alle, der forbinder amfiteatret med Sofokles' kultiske tragedier, og endnu færre er det jo nok - siger forfatterne - der tænker på, at et af de mest velbevarede antikke teatre ligger i Dodona, hvor oraklet tolkede vindens susen i et helligt egetræ.
Betegnelserne udendørsaula og udendørsauditorium har til tider været anvendt om universitetsparkens amfiteater, ved hvis scene en kilde springer - ud af muren under aulaen! Da universitetsparken skulle anlægges, løb der ganske vist en lille bæk på stedet. "Men", som C.F. Møller har oplyst i et interview givet til Universitetshistorisk Udvalg i 1987, "der var ikke mere vand i, end jeg kunne have det i min hule hånd". Derfor blev der tale om vandværksvand, da morænekløftens 'bæk' skulle anlægges i smukt løb ned mod den lige så kunstigt anlagte sø, som C.Th. Sørensen i sin tid i følge C.F. Møller "stod bagved og pressede på for at få lavet".
Sørensens enkle, 'funktionalistiske' parkprojekt - en stilisering af landskabet - opfattedes ikke uden for modernisternes kreds som nogen ublandet succes i starten. Og det er ikke svært at forstå, når der kun var græssletter med udgåede småege og lidt agernspirer hist og her mellem resterne fra kolonihaverne! For slet ikke at tale om et antal får, som man efter engelsk herregårdsforbillede havde anskaffet til at holde græsset nede, men som snart blev afskaffet igen.
Hvad vi frydes over i dag, når vi færdes i Universitetsparken, måtte man den gang anstrenge sig en del for at kunne forestille sig - også hvad angår bygningernes tal. På et meget tidligt tidspunkt skete der derfor det, at "Sørensen blev gået!", som det udtrykkes hos Andersson og Høyer. Derefter måtte C.F. Møller lægge navn til kreationer, som Sørensen reelt stod bag, f.eks. amfiteatret, der kun er ét ud af en række af slagsen, som Sørensen skabte i løbet af årene.
Om resultatet af aulabygningens forhold til teatret hedder det hos Andersson og Høyer, at "virkningen af den fuldendte geometris samspil med terrænnets frie former er afslappet elegance" (s.109). Klassisk ro, med andre ord.
Det er, som de to forfattere skriver, helt unikt, at en så stor institution har kunnet udvikle sig harmonisk over så lang en tid med "skift i ledelse, ideologi og arkitektonisk mode" (s.110). At dette har kunnet lykkes, skyldes ikke C.F. Møllers faglige stædighed alene, ej heller de tekniske og praktiske kvaliteter, der hidrører fra funktionalismens filosofi. Heller ikke er det nok at henvise til samspillet mellem bygninger og landskab. Supplerende henvises der derfor til symbolernes samspil med alt det, der lader sig forklare rationelt. Andersson og Høyer formoder, at landskabsarkitekten C.Th. Sørensen og arkitekten C.F. Møller var for blufærdige til at klæde deres dybere tanker i ord. De har, hedder det, næppe talt om klassisk humanisme, og alligevel er det den tone, der præger Aarhus Universitet.
Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer: C.Th. Sørensen - en havekunstner , Arkitektens Forlag 1993, 200 s., kr. 395, -
