[Foredrag afholdt ved Studium Generale-udvalgets konference på Sandbjerg 26.-27. november 1999]
Af Palle Lykke
Det kan straks slås fast, at Aarhus Universitet ikke oprindelig er grundlagt på noget, der ligner et sammenhængende idégrundlag. Tværtimod må universitetets etablering siges at være et resultat af et kompleks af mange spredte tanker og idéer samt af -- først og fremmest -- hvad der kunne lade sig gøre på givne tidspunkter, nemlig af, hvad de involverede har kunnet blive enige om at søge gennemført, når lejlighed bød sig fra 1928 og fremad. Dermed være ikke sagt, at der slet ikke har været fremlagt mere principielle overvejelser, men de har som regel angået enkeltmomenter -- og der er langt imellem dem, selv i den store kommissionsbetænkning fra 1925. Man har i de tidlige år i højere grad gennemført, end man har filosoferet.
Jeg skal om lidt se lidt nærmere på 1920'ernes universitetsdebat, men vil først prøve at udpege det uhyre beskedne, ofte lidt kuriøse idégods, som er indeholdt i et par hundrede års spredte tanker og planer vedr. oprettelsen af et universitet i Jylland. For det meste af det er alligevel ikke mere kuriøst, end at det blev genbrugt i 1920'ernes kamp for et universitet i Jylland. Dernæst vil jeg som nævnt koncentrere mig om 1920'erne. Og endelig vil jeg gøre rede for det memorandum, som den humanistiske dekan fremlagde i 1938, hvor han indirekte forkastede det meste af den universitetsvirksomhed, der på det tidspunkt havde fundet sted gennem 10 år, og foreslog en ny organisering af universitetet på grundlag af institutprincippet.
Men altså først et smut tilbage i tiden. Man skal huske på, at efter reformationen, efter svenske-krigene og efter enevældens indførelse havde der stort set ikke eksisteret nogen form for lærdomsliv i riget udenfor hovedstaden -- især ikke hvis der ses bort fra Hertugdømmerne, hvor et universitet -- men et tysk universitet -- var blevet oprettet i Kiel 1665. Det slår derefter heller aldrig fejl, at ønsket om decentralisering af landets videnskabelige liv tillægges stor betydning helt fra 1720'erne og 200 år frem.
Tychonius
Det gælder også de planer, som stiftsprovst Tychonius i Viborg fremlagde i 1720'erne vedr. et universitet i Viborg. I modsætning til København fandtes der i Viborg den rolighed , som studeringer udkræver, og det var en by uden hovedstadens talløse forførelser , uden noget larmende og dominerende handelsliv, og det var en by placeret i et smukt og frugtbart terræn med den allerreneste luft . Desuden var det flovt for kongen kun at have ét universitet, når de nu i Frankrig havde 24, Spanien 25, England 8 osv. Derudover fremhæver han hensynet til den videnskabelige kappestrid, som ville opstå, hvis der var to universiteter i landet -- en idé, som stort set alle senere fortalere gentog -- og endelig var der den nationale opgave, der kunne ligge i at drage danske borgere væk fra de tyske akademier og hjem til et dansk lærdomssæde. Endnu en ting fremhævede Tychonius: At Viborg lå mere bekvemt for norske studenter end København og at priserne i København i øvrigt var så høje, at rige studenter blev ruinerede og fattige studenter kreperede! Tychonius mente, at det var med god grund, når venetianerne havde deres akademi i Padua og ikke i Venedig, når hollænderne havde deres i Leiden og ikke i Amsterdam, og når englænderne havde foretrukket Oxford for London. Udover dette grundlag af idéer vedr. moralske, sundhedspolitiske, nationale og æresmæssige forhold, præsenterede Tychonius også brudstykker af en forestilling om dette universitets indre opbygning. Der skulle være i alt 14 professorer -- de fleste i forvejen embedsmænd i Viborg (idet det skulle være så billigt som muligt) planer, som man var lige ved at genbruge i 1928, men hvor man dog kom til besindelse -- men interessant er det her hos Tychonius, at planen faktisk indeholder elementer til fornyelse af datidens universitetsliv. For Tychonius så for sig en professor i Historie, særlig Nordens historie, og en professor i de Levende Sprog samt en professor i økonomi og politik! Ingen af delene fandtes i København på det tidspunkt. Og Økonomi og politik? Det var faktisk tæt på, hvad man i 1925 foreslog i Århus med et Erhvervsfakultet.
Jacob Baden
Fyrre år senere diskuterede man seriøst at flytte Københavns Universitet til en mindre by, bl.a. for at undgå alle de dårligdomme, som eksempelvis Tychonius havde peget på. Forslaget stammede fra professor Jacob Baden, der bl.a. nævnte Eckernförde som passende sted. Forslaget blev først henlagt, da en overlæge havde argumenteret for, at et lægevidenskabeligt studium kun kunne bedrives i forbindelse med de store hospitaler i København. Men det er interessant derved, at lilleby-tanken ikke længere i sig selv blev taget som udtryk for vanvid.
Christian Paulsen
Det tyske universitet i Kiel var i et vist omfang overgået til den danske konge i 1773. Dette universitet tillagde man fra dansk side en ikke ubetydelig del af ansvaret for en fremadskridende 'fortyskning' i den danske del af hertugdømmerne, og på den baggrund opstod den tanke, at der ved anlæggelsen af et dansk universitet i nærheden kunne skabes en modvægt. Det var i hvert fald begrundelsen, da professor Christian Paulsen i 1840 sendte et forslag om oprettelse af et universitet i Kolding til Chr. VIII. Paulsen forestillede sig det ny universitet som en "videnskabelig Grænsefæstning, hvorfra Slesvig kunne hente styrke". Hermed var tanken om et jysk universitet i form af en national bolværksinstitution bragt på bane - og klar til at blive revideret og afpudset i forbindelse med syd- og sønderjyske kredses krav om et såkaldt 'genforeningsuniversitet' efter 1920. Og i øvrigt en problematik, som også Århus-forkæmperne i 1920'erne tog helt alvorlig. Der forlyder ikke noget om, hvordan Paulsen forestillede sig sit Kolding-universitets indre opbygning.
H.P. Selmer
Fem år senere, 1845, publicerede kontorchef H.P. Selmer et forslag ang. Viborg. Han antog, at etableringen af et universitet her ville medføre fordele for hele landet. Det ville medvirke til at skabe et mindre skævt og uheldigt balanceforhold med hensyn til de forskellige landsdeles indre udvikling , og man ville komme ud over den situation, hvor alle landets institutioner var ophobet i hovedstaden, således, at hele landet så at sige lå indenfor Københavns volde. Især den fjerneste provins, Jylland, havde lidt under denne forfordeling, både materielt og åndeligt. Et universitet ville iflg. Selmer medvirke til at mindske dette misforhold. Tilmed kunne det medvirke til løsning af en national opgave , mente Selmer, fordi det i væsentlig højere grad end Københavns Universitet kunne udgøre en modvægt til indflydelsen i hertugdømmerne fra Kiels universitet. Dertil kom -- som også Tychnius havde hævdet 100 år tidligere -- at konkurrencen mellem to danske universiteter ville kunne virke ansporende for begge parter, og Selmer var af den opfattelse, at det ny og det gamle universitet kunne supplere hinanden på en måde, begge ville have fordel af. Forslaget indeholder ingen tanker om universitetets indretning.
Kultusminister Madvig
Ved finanslovsdebatten 1850 havde et medlem af Rigsdagssamlingen (A.F. Tscherning) udtalt sig til fordel for et "underordnet universitet" i Jylland. Kultusminister Madvigs reaktion var, at "Skal et Universitet virke noget, saa maa det være et fuldstændigt og dygtigt Universitet og af dem har Danmark, troer jeg, kun raad til at underholde eet [...]". Kultusministeren er dermed, såvidt jeg ved, den første der taler om, at et jysk universitet skal være "fuldstændigt", dvs. med samtlige tidens almindelig kendte fakulteter. Madvig mente i øvrigt at kunne se, at byen Århus materielt og åndeligt begyndte at ligne det sted i Jylland, hvor en samling af, hvad han kalder "Institutter", bedst kunne oprettes, give hinanden støtte og medvirke til Jyllands "Oplysning og Dannelse".
Gert Winther
Ved finanslovsdebatten 1880 spurgte venstremanden, dr.phil. Gert Winther, hvem der egentlig havde udbytte af Københavns Universitet, bortset fra dem, der var indskrevet som akademiske borgere. Han mente, at når der fra universitetet gjordes så store krav til statskassen i Videnskabens navn, ja så kunne der gøres fordring på, at det videnskabelige studium blev givet en større udbredelse i landet og at der blev givet en større kreds af ungdommen lejlighed til at høre, hvad han kaldte "Foredrag af videnskabelig Natur". Han fandt, at man i Jylland nu havde taget et stort sving opad i materiel henseende, men Jylland burde også have en "virkelig videnskabelig Dannelsesanstalt", og den skulle ligge i Århus.
Samtlige forkæmpere for et universitet i Århus fra 1890'erne og frem til 1920'erne fremhævede gang på gang Gert Winthers rolle som foregangsmand på området, og det kan godt undre lidt, for i hans forslag indgår der intet om, at nogen form for forskning skulle finde sted. Derimod er der lange bravader om, hvordan et sådant universitets opgave skulle være, nemlig i så "vid en Kreds som muligt", at "udbrede og vække Interesse for nyttige Kundskaber, samt at fremkalde Kærlighed til, hvad der bidrager til at forædle, hæve og pryde Livet".
Der skulle være fri adgang, intet "Modenhedsbevis" skulle fremvises, og intet vederlag ydes for undervisningen, og der skulle ikke afholdes eksamen. At dømme ud fra forslagets tekst skulle der altså heller ikke forskes, kun holdes foredrag. Gert Winters ønske var at få foranstaltet "en Undervisning der ved siden af den stærke materielle Udvikling kunne danne en Modvægt mod en fuldstændig opgaaen i Materialisme, og tillige give Grundlaget til en fyldigere udvikling i det praktiske liv".
Berg og Falkenstjerne
Gert Winthers plan beskrev med andre ord en institution, som ikke på nogen måde var jævnbyrdig med Københavns Universitet, men som snarere var en folkehøjskole på et højere niveau. Det var til gengæld et rigtigt universitet, Christen Berg talte for i Rigsdagen i 1888. Han slog ikke mindst på -- som også Tychonius og Selmer -- at konkurrence var en god ting på videnskabens område. Dertil kom fordele for studenter ved at have en valgmulighed, fordele for kulturlivets opkomst og for forbindelsen mellem adskilte landsdele. Ved samme møde argumenterede J.F. Falkenstjerne for oprettelsen af et jysk universitet med henvisning til den betydning, det ville have for dansk åndsliv under ét, hvis det jyske særpræg og den jyske natur kunne få betingelser for i højere grad at gøre sig gældende inden for dansk videnskab og kultur. Falkenstjerne fandt nemlig, at "Hovedstadens Tankegang og den sjællandske tankegang" var anderledes blød end den jyske, og at det nu var på tide, at det han kalder "den mere seige, jydske natur fik lov [...] at gøre sin Inflydelse gældende paa [...] større Kulturanstalter." Når man før og siden brugte udtrykket et jysk universitet, tog man det ellers ikke helt så bogstaveligt, og det var kun få, der slog på en særlig jysk races -- eller stammes -- særegenhed som noget, der burde præge et kommende universitet i landsdelen. Ikke en gang Johs. V. Jensen gjorde det, da han i en artikel i 1921 slog på tromme for Viborg som universitetby.
Salomonsen
I 1902 skrev professor i bakteriologi, C.J Salomonsen, en kronik i Politiken, hvor han foreslog at man i Århus oprettede en lægeskole i tilknytning til byens hospitaler. Han talte ikke om et medicinsk fakultet, men om en "Hjælpeskole for Københavns Universitet", som var hårdt plaget af mangel på kapacitet. Han forestillede sig, at det første par års undervisning kunne gives her, og at en sådan lægeskole ville give landets medicinske videnskab som helhed mulighed for fyldigere udvikling, dels gennem en nyttig kappestrid og et nyttigt samarbejde med Københavns Universitet, dels ved at skabe mulighed for uddannelse af flere videnskabsmænd, som kunne tilføre lægevidenskaben nye impulser. Og Salmonsen fremhæver et moment, som i al senere diskussion om et jysk universitet blev fremhævet som ideal, nemlig at de mindre forhold i Århus ville muliggøre en nærmere kontakt mellem studerende og lærere end i København.
Fredrik Nielsen
Salmonsens forslag skal i øvrigt ses på baggrund af, at byen Århus med borgmesteren i spidsen nu selv havde erklæret sin interesse for at blive universitetsby, og herefter var Århus-folkene selv aktive for sagen. Det var også tilfældet, da biskop Fredrik Nielsen stod i spidsen for et fremstød i 1907. På et møde i København forlangte Århus-folkene en kommissionsbehandling af spørgsmålet, og understregede, at det, man ønskede, var et fuldstændigt universitet -- altså med samtlige fakulteter. Man fremhævede også her værdien af en frugtbar kappestrid mellem to universiteter, og professor Kristian Erslev skrev kort efter, at "et gammelt Universitet som Københavns vil have uendelig godt af at faa en yngre Søster, som ser med friske Øjne paa Alt, og som gaar paa med ungdommeligt Mod". I det hele taget syntes de københavnske professorer ofte at anskue spørgsmålet om et jysk universitet ud fra, hvad der kunne gavne deres eget gamle universitet.
Af forskellige grunde var der en årrække forholdsvis stille om sagen. Men i 1919 dukkede kravet om et universitet i Jylland op igen. En lang række møder fandt sted i løbet af året, 77% af de jyske sogneråd udtalte deres fuldstændige støtte til sagen, og det lykkedes endelig at få undervisningsministeriet til at nedsætte en kommission til undersøgelse af spørgsmålet. Blandt de folk, som havde talt for sagen i 1919, var filosoffen, professor Harald Høffding og engelskprofessor Otto Jespersen.
Harald Høffding .
Høffding fremhævede som alle andre den frugtbare kappestrid, og fandt, at det ville være til hele landets gavn, hvis -- som han siger -- de "folkelige Ejendommeligheder, hver Landsdel besidder, faar Midler til at udfolde sig, saa vor Kultur kan blive rigere og mangfoldigere uden at miste sin Enhed." Høffding ville helst ikke blande sig i spørgsmålet om, hvilken by i Jylland, der skulle være hjemsted for universitetet, men lagde ikke skjul på, at han selv foretrak Århus, fordi her var en central beliggenhed med forbindelseslinjer til alle sider, og fordi Århus var den største by, og fordi den allerede rådede over institutioner, der kunne blive af betydning for et universitet (: Statsbiblioteket, hospitalerne, museerne og observatoriet). Hvad der optog ham mere end universitetets placering var, at videnskaben blev institutionens primære formål. Det havde han allerede været inde på i en artikel i 1911, mens sagen lå i dvale, og hvor han havde advaret mod, at Århus lod sig nøje med et højskoleagtigt etablissement, hvor der blot holdtes foredrag for interesserede ikke-studenter.
Han mindede om, at Universitet betyder helhed, indbegreb, og at det fra Middelalderen brugtes til at betegne indbegrebet af dem, der som lærere og lærende arbejder på at udfinde, fremstille og tilegne sig videnskab. Han advarede mod at begå den fejltagelse at opfatte dette forhold som et forhold med to sider: en vedrørende videnskabsmænd, der virker som lærere, og en vedrørende de studerende. Nej, sagde Høffding, der er kun ét hensyn, og det er hensynet til videnskaben. For ham gjaldt det derfor om, at de studerende skulle møde med det ønske og den fordring at lære den arbejdende videnskab at kende, ikke blot dens resultater: de skulle føres til indblik i og forståelse af den vej, ad hvilken videnskaben når sit mål, lære kundskabens kilder at kende, ikke blot den færdige kundskab eller den praktiske anvendelighed af den færdige kundskab. Forudsætning for dette var, at lærerne selv var arbejdende videnskabsmænd, at de på første hånd kendte og fulgte videnskabens udvikling og om muligt selv deltog i den store, internationale forskning.
Hvis man ville have et universitet i Jylland og ikke bare en foredragsvirksomhed, så måtte man gøre sig denne fordring klar. Høffding understregede, at hans skrappe krav til et nyt universitet jo ikke var ensbetydende med, at han ikke også glædede sig over, at kundskaben blev udbredt til flere og flere, bl.a. gennem foredragsvirksomhed, blot ville han advare mod halvdannelsens fare. Han sagde i den forbindelse:
"De, der blot kender Resultater, ikke grundene, hvorpaa de bygger, har ikke samme Mulighed for Selvkritik. De ser navnlig ikke, at i Videnskaben ligger Grænsen der, hvor Grundene holder op. Ud over denne Grænse ligger de blotte Paastande, der ofte udløser saa meget des større Iver, jo løsere Grundlaget er. Der ligger her en Fare for Fremtidens aandelige Kultur, som ikke i samme Grad var til Stede i tidligere Tider, da grænsen mellem Vidende og Ikkevidende var meget mere bestemt dragen, ogsaa i det udvortes."
Men hvis et kommende universitet kunne honorere kravet, ville der for Høffding at se ikke være noget i vejen for, at man også foranstaltede mere populære forelæsninger for større kredse. Men igen måtte han advare: erfaringer fra Frankfurt og Hamborg havde vist, at såkaldt "almindelige Forelæsninger" kom til at svæve i luften, når der ikke i hvert af fagene fandtes en særlig kreds af fagstuderende . Han understregede, at det kun var i sådanne snævrere kredse, at en nøjere vekselvirkning mellem lærere og lærende kunne finde sted, og mindede om, at denne vekselvirkning jo lå i begrebet universitet. Uden faste fagstuderende intet rigtigt universitet. Det havde man iflg. Høffding erkendt i Frankfurt og Hamborg, hvor man var igang med at etablere rigtige universiteter med fagstuderende.
I øvrigt mindede Høffding om, at en af de vigtigste nydannelser ved Københavns Universitet stærkt måtte anbefales til et nyt universitet, nemlig oprettelsen af såkaldte laboratorier for sprog, historie, filosofi, matematik, statistik, geografi, teologi og jura. Her havde studerende arbejdspladser dagen igennem med umiddelbar adgang til håndbiblioteker, og her kunne der afholdes øvelser, især med ældre studerende. Iflg. Høffding var det den slags indretning, der især muliggjorde lærernes og de studerendes fællesarbejde og den vekselvirkning, der var så gavnlig for begge parter. Han var af den opfattelse, at arbejdet i laboratorierne efterhånden ville blive den betydeligste del af universitetslærernes virksomhed, altså i modsætning til tidligere, hvor "de rent fremstillende Forelæsninger" optog det meste af tiden.
Otto Jespersen
Ved et møde samme år afholdt professor Otto Jespersen et omfattende foredrag om engelske og amerikanske universiteter og derværende kollegieordninger. Jespersen fandt, at når der taltes om et universitets opgave, så tænktes der alt for ofte kun på undervisningen, eventuelt undervisningen og forskningen, men en tredie side var lige så vigtig, nemlig det frie samliv mellem studiefæller og lærere og mellem de sidstnævnte indbyrdes. Hvis det ikke var vigtigt, hævdede Jespersen, ja så kunne man lige så godt give hver student en liste over bøger og lade studenten læse dem i sin hybel. Men dét ideelle frie liv, som Jespersen ønskede, eksisterede ikke ved Københavns Universitet, der jo lå spredt rundt i byen. Her savnedes mulighederne for ansporende samliv og samkvem, og man savnede de personlige drøftelser om alt, hvad der åndeligt rørte sig i tiden, drøftelser som iflg. Jespersen naturligt opstod, når man løb på hinanden. Men man løb for lidt på hinanden i København. Det var ikke som i Paris, hvor sorbonnitter løb på hinanden ustandselig i latinerkvarteret og derfor lærte hinanden at kende, og det var heller ikke som i Tyskland, hvor fagfæller, lærere og studenter, kom sammen til ugentlige eller månedlige knejpeaftener med æggende og vækkende utvungen, broderlig samtale. Københavns Universitet var derfor ikke -- spredt som det var ud over hele hovedstaden -- noget forbillede for et nyt universitet. Her burde man fra starten indrette sig på anden måde. Nemlig sådan at man tog det bedste fra f.eks. engelske og amerikanske universiter. Og dem fortalte han så om, men uden at ville anbefale bestemte modeller til efterfølgelse ved et jysk universitet.
DELT UNIVERSITET?
Enkelte diskussionsdeltagere pegede i øvrigt på den mulighed, at et nyt universitet eventuelt kunne deles mellem flere jyske byer. Det gjorde f.eks. en af gymnasierektorerne i Århus. Han mente, at Viborg, der jo havde landsretten, også godt kunne få jura'en, mens resten skulle til Århus. Det blev afvist. Alle andre stod fast på at kæmpe for ét fuldstændigt universitet. Ved en lejlighed -- også ved det her tidspunkt -- rejstes der fra en københavnsk kirurgiprofessor tvivl om, hvorvidt Århus-folkene egentlig forestillede sig, at videnskaben som sådan skulle deles i landet. Vedkommende mente at vide, at Århus-folkene ikke blot påberåbte sig decentralisering, men at der også havde lydt røster, som krævede specialisering i den forstand, at København skulle afgive nogle af sine fag til Århus. Den påstand blev afvist i 1920 af kgl. borgmester i Århus, Ernst Drechsel. Han skrev, at det var utænkeligt at begynde at dele et "universitas", og at ingen involverede drømte om at forringe Københavns Universitet.
Som nævnt resulterede de mange møder i, at en kommission blev nedsat. Den sad i seks år, før den afgav betænkning.
Det var ikke ensbetydende med, at der herskede stilhed omkring universitetsspørgsmålet, tværtimod, for nu delte man sig. 1919-møderne havde været afholdt med fælles jysk fodslag, men herefter arbejdedes der intenst for hver af byerne Århus, Viborg, Sønderborg, Kolding -- og tildels også Ribe. Og det gjorde der også i kommissionen.
Opgaven var at tage stilling til, om et universitet i Jylland skulle oprettes, hvordan dets virksomhedsplan i givet fald kunne tage sig ud, og endelig hvor i landsdelen det burde placeres.
Desværre sad der ingen filosofisk anlagte hoveder i kommissionen, så betænkningen er faktisk fattigere på principielle overvejelser vedr. universitetets ordning end de mange mødeindlæg i 1919.
Men altså: i 1925 slår kommissionen fast, at der er enighed om at tilråde regering og rigsdag at oprette et universitet i Jylland hurtigst muligt.
Man lagde til grund, at modsætninger mellem landsdelene ville blive mildnet, at Københavns Universitet med 4.000 studenter var blevet for stort og ikke kunne holde trit bygningsmæssigt og lærermæssigt, at de studerende ville få mange fordele ved et nyt universitet: de ville være færre, lærerne ville kunne henvende sig til hver enkelt af dem, og det nye universitet ville kunne levere en anden type undervisning end masseundervisningen i København. Men også for den danske videnskabs fremgang var det ønskeligt, at et nyt universitet oprettedes, hedder det, og man regnede med, at enhver ansat videnskabsmand ville yde sit ypperste for at være på niveau med eller overgå tilsvarende ved KU. Altså den nyttige kappestrid igen.
Kommissionen fremlagde i enighed en virksomhedsplan:
Der skulle være tale om et helt og fuldt ud tilfredsstillende moderne universitet, ikke blot fordi man ønskede "et saa værdifuldt aandeligt Centrum som muligt", men også af hensyn til de studerende, som burde have lejlighed til at omgås studerende fra andre videnskabsgrene og til at høre lærere fra andre fakulteter end deres primære.
Der var også enighed om, at universitetet burde blive så fuldstændigt som muligt. Og her tænktes for en gangs skyld ikke bare på at man burde have samtlige de fagvidenskaber, som i europæiske lande almindeligvis henregnedes til et universitets virksomhedsområde, men også meget gerne teknik, handelsvidenskab, farmaci, landbrugsvidenskab eller for den sags skyld musik og arkitektur.
Man fandt det ikke nødvendigt at oprette diverse yderst specielle småfag, som man havde ved KU, men man burde oprette samtlige de uddannelser, som førte frem til de livsstillinger, hvortil der krævedes akademisk uddannelse.
Et "Erhvervsfakultet" prioriterede man højt, dvs. en afdeling til uddannelse af driftsledere i handel og bankvæsen, industri og organisationer osv. Noget tilsvarende havde man ikke i København, heller ikke ved Handelshøjskolen.
Vedr. fakulteter behøvede man ikke nødvendigvis at kopiere fakultetsordningen i København med mærkværdige og skarpe adskillelser mellem beslægtede fag. Man behøvede heller ikke nødvendigvis at operere med fakulteter; det kunne vet. være afdelinger.
Universitet burde da rumme 8 afdelinger:
1. Teologisk Afd.
2. Juridisk Afd.
3. Statsvidenskabelig Afd.
4. Lægevidenskabelig Afd.
5. Sproglig-historisk Afd.
6. Naturvidenskabelig Afd.
7. Afdeling for Filosofi mhp. Filosofikum
8. Erhvervsafd.
Man frarådede, at universitetet fordeltes på flere byer. Og der var enighed om at det burde blive fuldstændigt også på den måde, at det kunne føre sine studerende frem til afsluttende eksamen i så stort omfang som muligt. F.eks. skulle hospitalsvæsenet være udviklet i tilstrækkelig grad for at en by kunne komme på tale.
Laboratorier, øvelseslokaler og bogsamlinger skulle naturligvis være på højde med videnskabens og undervisningens krav. Og løn, avancementsmuligheder og alle andre forhold skulle stille lærerne sådan, at det nye universitet kunne drage personale til sig -- personale som videnskabeligt og pædagogisk kunne konkurrere med København. Det var nødvendigt for også at drage studenter til.
Universitetet burde indrettes på en sådan måde, at det ikke udelukkende tiltrak lokale studerende, men studerende fra hele landet, og dets indretning skulle muliggøre et studium fordelt mellem landets to universiteter.
- Og - som det hedder i et af de vigtigste afsnit -
"Et meget vigtigt Middel til at særpræge det nye Universitet er [Kommissionen] enig i at finde deri, at det nye Universitet i saa høj Grad som muligt bliver et Kollegie-Universitet i den Forstand, at Universitetet ikke blot giver Studenterne Undervisning men ogsaa til sin Raadighed har Studentergaarde, hvor Studenterne kan bo. Disse Studentergaarde bør ligge nær hverandre, ligesom Universitetet i det hele bør være en ogsaa lokalt sammensluttet verden for sig, hvor Professorer og Studenter bor sammen og fører et dagligt Samliv. Det skal netop i særlig Grad give det nye Universitet dets karakter, at det er en Enhed, en Samboen og Samleven ikke alene mellem Lærere og Studenter, men ogsaa mellem disse indbyrdes. Studenterne af de forskellige Fag, og helst af saa mange Fag som muligt, bør leve deres Studieaar sammen, Dag for Dag mødes og samtale med hverandre. Universitetsbebyggelsen bør i det hele være bedre end ved Københavns Universitet, samlet, men dog landskabeligt fri og smuk. Der bør sørges for Studenternes legemlige og personlige Vel, ikke blot ved Studentergaardene, men ogsaa ved Indretning af Studenterbespisning, Bad og Sportspladser, ved at Studentersangen udvikles og der eventuelt gives Undervisning i Musik, Sang og Stemmeføring".
Det var virksomhedsplanen; så var der spørgsmålet om placering.
Et enkelt kommissionsmedlem fandt, at universitetet burde indgå i den nationale kamp - yde sit bidrag til genfordanskningen af Nordslesvig - og derfor placeres i Kolding eller Sønderborg.
De øvrige medlemmer advarede: der var kun 4 timers sejlads fra Kiel til Sønderborg, og man måtte forudse en mængde uro, hvis det nye blev lagt i Sønderborg. Kielerstudenter ville ankomme og der ville blive dannet studenterforeninger efter tysk mønster. Man ville få et urocentrum og ikke det ønskede "Videnskabernes fredhellige Hjem". Derfor mente de øvrige medlemmer, at valget måtte stå alene mellem Århus og Viborg. 13 pegede på Århus og 4 på Viborg.
I argumentationen for Århus indgik naturligvis henvisning til hospitalsvæsnets høje stade, museerne, bibliotekerne og observatoriet, men også at der var tale om Jyllands største by, en by, der var i fortsat materiel vækst siden 1864, at det var en driftig havneby, at den udgjorde et trafikknudepunkt. Århus-folkene mente, at hvis universitetet kom til Viborg, så ville det helt komme til at dominere byen, og studenterne dér ville let komme til at overvurdere sig selv og deres betydning, men at det ikke ville forholde sig sådan med Århus.
Viborgtilhængerne påstod, at forholdene i Århus alt for meget lignede København, og at det var vanvid at oprette endnu et storstadsuniversitet . Viborgfolkene fandt, at man skulle anbringe universitetet "under lignende Vilkaar som dem, hvorunder Flertallet af den civiliserede Verdens Universiteter virker og virker godt: i en lille By af en vis Anseelse". Kun der, påstod de, ville man undgå, at et stort antal studerende flakkede tilholdsløse omkring. Viborgfolkene frygtede også, at et Århus-universitet for meget ville ligne det gamle og blive uden "den forskel i aandeligt Særpræg, som maa anses for ønskelig". Næ, i Viborg ville man kunne opretholde forbindelsen til landbefolkningen, og der ville her kunne herske en "bevidst udformet provinsiel Livsopfattelse". Viborgtilhængerne hævdede også, at Århus-folkene tog fejl, når de antydede, at en bondestudent altid ville forblive en bondestudent, hvis han skulle tilbringe studietiden i Viborg. Nej, sagde Viborgfolkene, det med at skifte "aandelig Ham" ville blive besørget af det akademiske liv og kammeratlivet ligesom på seminarier og folkehøjskoler. Desuden fandt Viborgfolkene, at den byggegrund i Århus, som var udpeget -- nordre del af nuv. universitetspark -- kun i kort tid ville ligge borte fra byens larm. Byen ville snart vokse rundt om et universitet i Århus -- i modsætning til Asmild Klosters marker ved Viborg.
Flertallet antog, at et helt og fuldstændigt universitet næppe kunne etableres straks og foreslog derfor, at der begyndtes med noget "som straks kan gøre størst mulig Gavn", nemlig en undervisning til Filosofikum og et lægevidenskabeligt studium til 1.del samt et erhvervsfakultet.
Betænkningen blev offentliggjort 1925, men fra regeringsside blev den syltet. Der var ikke midler til at påbegynde planens gennemførelse. At en venstre-regering afløste en socialdemokratisk-radikal gjorde ikke udsigterne lysere. Men betænkningen var fortsat det udgangspunkt, den bibel, man refererede til gennem mange år, selv om man altså fik startet på en helt anden måde.
I 1921 havde fremtrædende borgere i Århus sammen med borgmester og byråd dannet Universitets-Samvirket, og Samvirket tog nu initiativ til på privat og kommunal basis at få oprettet en spire til et universitet. Billigste måde at begynde på var med humanistiske fag, og i 1928 opnåede man ved kgl. anordning tilladelse til i en prøveperiode at undervise og eksaminere i Filosofikum. Desuden undervistes der i dansk, tysk, engelsk og fransk, men kun til første år, derefter måtte der studeres videre i København. Samvirket havde købt en bygning på Marselis Tværvej og indrettet til kollegium for 26 mandlige udenbys studenter, og undervisningen foregik i Teknisk Skoles lokaler. Dvs. at der ved dette spæde kollegieuniversitet var 3 km mellem universitet og kollegium. Da Universitetsundervisningen blev indviet 11. sept. 1928, holdt den nyansatte professor i filosofi, Kort K. Kortsen, universitetets første forelæsning. Desværre var hans emne ikke "Hvad er et universitet?", men "Hvad er Filosofi?". Den forelæsning, som -- såvidt jeg kan se -- slår et slag for antirationalismen og intuitionismen -- afsluttede han med bl.a. følgende ord:
"Jylland og dets befolknings Ejendommeligheder har hidtil aldrig faaet lejlighed til at gøre sig fuldtud gældende [...] [og] dog er [...] [Jylland] den del af Landet, der bebos af den reneste nordiske Stamme [...].
Så hævdede den kommunalt lønnede filosofiprofessor ellers, at Søren Kierkegaard var jyde, og at det var hans håb, at noget af Kierkegaards ånd måtte komme til at hvile over det indtil videre så beskedne universitet.
Med 1931-loven blev det princip knæsat, at når man fra århusiansk side bekostede bygninger, så kunne staten yde tilskud til driften, og der var derfor grundlag for at opføre universitetets første bygning for indsamlede midler. Den blev indrettet som institutbygning for fysik, kemi og anatomi, dvs. først og fremmest mhp. det lægevidenskabelige studium. Kun 10-20% af bygningen var afsat til øvrige fag, og dem kom der trods alt en del af gennem 30'erne, ikke blot flere humanistiske fag, men også jura og økonomi samt en begyndende teologiundervisning. I København var man jo begyndt at anvende laboratorieundervisning, frem for forelæsninger, men pladsforholdene i Århus gjorde, at man her i de "tørre" fag fortrinsvis måtte holde sig til den gammeldags forelæsningsform for slet ikke at tale om, at lærerne måtte indrette kontor i deres private hjem.
På den baggrund -- men også på baggrund af tankerne om opførelse af en ny hovedbygning -- affattede den humanistiske dekan, Ad. Stender-Petersen, i 1938 et memorandum, hvori han med udgangspunkt i humaniora udviklede sine forestillinger om det ideelle grundlag for universitetets fremtidige virksomhed. De øvrige fakulteter tilsluttede sig det principielle i fremstillingen.
Det er i dette memorandum, at det såkaldte institutprincip lanceres på århusiansk grund. Stender-Petersen fastslår straks, at al humanistisk undervisning i Århus har foregået under provisoriske former, og at undervisningen kun i ringe grad har kunnet svare til de krav, man ellers havde ret til at stille til moderne undervisning. Man havde for få og for små lokaler. Og fagene havde ikke egne biblioteker, men blot et fælles håndbibliotek i et lokale, som midlertidigt var stillet til rådighed af anatomi. Alt var provisorisk og lidet tilfredsstillende. Men en ny bygning var ikke blot et spørgsmål om bedre pladsforhold, men også om en indretning, der svarede til det moderne institutprincip. Han forestillede sig i alt 12 institutter. Om instituttanken hed det, at den var "en direkte Følge af vor tids Udformning af det humanistiske Studium", og at fakultetets lærere anså en fuldkommen gennemførelse af instituttanken som ubetinget nødvendig for deres fremtidige gerning, hvis ellers man ville drage fordel af moderne arbejdsteknik og metoder.
Der var nu to typer af eksamen ved Det Humanistiske Fakultet, skoleembedseksamen siden 1934 og konferenseksamen siden 1936, men man måtte ikke forledes til at tro, at der bestod en absolut væsensforskel i undervisningsformen. Memorandumet afviser den tanke, at undervisningen til skoleembedseksamen kunne foregå ved, at læreren ved hjælp af håndbøger fyldte den studerende med et fastbegrænset kvantum af viden. Nej, studiet måtte ikke opfattes som en simpel formidling af visse kundskabsmasser, der senere kunne øses over på gymnasieelever. Hvis det var så enkelt, hedder det, så kunne fakultetet jo nøjes med et par fællesauditorier, hvor lærerne kunne afholde regelmæssige kundskabsmeddelende forelæsninger, dels et fælles laboratorium med håndbøger, hvor de studerende kunne finde supplerende stof til lærernes forelæsninger. Universitetet ville da i alt væsentligt forme sig som et videregående gymnasiestudium, blot kvantitativt lidt mere omfattende. Hvad der beskrives her, ligner til forveksling den situation, som forelå i 1938.
Men, fortsætter Stender-Petersen, kundskabstilegnelse er ikke den vigtigste side af studiet. Universitetets lærestof er i bestandig bevægelse som følge af den forskning, som foregår; der sker en bestandig forskydning i vurderingen af kundskabsstoffet, og det er lærerens uaf vise lige pligt ikke blot selv at stå i intim kontakt med sin videnskabs udvikling, men også at opdrage sine studenter til med vågent øje at følge forskydningen i deres videnskabs grundsynspunkter og at gøre sig bekendt med nye teorier og at tilegne sig den modenhed, der sætter dem i stand til at anvende videnskabens teknikker, at vælge metode og se kritisk på stoffet. Heraf fulgte, at det humanistiske studium -- set såvel fra lærerens som fra studentens synspunkt -- havde sin forudsætning i en heltigennem videnskabeligt organiseret forskning.
Den videnskabelige forskning var derfor for Stender-Petersen en forudsætning for, hvad der kaldes en førsteklasse moderne undervisning. Det kunne være meget godt med Statsbibliotekets mægtige bogmasser, men den enkelte forsker var nødt til også at have adgang til et særligt biblioteksrum, hvor han kunne samle og arbejde med special litteratur. Specialbiblioteket sammenlignede han med naturvidenskabernes laboratorium, som var en selvfølge, hvorimod altså humanistiske forskere var henvist til at skabe deres eget private laboratorium i hjemmet. Et institut ville byde forskeren de arbejdskår, som han umuligt kunne få hverken i et stort bibliotek eller i sit hjem. Den isolerede videnskabsmand ville snart høre fortiden til, hedder det med henvisning til en norsk professors undersøgelse vedr. instituttankens udbredelse i andre lande.
En gennemførelse af institutprincippet ville også gøre det muligt at etablere et samarbejde mellem den enkelte humanistiske forsker og særlig interesserede studenter; der ville kunne opstå et arbejdsfællesskab med en kollektiv arbejdsform og deraffølgende gensidig befrugtning -- på samme måde som man kendte det fra naturvidenskabelige laboratorier.
Et sådant effektivt forskningsarbejde i et humanistisk laboratorium med specialbibliotek ville iflg. Stender-Petersen ofte være forbundet med indsamling af materiale, anlæggelse af seddelkartoteker, oprettelse af billedarkiver, ordning af videnskabelig korrespondance m.v., og på denne måde ville der opstå forskningsinstitutter , som kunne få den allerstørste videnskabelige betydning. De ville lokke forskere fra andre lande til sig. Og han forestillede sig, at der ved institutterne ville blive grundlagt litterære serier af studenterarbejder og udgivelse af tidsskrifter.
Når de enkelte fagområder blev organiseret som forskningsinstitutter, ville det også være lettere at tiltrække private midler til universitetet, idet giveren så bidrog til et bestemt faginstitut og ikke hele universitetet som sådan -- og her tænktes ikke kun på kontanter, men også bøger og tidsskrifter. Og var der først modtaget noget, ville det trække mere til.
Stender-Petersen slog fast, at det videnskabelige arbejde, som han nu havde beskrevet så indgående, ikke var et biprodukt eller en videnskabelig luksusside af universitetsarbejdet, men en virkelig forudsætning for undervisningen. I den forbindelse kritiserede han den studievejledning, som hans eget fakultet havde udgivet i 1935, og hvori der ikke taltes om undervisning, men udelukkende om selvstudium. ("Den vigtigste side af Forberedelsen til Skoleembedseksamen er Selvstudiet"). Nej, sagde Stender-Petersen, selvstudiet var selvfølgelig nødvendigt, men den studerende skulle opdrages til det af sin lærer, og den studerende skulle have adgang til studierum og specialbibliotek, ligesom læreren, og de skulle mødes i et "Arbejdsfællesskab" omkring kildematerialet og i en utvungen videnskabelig drøftelse af problemer og teorier. Iflg. Stender-Petersen var det denne undervisningsmetode, organiseret som direkte forskning, der var den mest rationelle, og den havde -- hedder det -- bredt sig med rivende hast. Og her henviste han til tyske universiteter, hvor man brugte det såkaldte "Proseminar- og Seminarsystem" ved siden af forelæsningssystemet. Disse proseminarer og seminarer var knyttet til de enkelte lærestole og disponerede over særlige biblioteks- og arbejdslokaler. I Heidelberg f.eks. "Romansk Seminar", "Engelsk Seminar" osv. Hver med et antal lokaler og specialbibliotek.
Stender-Petersens hævdede til slut, at institutprincippet var en direkte konsekvens af det humanistiske studiums væsen, og at dette studium kun kunne opnå fuld rationel effektivitet, når dette princip realiseredes, og det nævnes, at hvis det gennemførtes, så ville fakultetet få et lige så forbilledligt arbejds- og studiested som det, medicinerne i Århus allerede havde.
Som tidligere nævnt kunne de øvrige relevante fagområder tilslutte sig det principielle i instituttanken -- det var jura, økonomi, teologi -- og den nye hovedbygning blev derfor indrettet efter institutprincippet og indviet i efteråret 1946. Og siden da har institutprincippet vel været rådende. Men om man kan sige, at det princip er Aarhus Universitets idégrundlag, ved jeg ikke.
Jeg vil slutte af med at citere de ord, hvormed rektor Franz Blatt afsluttede sin immatrikulationstale i september 1950:
"Universitetets idé, den frie og kritiske forsknings ret, maa ingen akademiker nogen sinde svigte. Folk, der forstaar sig på at sejle, véd, at sømanden for at være sikker på den rigtige kurs, helst skal have to fyr at styre efter. Saa længe han holder sig i den rigtige fyrlinje, truer ingen fare ham. Sandhedens fyr og frihedens fyr har været alle rette studenters ledestjerne. Selvom studenten af i dag nok skal faa at høre og at føle, at han ikke er herre hverken i det ene eller det andet rige, har han i dette land aldrig været de mægtiges træl. Det maa heller aldrig ske."