Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nils Gunder Hansens bog om Jørgen K. Bukdahl

Professor Nils Gunder Hansen fra SDU har skrevet en bog om Jørgen K. Bukdahl, den lynende intelligente og næsten alvidende forsker, der var ansat på Institut for Systematisk Teologi, og som i hvert fald visse af teologiprofessorerne rangerede højt og forventede sig meget af, men som døde af kræft som kun 43-årig for 40 år siden, den 2. august 1979.

Selv nåede Bukdahl ikke at få skrevet mange bøger, men derimod en strøm af afhandlinger og artikler i tidsskrifter og dagblade.

En disputats nåede han ikke at lave, dertil var han for optaget af at sætte sig ind i snart sagt alle sider af tidens filosofiske og videnskabsteoretiske diskussioner og positioner - et kapitel hedder endda meget rammende "Telefonpasser på den hermeneutiske omstillingscentral".

Det er en kendt sag, at forfattere af biografier ofte ser mere eller mindre af sig selv i deres hovedpersoner, og hvad angår Jørgen K. Bukdahl, så fortæller Nils Gunder Hansen da også indledningsvis, at det var hans egen glubende appetit på ikke kun at studere emneområderne inden for ét fag, der kom til at fungere som hans videnskabelige motor fra ungdommen af, og at det ikke mindst var deraf, at interessen og den personlige begejstring for Jørgen K. Bukdahl sprang.

Allerede på bogens forreste flap får vi serveret en af bogens godbidder:

”Engang var Jørgen K. til en konference i Tyskland. Ved en af de typiske receptioner ved den slags lejligheder lagde han mærke til en lille mand med hareskår, der stod helt for sig selv. Det er da synd, at der ikke er nogen, der taler med den lille mand. Er det mon bare, fordi han har hareskår? tænkte Jørgen ved sig selv. Så gik han hen til den lille mand og snakkede med ham i en rum tid. Bagefter blev Jørgen omringet af lettere måbende og modvilligt imponerede konferencedeltagere. ”Du har lige snakket med Jürgen Habermas. I lang tid!” Ingen andre havde vovet at nærme sig den store tyske filosof. Jørgen grinede. ”Nå, det var Habermas. Så forstår jeg bedre, at han virkede så dygtig!” (forflap + s. 58)

Citatet siger vel flere ting om Jørgen K. Bukdahl, både at han i længere tid kunne ’klare sig’ i en drøftelse med den navnkundige Jürgen Habermas, hvilket formentlig ikke har været mange dødelige forundt, men også noget om, hvordan hans optagethed af filosofiske og eksistensteologiske problemstillinger havde gjort ham ude af stand til at genkende en dog ellers temmelig kendt tysk filosof, som han næppe kan have undgået at se billeder af (skønt verden dengang var mindre billedrig). En vis mangel på situationsfornemmelse antydes også flere steder i bogen. Men en god historie er det da under alle omstændigheder.

Apropos mangel på situationsfornemmelse og "en generel uforbeholdenhed i hans væsen" kan nævnes, at han engang, hvor han sammen med Johannes H. Christensen var i biografen for at se "High Noon" ("Sheriffen") havde forberedt sig ved forinden at læse Tage Skou-Hansens essay om denne film i Heretica. Da man i filmen nåede frem til den afgørende scene, gjaldede Bukdahl ud i biografen: "Det her er det filosofiske grundlag for De Nøgne Træer!"

Men andre situationer mestrede han. Gunder Hansen citerer Bettina Heltberg:

"Næstledende senior [i Studenterforeningen i Aarhus, red.] var Jørgen K. Bukdahl, den eneste af os, der allerede var færdig og i besiddelse af den pondus, som en amanuensisstilling ved det teologiske fakultet kunne udstyre et i øvrigt flyvsk og genialt ungt menneske med (...) allermest brillerede Jørgen K. Bukdahl måske den aften, da vi kårede François Truffaut til de århusianske studenters æreskunstner (...). Bukdahl, der ikke kunne tale fransk, men til gengæld var uforfærdet, holdt en bordtale for Truffaut, som fik den generte lille franskmand til at hulke af grin, og det i den grad, at hans consommé blev helt fortyndet. Med arme og ben, fagter og mimik, på en blanding af middelalderlatin og italiensk-spansk-rumænsk, trekvartfransk og århusiansk holdt Bukdahl en festtale om filmen 'Silkehud' [...]. Skønt talen burde være aldeles uforståelig, forstod Truffaut det hele og berømmede tårevædet det høje spirituelle niveau ved Aarhus Universitet." (s. 32-33)

Vi får også historien om, hvordan Jørgen K. Bukdahls forlovedes familie - han var en tid forlovet med Margrethe Auken - gerne ville reparere lidt på hans specielle udseende, og herunder hans tænder. Han lå da som 26-årig med dentalbøjle om natten, og en dobbelt "overlæbe" blev fjernet ved en operation, og da venner besøgte ham efter operationen og spøgende sagde, at næste gang gjaldt det nok ørerne, lo han selv med i en grad, så sårene sprang op igen, og blodet flød.

Jørgen K. Bukdahl med sønnen Lars og cigar. Privatfoto

Der er med andre ord ingen mangel på morsomme historier i den biografiske del af bogen, derimod er der i kapitlerne om Bukdahls tænkning en forunderlig mangel på direkte citater fra dennes artikler og afhandlinger, skønt der er referater og parafraser i store mængder.

Man undrer sig virkelig gennem et par kapitler over dette forhold, indtil forfatteren endelig oplyser, at også hans redaktør har undret sig over dette fravær af direkte citater og opfordret ham til at bøde lidt på det.

Men Gunder Hansen forsikrer os om, at Bukdahl, trods skarpt tænkende, ikke skrev på en måde, som var egnet til at blive direkte gengivet, for "som skribent var han ikke i mesterklasse." (s. 237)

Vi forstår, at hans tænkning - hermeneutisk stående eller flyvende og med skiftende vægt og fokus på hele eller dele af Hegel, Kierkegaard og Marx i forhold til samtidige positioner - var springende, ikke i betydningen inkonsistent, men hele tiden indbefattende noget nyt, som måtte forfølges i en hæsblæsende række af skriverier, der ikke samlede sig om nogen bestemt tese.

Det var utvivlsomt det, Løgstrup ved en lejlighed havde i tankerne, da han i forbindelse med almindeligt samvær på en foreningsaften (iflg. Peter Widmann) sagde til Bukdahl, at han skulle

"passe på, at hans kortsigtede forfængelighed ikke overspillede hans langsigtede ærgerrighed. Det ramte Jørgen i hjertekulen, han nærmest segnede og forlod rummet, så Løgstrup måtte gå efter ham og berolige ham." (s. 42)

Løgstrup var jo en slags faglig faderfigur, hvis anerkendelse Bukdahl på den ene side gerne ville opnå, mens det på den anden side ikke lå til Bukdahls "syntetiserende gemyt" at blive "elev" af ham (som eksempelvis Ole Jensen og Viggo Mortensen blev det), og konflikter kunne ikke undgås.

Johannes Møllehave viste efter Bukdahls død af kræft et takkekort, han havde modtaget fra ham, til en gammel præst fra Thy, Holger Andersen, der tilmed var grafolog. Denne var på baggrund af en analyse af håndskriften iflg. Møllehave nået frem til følgende:

"Det er en meget sjælden begavelse. Hans evner er overordentlige. Folk, der kender ham, kan nok være irriterede over, at han ikke gør noget færdigt. Hans muligheder er fantastiske. Der er mange, der har ventet store arbejder fra hans hånd, og de kunne være kommet så let som ingenting. Men han har et større imperativ i sig, og det lytter han til. Han ved, han snart skal dø. Og han dør snart. Men ingen vil kunne mærke det på ham. Hans humor er ikke et falsk dække - den er ikke et skalkeskjul, den er dyb og oprindelig og udspringer af hans spontane taknemlighed over, hvad han har fået. Han ved meget om de inderste ting, og det har haft sin pris. Men der er ikke noget, der ligner bitterhed i ham." (s. 51)

Bortset fra, at man kan undre sig over, at den slags hokuspokus bliver inddraget, er det jo sådan set meget godt ramt.

Bogen er dybt interessant, ikke bare på grund af dens underholdende sider i de biografiske afsnit, men også fordi det lykkes den at tegne et portræt af en genial person, som iflg. myten nærmest havde sin egen genialitet som modstander, nemlig fordi den (genialiteten) sporede ham i alle retninger og gjorde ham uegnet til at 'stå stille', til at fokusere, til at samle sig, til at skrive en disputats, kort sagt.

Lad os slutte af med dette uddrag fra Nils Gunder Hansens konklusioner:

"Hans særlige talent var at kunne færdes i rummet mellem meningerne, mellem positionerne, at kunne forme positionerne som kugler af glas, der svævede, og som han derefter kunne gå rundt og betragte: Hvad var der i dem? Hvad var der under dem, over dem, på siderne, mellem dem? Når man nu tænker på den måde, hvad er så egentlig konsekvensen, og hvad er det, man ikke får med? Han elskede derfor også, når positioner kom i skred, når verdensånden så at sige kom hans fornemmelse i møde og satte glaskuglerne i svingninger og bevægelse; han var god til at se de begrænsninger i positionerne, der gjorde, at det var på høje tid, at de bevægede sig, men han var nok mindre god til at udpege, hvor de præcis skulle hen derefter." (s. 238)

P.L.

Nils Gunder Hansen

Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl - hans liv, værk og aktualitet

Gyldendal, 258 sider

299,95 kr (vejl.)