De fleste, som har besøgt Cheminova eller interesserer sig for virksomheden på Rønland, har nok hørt historien om, at Gunnar Andreasen tilbage i 1944 forærede samtlige aktier i A/S Cheminova til Aarhus Universitet. De færreste ved dog, at gaven var meget tæt på at blive aflyst.
I 1944 lå fabrikken i Måløv ved København – det var først i 1953, at Cheminova flyttede til Jylland. Først på den gamle fabriksgrund tæt ved vejen mellem Harboøre og Thyborøn, og fra 1960 på den nye fabriksgrund centralt på Rønland.
Med en baggrund som civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i København kan det undre, at Gunnar Andreasens idealistiske gave ikke tilfaldt enten den eller for den sags skyld Københavns Universitet, men derimod Aarhus Universitet. Årsagen var, at han på Aarhus Universitet havde mødt en række driftige mennesker med stor ildhu - en universitetsledelse, hvis arbejde og indsats indgød respekt og vandt hans tillid.
Tidligt i 1944 kontaktede Gunnar Andreasen universitetet med sit tilbud, og i april skrev han som afslutning på et møde i Aarhus med universitetsbestyrelsen gavebrevet om overdragelsen af A/S Cheminova. På mødet aftaltes også oprettelsen af en fond med formål at støtte den videnskabelige forskning ved universitetet. Aktierne måtte ikke sælges eller belånes og fundatsen skulle kongeligt konfirmeres.
Universitetet gav sin foreløbige tak for gaven i et brev til Gunnar Andreasen i maj. Efter et besøg på virksomheden på Sjælland og stiftelse af Aarhus Universitets Forskningsfond meddelte universitetet i september sin endelige accept af gaven både til Gunnar Andreasen og til offentligheden.
Omtale i pressen gjorde imidlertid, at Gunnar Andreasens hæderlighed blev draget i tvivl. Den illegale presse skrev, at man fra pålidelig kilde vidste, at Cheminovas gode resultater skyldtes værnemageri. Det fik universitetsbestyrelsen til at fordre en nærmere undersøgelse, før de afsluttende formelle papirer bragtes på plads. Det meddelte man Gunnar Andreasen i et brev.
Gunnar Andreasens reaktion var kort og kontant. Dybt såret og skuffet over universitetets manglende tillid opsagde han med omgående virkning sin stilling som direktør i Cheminova. Han ville ikke stå i vejen for virksomhedens og universitetsforskningens fortsatte succes. Han ønskede dog samtidig på det kraftigste at få renset sit navn.
Holdt anklagerne om Gunnar Andreasen som værnemager stik, ville universitetet ikke kunne tage mod milliongaven. Embedsmænd og advokater blev sat i sving og det viste sig hurtigt, at påstanden om værnemageri var absolut grundløs. Den illegale presse undskyldte meget det skete.
Stadig såret og skuffet over bestyrelsens udviste mangel på tillid stod Gunnar Andreasen imidlertid fast ved sin beslutning om at forlade virksomheden. Og universitetet på sin side kunne ikke stå model til at modtage en så stor og generøs gave for så hurtigt efter at have forårsaget direktørens afsked.
Efter et stykke tid faldt alt imidlertid på plads. Gunnar Andreasen tog imod universitetets undskyldninger og beklagelser og accepterede bestyrelsens forudsætning for at modtage gaven: Han blev på sin plads som direktør for Cheminova.
I Morten Mandel Refskous ph.d.-afhandling Brobygning ved Aarhus Universitet (2008) gives en detaljeret redegørelse for det forløb, hvoraf artiklen her fortæller hovedtræk.
