Når vi gamle mødes for at sludre om gamle dage, sker det ofte, at en udbryder: ”hvor er der sket meget i vor tid”. Sandt er det, for det er efter 1900, at alt er sket. I århundreder havde man levet på samme måde uden større forandringer. Den stive vogn er en god metafor for det statiske samfund, som forfædrene havde levet gennem århundreder. Den stive vogn er fra ca. 600 efter Kristus. Hjulploven med muldfjæl indførtes i 1100-tallet, afløstes af svingploven i midten af 1800-tallet. Først efter anden verdenskrig blev den stive vogn afløst af gummivognen. I slutningen af 1800-tallet begyndte der at ske noget, folkehøjskolerne, dukkede op, de folkelige vækkelser, andelsbevægelsen, folk blev generelt mere oplyste.
Jeg vil begynde med at fortælle Knud Sørensens anekdote om bækken, der skulle gøres op. (Forskellen mellem land og by og før og nu).
Anekdoten er en illustration af, hvordan man på landet bar sig ad med at signalere utilfredshed uden at blive uvenner. Havde man først givet luft for sin vrede, kunne man risikere uvenskab for lang tid, måske for altid, en katastrofal udgang i bondesamfundet, hvor man var afhængig af hinandens hjælp. Til sammenligning nævner Knud Sørensen retorikken i forligsinstitutionen under lønforhandlingerne. Her kommer man ud med ultimative krav, som senere ender med kompromis. På landet dengang – siger han – kunne man ikke bruge ultimative krav. Havde man sagt noget, kunne det ikke trækkes tilbage. Ord kunne være katastrofale.
Her er Knud Sørensens anekdote: En landmand havde et stykke jord ned til bækken. Her plejede han at avle rigtig godt, når vandløbet blev gjort op og renset for grøde. Kommunen havde til opgave at rense bækken. Et år trak det noget ud, og landmanden blev mere og mere irriteret og var til sidst på kogepunktet. Han tænkte på såningen. Til sidst tog han cyklen og moslede af sted til sognerådsformanden (det var den gang sognerådet var øverste skrivebordsskuffe til højre i sognerådsformandens skrivebord). Da han kom ind på gårdspladsen, kom sognerådsformanden ud fra stalden. Han anede straks problemet, men sagde venligt godaw og spurgte, om ikke de sku' gå ind og få en kop formiddagskaffe. Jow tak, og de gik ind, landmanden hilste på konen, hun serverede kaffe med brød og pålæg, de faldt i en lang snak om et sølvbryllup, de havde været til osv. Tiden gik. Landmanden belavede sig på at tage af sted. Da han stod med hånden på klinken, sagde sognerådsformanden: ”Det er så på mandag, vi kommer og gør bækken op”. Hvortil landmanden svarer: ”Nå er det allerede ...?”
Titlen: Fra bondedreng til bondemand. Måske var det bedre med én gang bondedreng altid bondedreng. Den kultur, man er vokset op i, bærer man i sig resten af livet. På godt og ondt. Godt fordi jeg lærte, at vil man opnå noget, nytter det ikke, at vente på, at andre skal gøre det for en. Ondt fordi, man kan komme til at stille krav til svage mennesker, der ikke har de samme reserver at gøre godt med. Jeg har altid haft det bedst blandt landboere, men bondemand blev jeg aldrig. Hvad krævedes da? Man skal kunne vente, vente på bedre tider, vente på bedre vejr, vente på resultatet af anstrengelserne, vente, vente, vente. Man skal holde af dyr uden at tillægge dem menneskelige egenskaber. Omgang med dyr kræver en tålmodighed, som jeg ikke har. Jeg holdt godt nok af dyr, men på afstand, lang afstand.
Var det en fattig tid? Havde nogen sagt, at vi var fattige, var vi blevet fornærmede. Vi var sparsommelige. Hos min moster og onkel boede min onkels far på aftægt. Han var blevet færdig med at vaske sig. Han stak hovedet ind ad døren til køkkenet: ”æ dæ flier, dæ ska' brog æ wand” ville han vide, før han smed det ud. Men hver morgen føler jeg stor taknemmelighed over at være så rig, at jeg kan gå ind under bruseren. Den gang i barndommen var der ikke mange på landet, der havde toilet eller bad. Heller ikke vi. Men vi havde hinanden. Uden det havde vi været fattige. Fattigdom har meget lidt med penge at gøre. En ny undersøgelse fra Region Syd afslører, at 97 % af menneskene i dag er tilfredse med deres tilværelse uafhængig af økonomi og arbejdsforhold.
Jeg blev født i 1931 den 18. august. Stedet var Krarup pr. Tistrup, Ribe amt, Øster Horne Herred. Mine forældre var bønder som hovedparten af befolkningen dengang. Ejendommen, som mine forældre havde overtaget efter min farfar, var på 30 tdr. land. Min mor har fortalt, at hun dagen inden jeg fødtes havde siddet på høstmaskine, mens min far og pigen gik bagefter og bandt op. Derefter fik hun en uges ferie. Det var skik dengang, at barselkonen skulle holde sengen efter fødselen. Den sædvane har nok kostet mange fødekvinder livet. Man kan sige, at fortrinsvis dem, der overtrådte lægens på bud, overlevede.
Mine forældre blev gift i 1928.
Den førstefødte var en søn, der døde nogle få måneder gammel af kighoste. Jeg var nummer to; den tredje, min lillebror, født 1934, døde 10 år gammel. Min lillesøster, der blev født i 1939, lever og har det godt.
Vores far døde ung, da jeg var 10 år gammel.
Dette forløb minder os om, at dødeligheden blandt små og store var noget højere end i dag. Middellevetiden for mænd 1941-45 var 65,6 år, for kvinder 67,7 år. Vores nabomand døde fra en flok børn i nogenlunde samme alder. Hos en anden nabo døde konen ung. Dødshyppighed for 10-årige i 1941-45 var 88,0/1000, i 2008-2009 var den 9.0/1000.
Vort forhold til døden. Men så havde vi vel et fortroligt og realistisk forhold til døden? En naturlig del af livet? Sådan var det ikke. Det var en stor fortrængning. Tanken om døde mennesker var skræmmende og uhyggelig. Børnene kom ikke til at se vore nærmeste som døde. Den uhygge og mytedannelse, som døden var omgivet af, gjorde sorgen endnu mere tyngende. Det hjalp ikke noget, at vi fik at vide, at vi en gang skulle ses igen. Den samme indstilling havde sundhedspersonalet, da jeg var ung læge, ja helt op i firserne. Døden skulle holdes på afstand af patienterne, døende mennesker fik at vide, at de nok snart ville komme sig. Jeg husker, da jeg omkring 1965 var reservelæge på Marselisborg Hospital. En pensioneret oversygeplejerske lå og skulle dø af en lungecancer. Der blev gjort store anstrengelser for at holde sandheden skjult for hende, og hun døde i glad forvisning om, at hun snart skulle blive rask.
Jeg har ingen forklaring på, hvorfor det var blevet sådan. I begyndelsen af århundredet så man åbenbart anderledes på det. Var for eksempel et barn afgået ved døden, inden man havde fået taget et familieportræt, kunne man stable det døde barn op og fotografere det sammen med den øvrige familie. Det fortælles, at Georg Brandes mistede en datter (vist i konfirmationsalderen). Han tog den døde pige i sine arme og gik til fotografen med hende. Det finder vi i dag noget makabert, men det tyder dog på en ret afslappet indstilling til døden.
Imidlertid ændrede kulturen sig i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne. Man havde indset, at det var uetisk at lyve for døende mennesker. Til at begynde med var der dog eksempler på, at det blev lidt brutalt, som når den unge læge på stuegang meddelte den helt uforberedte patient, at han nu skulle udskrives, fordi man havde påvist en uhelbredelig sygdom. Det er mit indtryk, at man er blevet bedre til at tale med alvorligt syge mennesker.
Også i hjemmene har kulturen ændret sig. Man taler om døden med børnene, når en i familien er død. Børnene siger farvel, lægger deres tegninger i kisten til bedstefar inden låget lægges på. Så er der sagt ordentlig farvel og der er kommet en afslutning. Der er ingen myter eller uhygge.
Hos os gik det sådan, at min mor fik bestyrer, som hun blev gift med og som agerede som far og rollemodel for mig. I dette ægteskab kom der to drenge født i 1946 (købmand) og 1948 (læge).
Til hustanden hørte også min fars forældre, der beboede halvdelen af stuehuset som aftægtsbolig. Min farfar døde allerede i 1934 på Sindsygehospitalet i Vester Vedsted. Jeg spurgte engang min farbror om, hvad der var i vejen med ham. Han fortalte, at han troede sig forfulgt af djævelen. Han fik et trist endeligt, syg og vanvittig, alene uden sine nærmeste omkring sig.
Men vores elskelige og elskede farmor levede med i familiens liv i hele min barndom. Hun døde i 1952, men da var jeg for længst flyttet hjemmefra. Bedstemor fik aldersrente, som jeg hentede til hende hos et sognerådsmedlem én gang om måneden. Efter socialreformen i 1933 var det nu ikke længere almisse, men noget man havde ret til. Før havde fattigvæsenet bevilget pengene efter skøn, og modtagerne mistede stemmeret. Der var dog stadig de første år nogen skumlen i krogene over, at nogen ville modtage aldersrente, når de ikke ligefrem led nød.
Min barndom levede jeg stadig i den gamle tid næsten som Aakjær beskrev den i digtet ”Nu er det længe siden …” . Jeg kendte ”dette skarpe knald fra vognens fjæl mod sandet af ørentvistens fald”. Jeg vidste, at jeg sikkert en gang skulle overtage landbruget efter mine forældre, og også mine børn ville blive bønder. Vi havde ikke nogen fornemmelse af, at der lå store omvæltninger og ventede på os, alt ville stort set blive, som det var. Den gang var stadig en stor del af økonomien baseret på naturalieøkonomi. Mor havde høns, der nåede at betale købmandsregningen, inden de havnede i suppegryden. En stor køkkenhave, som mor ordnede i middagspausen, gav masser grønsager og frugt til sultne børn og voksne. Det sociale liv med naboerne var vigtigt, man måtte holde sig på god fod med dem. Derfor holdt hver især et gilde en gang om året. Et af børnene fik ofte det ærefulde hverv at gå rundt og byde til gilde. Remsen var nøje indlært: ”A sku' sej I sku væsku o kom te wos” osv. og dato og klokkeslæt. Man blev inviteret til kl. 6. Det betød, at man kom en time senere, kl. 7. Det vidste alle, undtagen nytilkomne. Den ny lærer og hustru mødte op til tiden og måtte sidde til stads helt ude på kanten af divanen, mens vi andre gjorde os færdige, maden blev lavet, far gik gennem stuen i staldtøjet for at komme ind i soveværelset for at skifte. Efter middagen snakkede og strikkede konerne i den ene stue, og mændene gik i stalden for at lette sig og snakke landbrug. Når de kom ind, lugtede de af stald, men det var man vant til. Senere kom kortene og cigarerne frem, og man hyggede sig. Som sagt var godt naboskab vigtigt. Man hjalp hinanden under sygdom hos folk og fæ, og ved svære dyrefødsler kunne man stole på naboens hjælpsomhed, selvom det var midt om natten. Alle var lige på min hjemegn, husmænd og gårdmænd var med, endda daglejeren,
Fløjthans med kone var budt med, selvom alle vidste, at han supplerede indkomsten med lidt korn, når han hjalp til ved tærskningen, eller kartofler under optagningen. Ingen så skævt til den aktivitet, når det var inden for rimelighedens grænser, man trak i stedet på smilebåndet. Jeg har fået fortalt, at min far engang tog ham i at berige sig i kornsækken. Ingen hårde ord, kun et tegn fik ham til at hælde det tilbage i sækken. Der blev ikke sagt noget. De skulle jo kunne arbejde sammen i fremtiden. Jeg holdt meget af Fløjthans, vi arbejdede og snakkede godt sammen.
Lussingen. Det minder mig om, at jeg i den forbindelse fik en ordentlig en lussing, den eneste, jeg husker. Hans og jeg havde snakket om dagligtøj og fint tøj. Jeg har sikkert sagt, at jeg gerne ville i fint tøj. Hans befandt sig bedst i arbejdstøj. Da han nu var budt ind til aftensmad, snakkede vi om løst og fast. Jeg sagde så, at Hans altid gik i gammelt tøj. Så en ordentlig kindhest. Jeg skulle ikke tale nedsættende om folk, der arbejdede for os. Hans blev forskrækket og forklarede sammenhængen, jeg blev forbavset, og mor fortrød. Så snakkede vi ikke mere om det.
Landarbejderen. Fløjthans var altså landarbejder; i perioder var han også vejmand. En fra sultens slavehær. Men sådan fremstod han ikke. Han var en lille sirlig mand, der boede sammen med sin kone, Dorthea, og en efternølerdatter i et pænt lille hus med udhus med plads til høns og en gris og måske en ko. Der var naturligvis en køkkenhave til grøntsagerne. Både Fløjthans' og vort udkomme derhjemme på husmandsstedet var blevet reddet ved Kanslergadeforliget i 1933. Efter en pæn økonomisk fremgang op gennem tyverne havde den voldsomme krise i USA endelig nået Danmark. Der opstod uro på arbejdsmarkedet, arbejderne truede med strejke, arbejdsgiverne med lockout og forlangte lønreduktion på 20 %. Der blev indgået forlig mellem venstre, socialdemokratiet og det radikale venstre. Mod at arbejdsgiverne afblæste trusler om lockout og fraveg kravet om lønreduktion, gik regeringen ind på en devaluering af kronen, nedsættelse af ejendomsskatter, konvertering af gæld, henstands- og akkordordninger samt opkøb af oksekød med henblik på at hindre prisfald. Kødet blev givet til fattige arbejdere i byerne. Derudover bevilgedes vinterhjælp til arbejdsløse og der bevilgedes penge til boligbyggeri og offentlige arbejder. Endelig indgik det i forliget, at venstre ikke ville modsætte sig vedtagelsen af Steinckes socialreform, der havde været under forberedelse gennem mange år.
I trediverne byggedes de fleste af vore broer. En effektiv infrastruktur som et veludbygget vejnet var, er vigtig for et lands velstand. Det havde man indset med vejforordningen allerede i 1792.
I min erindring står barndommen for mig som god og tryg. Jeg følte mig accepteret og værdsat, selvom jeg ikke var meget bevendt i stald og på mark.
Vores religion, gudsdyrkelse, eller hvad man skal kalde den. Hvordan var det med den? Vi bad Fadervor, når vi var kommet i seng. Efter min farfars død i 1934 sov jeg i hans seng, til jeg blev konfirmeret. I sengen ved den modsatte væg sov min bedstemor. Ved siden af hendes seng stod en stol, hvorpå der stod et glas vand med bedstemors gebis.Vi skiftedes til at bede, min bedstemor og jeg. Det holdt vi nøje orden på. Ellers blev der ikke snakket religion. I min bedstemors aftægtskontrakt stod der, at hun skulle befordres til kirke, når hun ønskede det. Ofte hørte hun gudstjeneste i radioen. Der er ingen tvivl om, at hun var et troende menneske. Stilfærdig gudstro ja, men fromhed nej. Provsten aflagde hende et besøg med mellemrum. Så blev der serveret sød vin, som vi bagefter fik lov at nippe til. Undertiden kunne man høre hende synge en salme med sin lille sprøde stemme, og når man kom ind til hende, sad hun måske og holdt mørkning med brillerne inde i salmebogen. Hun var god at betro sig til, hun var en aktiv lytter, ingen kommentarer. Man fik en vidunderlig følelse af nærhed, accept og fortrolighed.
Svigermor og svigerdatter. Det kan jo ikke have været lige let med svigermor og svigerdatter under samme tag. Vi mærkede ikke meget til konflikter. En gang de i skøn samdrægtighed stod og skrællede kartofler, lagde den gamle pludselig kniven og gik ind til sig selv. Smækkede hun med døren? Ingen kunne hvert fald sige, at hun gik ud og hamrede døren i. Ingen højtråben eller slemme ord. En halv time senere var hun tilbage, som intet var hændt. Der var ikke blevet sagt noget, som kunne såre i lang tid. De to forstod fortrængningens kunst. Der er ofte blevet talt nedsættende om vores nuværende ordning med gamle på alderdomshjem. Det var bedre i gamle dage. Men undersøgelser tydede for år tilbage på stor tilfredshed hos ældre her i Skandinavien med den frihed og uafhængighed det giver. I modsætning til sydeuropæiske lande, hvor ældre er tvungne til at bo med deres børn. Her giver de ældre udtryk for ensomhed og ufrihed. Er vore dages ældreforsorg blevet ringere på det seneste? Nogen vil påstå det. Er der ældre, der ønsker aftægtsordningen tilbage?
Kultur. På mine bedsteforældres og mine forældres tid var der tradition for, at ungdommen tog på højskole. Karlene om vinteren i fem måneder og pigerne om sommeren i tre måneder. Nogle af karlene supplerede med et ophold på landbrugsskole. I min familie var traditionen på min fars side at tage på Ryslinge, på min mors side var det Vallekilde Højskole. Her fik dansk og regning en tiltrængt oppudsning, og derudover blev der givet folkeoplysning i videste forstand. Om aftenen var der foredrag og fællessang. Højskoleopholdet var noget, man talte om i årene efter.
Som nævnt var vi bønder så langt tilbage, hukommelsen rakte. Der kunne dog opvises tre med læreruddanelse. Den første lærer boede i Brørup, var politiker for Højre. Det er ikke uden stolthed, at vi, når vi kan komme til det, nævner ham, fordi han var med i Den grundlovgivende Rigsdag. Han er med på Konstantin-Hansens grundlovsbillede. Desværre står han helt ovre i baggrunden, og der er vist ikke længere nogen, der kan udpege ham. På Brørup gamle kirkegård stod der en høj gravsten på graven. Nu er den erstattet af et fint anlæg. Derudover var en farbror lærer. En morbror, som stadig er i live, 93 år gammel, var også lærer.
Jeg var den første i familien, der fik studentereksamen. Det var jeg meget stolt af, og jeg husker, at jeg havde huen på hele den sommer, hver gang jeg skulle uden for en dør.
Når konen på gården havde fået en lille, som det hed, kom nabokonerne på besøg med ”æ basselpåt”. Det havde jo oprindeligt været noget spiseligt, suppe eller grød eller lignende. Mange museer kan fremvise barselpotter, lerkrukker med hank. Senere kunne det være lidt yndigt tøj til den lille eller måske ligefrem en flaske kirsebærvin. Min mor har fortalt, at nabokonen, gammel og måske lidt svagtseende, kom med en skål svedskegrød, min mors livret. Midt i nydelsen mærkede hun lidt knasen mellem tænderne og opdagede et lag af fluer i grøden. Den gamle kone havde hældt varm grød over kold, og en sværm var ynkeligt omkommet i blandingen.
Vi havde 2-3 km til skole ad en marksti på cykel om sommeren, om vinteren på gåben. Skolen var en fest - både timerne og frikvartererne. I den lille klasse havde vi en lærerinde, som var sadist men dygtig til at undervise, hvis man var i kridthuset; de andre fik lussinger og tørre tæsk i den bare numse. I fortællefag blev vi beordret til at sidde med hænderne på ryggen. I virkeligheden var det en rigtig god siddestilling, og mange år efter, da jeg gik til forelæsninger på universitet, tog jeg mig selv i at sidde med hænderne på ryggen, sådan som jeg havde lært det i første klasse. Mange undrede sig over, at hun ikke blev afskediget. Det blev sagt, at provsten (formand for skolekommisionen) holdt hånden over hende, fordi hun gik til alters hver søndag.
I ældste klasse havde vi en dygtig lærer, som ihærdigt arbejdede på at få os alle lært at regne og læse. Han lærte os verdenshistorie, danmarkshistorie og bibelhistorie og gav os indblik i litteratur. Når han læste Terje Vigen højt for os, græd han, så tårerne løb ham ned ad kinderne. Efter skoletid gav han gratis engelskundervisning for særligt interesserede. For mig var han det store idol. Han var en hidsigprop, én gang smækkede han mig en lussing, fordi jeg havde siddet en advarsel om ikke at hviske overhørig. Undertiden kunne han blive så rasende, at han forlod klassen smækkende med døren så kalkpudset raslede ned. Vi kunne høre gennem væggen, hvordan han gav ondt af sig til sin kone. Efter 10 minutter vendte han tilbage og genoptog undervisningen, som om intet var hændt. Men jeg har meget takke ham for, ambitiøs, som han var, og han holdt af sit fag og sine elever. Desværre fik jeg aldrig sagt ham ordentlig tak.
At gå til præst var også spændende. Provst Laursen Vig var en dygtig fortæller, og det var interessant ar høre om gudstjeneste, ritualerne, profeterne, Jesu lidelse og død og opstandelsen påskemorgen. Men jeg havde det svært med Kaj Munks ”Ordet”. Lidt kirkehistorie fik vi også.
Efter krigen holdt vi Information. Dengang et dagblad af høj journalistisk kvalitet og forblev sådan, så længe Børge Outze og Erik Seidenfaden var chefredaktører. Hver dag kastede jeg mig over lederne, på forsiden BO og på bagsiden ES. Den første skrevet i flydende sprog, den sidste tungere og med større mængder facts. Information var min første introduktion i almen dannelse.
Det var noget af et antiklimaks at komme hjem efter skoletid og blive sat i arbejde i mark og stald. Lektielæsning udnyttedes til det yderste som undskyldning for at slippe for arbejde. Jeg egnede mig ikke for landbruget. Ofte stod jeg og faldt i staver, jeg var også ustandseligt bekymret over vejret, snart var det tørke, så regnede det for meget.
Læreren på besøg. En sommeraften kort før jeg skulle konfirmeres, kom læreren med kone helt uventet hjem til os. Han ville foreslå mine forældre, at de lod mig læse videre, tage realeksamen, studentereksamen osv. Vi var naturligvis ret beærede, men vi, mine forældre og modstræbende også jeg selv, var enige om, at det ville være en umulighed. Jeg skulle rejse helt til Tarm, først 6 km på cykel, derefter med tog. Og så økonomien, nej den gik ikke. Da lærerparret var taget af sted kom vi frem til, at jeg skulle i lære som mekaniker, når jeg nu ikke var så god til ordentligt, reelt og produktivt arbejde.
I virkeligheden levede vi i den rene idyl sammenlignet med begivenhederne i mellemkrigstidens Europa. Far læste Vestkysten. Der var billeder af Hitler i avisen. Han så vred ud ham Hitler. Far bladede direkte om til lederen. De voksne var bekymrede, ville der blive krig? Ville Danmark klare frisag denne gang? Det værste var næsten, at man ikke kunne få kaffe. Jeg havde også lært at skønne på denne drik, selvom jeg kun var 9 år, da den forsvandt fra hylderne hos købmanden. Det var en stor oplevelse at komme på besøg hos slægtninge, der havde gemt kaffebønner fra før krigen. Duften hang i huset som et forjættende signal om de gode tider, der havde været.
I trediverne fik vi svinekort, som opbevaredes oven på stueuret og var på størrelse med spillekort. Det var en slags kvoteordning, der gav ret til at levere et vist antal svin, beregnet efter tidligere leverancer. Vi var ikke venlig stemt over for disse nærige englændere. Baggrunden var naturligvis den, at der var økonomisk krise, som også Storbritannien led under, der opstod et misforhold mellem udbud og efterspørgsel. Der var mange danskere, der beundrede Hitler, fordi han havde udryddet arbejdsløsheden. Ved slutningen af krigen var det naturligvis tyndet betydeligt ud i tilhængerskaren. Nu så vi også mildere på englænderne, som havde befriet os for besættelsesmagten. Læs Knud Erik Pedersens bøger om Esben. Her beskrives forløbet med stor indlevelse.
Efter krigen kom der atter varer på hylderne, og man kunne købe kaffe, som blev rigeligt spædet op med kaffetilsætning, Rich's eller Danmarks. Og der kom en båd med bananer. Men købekraften var svag. Fra 1948 til ’51 modtog vi imidlertid Marshallhjælpen, der var med til at bringe Vesteuropa og dermed også Danmark økonomisk på fode. Mine forældre kunne købe en grå Ferguson, et stort fremskridt, men det resulterede desværre også i, at de måtte sige farvel til de to heste, der næsten var en del af familien. De blev dog aldrig formuende, mine forældre, de levede en stille og beskeden tilværelse. De havde nok heller ingen ambitioner i den retning. Deres ambition var, at det ville gå børnene godt. De havde dog fået råd til at købe en brugt bil, som de nød godt af i nogle år. De hjalp mig til præliminær-eksamen og studentereksamen. Senere holdt jeg dem nogenlunde skadesløse for deres udgifter. Udgifterne til livets ophold mens jeg tog embedseksamen dækkedes af et lån på 10.000,00 kr. i Hodde-Tistrup Sparekasse. Suppleret med en lommeskilling i ny og næ. I forhold til deres muligheder, var de ikke nærige. Da min mor og far (stedfar) var på besøg i vores nye etværelseslejlighed, spurgte han mig, om jeg mon havde brug for en skilling. Men nu kom vi lidt for langt, jeg må gå lidt tilbage.
Som jeg oplevede min barndom bestod den af et stilfærdigt liv og få ord. Måske skal jeg her fortælle anekdoten om cykelsnak, som siger noget om, hvordan man kan økonomisere med ord: En landmand søger en karl, én henvender sig, han siger: ”a sæjer e' møj”, ”gjør a heller e'” siger landmanden, ”do ka begynd i måen”. Efter ½ år siger manden: ”a hå' kjøwt en cykel” Intet svar. Efter ½ år siger manden til karlen: ”a hå soeld æ cykel”. Intet svar, men efter en måneds tid siger karlen op. Manden ser spørgende ud. Karlen siger så: ”a kand e' håld de cykelsnak ud.”
Næste afsnit af mit liv begyndte vist den vinter jeg kom på efterskole. I hvert fald var det optakten til noget nyt. Af en eller anden grund var jeg blevet enig med mine forældre om, at jeg ville have godt af at komme på efterskole. Vi kikkede i avisen for at finde et egnet sted.
Grejsdalens Ungdomsskole. Vi vidste, den lå i en smuk egn; vi skrev til skolen og fik et hurtigt svar. Det lovede godt, med undtagelse af, at der stod "i Jesu navn". Den slags var vi ikke vant til, det var ublufærdigt i vor verden. Vi snakkede om det, til sidst sagde mor: ”… de ka han wol ingen skå' ta aw”. Så var det afgjort, og jeg havde en dejlig vinter sammen med gode kammerater. Vi boede tre på et værelse, Hans, vendelboen og jeg. En aften før vi skulle sove blev vi enige om, at vi skulle studere. Så var det afgjort, vendelboen faldt hurtigt fra, Hans holdt ved, jeg skulle snakke med mine forældre, der ikke mente, de kunne klare det økonomisk, så jeg måtte også melde pas. Jeg slog det ud af hovedet og forsøgte igen at se mig selv som mekaniker. Jeg vænnede mig efterhånden til tanken, men da jeg var hjemme i påskeferien, havde mine forældre ombestemt sig. Det var noget af en kolbøtte. Det føltes næsten som en byrde; kunne jeg klare det, når jeg ikke engang kunne bruges på landet, kunne jeg så finde ud af at studere? Nu skulle jeg i hvert fald have præliminæreksamen. Hans skulle til Rønde, det var bestemt. Det ville jeg også gerne, så sådan blev det.
Indre Missions Artiumskursus i Rønde. Så stod jeg da der på rutebilstationen i Rønde ved 19-tiden den 16. august 1948, var det vist, med min slidte papkuffert. Jeg fandt vej til skolen og nåede lige at få aftensmad. Ved hovedbordet sad der et par lærere og talte alvorligt sammen. De virkede ophøjede.
De følgende dage skulle man handle sig til brugte bøger. Hans og jeg boede på værelse sammen det første år, senere fik vi hver et værelse. Efterhånden var vi i gang med studierne. En fortryllende verden, men også anstrengende. Og det var min egen verden, som jeg nu selv skulle gebærde mig i, med sejre og nederlag, men min verden, mit liv. Endelig var jeg nået til noget, som betog mig. Tænk, at alt dette skulle være mit.
Det var en ny verden, og vi sugede viden til os og puklede og sled med stoffet, somme tider var det så svært, at jeg var ved at miste modet. Jeg skulle udvikles til student på fire år, en proces, som andre brugte 7 år på. Men efterhånden kom jeg efter det og den nye verden blev min. Et helt afgørende forhold var, at vi havde så solidt et kundskabsmæssigt grundlag i vores folkeskoleuddannelse.
Tro og viden. Ja, der blev jo også forkyndt på Indre Missions Artiumskursus. Der kom jeg så ind med gamle Grundtvig ved hånden i den tro, at Vorherre var en skikkelig fyr, som man kunne omgås næsten på lige fod, som var det provsten derhjemme, og at det gjaldt menneske først og kristen så. Her lærte jeg, at sådan spillede orglet ikke. Her mødte jeg Vilhelm Beck, Guds Knaldepisk. Det var Abrahams strenge gud, der end ikke var bleg for at bede sin tro tjener at ofre sin intetanende søn. At man kom i helvede, hvis ikke man aktivt omvendte sig. Især missionsugerne var strenge at komme igennem. Her åbnede frådende prædikanter lugen ned til det huleste, hedeste helvede så gnisterne føg. Det var den onde lyne mig velfortjent, når man skulde lide evige pinsler, hvis man ikke ubetinget tog imod kærlighedens evangelium. Der var ikke et øje tørt. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte omvende mig. Senere måtte jeg tage kraftigt afstand fra det, som jeg efterhånden oplevede som menneskefjendsk. Siden er jeg vel havnet et sted i nærheden af det, som var mine forfædres livssyn. Jeg glemmer ikke de trygge aftener, hvor vi skiftedes til at bede fadervor, min bedstemor og jeg.
Man bærer opvækstens påvirkninger med sig. Jeg havde dog megen fornøjelse af de daglige korte andagter, der blev holdt over en tekst. Det gav et godt indblik i testamenterne.
En nat vågnede Hans og jeg ved, at vi blev hevet ud af sengen. Vi forstod først ikke, hvad der var ved at ske. Vi kæmpede vildt for at komme fri. Slog og bed og kradsede, lige meget hjalp det. De var i overtal, så der var intet at gøre. Til sidst stod vi under den kolde bruser. Først nu forstod vi, at vi var blevet ofre for manddomsprøven. En trøst var det, at vore bortførere blev lige så våde som vi.
Men det var sandelig ikke buksevand og bibellæsning det hele. Dagligdagen var præget af hårdt arbejde. Der var undervisning til sidst på eftermiddagen, spisning kl. 18, derefter lektielæsning til kl. 22, hvor lyset blev slukket. De fleste havde dog petroleumslampe, så man kunne forlænge læsningen så længe man orkede.
De bedste oplevelser lå i mødet med litteraturen. Specielt husker jeg den oplevelse det var at læse Adam Homo, en mursten på vers. Det var i sommerferien, som jeg tilbragte i mit hjem. Jeg læste hele natten, om morgenen var jeg næsten lam i armene af at ligge med den tunge bog. Min mor forsøgte at vække mig med forskellige tricks, morgenkaffe på sengen mm. Hun ville jo have lidt fornøjelse af mig, mens jeg var hjemme.
Jeg fik præliminæreksamen i 1950 og stolt var jeg. Mine forældre var naturligvis lykkelige for, at deres investeringer ikke var spildte. Jeg havde dog stadig ikke fundet ud af, hvad studierne skulle bruges til.
1952 fik jeg studentereksamen. Der var jubel i hjemmet, mine forældre holdt en fin fest for mig, og jeg var stolt som en pave. Huen er desværre blevet borte under de mange flytninger.
Jeg begyndte på lægestudiet på Aarhus Universitet i september 1952 og var færdig – uden svinkeærinder – sommeren 1960. Det var den tid det normalt tog den gang, nogle gjorde det på kortere, andre på længere tid.
Da jeg var sproglig student, måtte jeg sommeren før første semester gennemgå et kursus i basal organisk og uorganisk kemi. Derefter var der ca. 4 år til de grundlæggende studier: fysik, kemi, fysiologi og anatomi. Det hele afsluttedes med eksamen i fagene. Det var første del af embedseksamen. Resten af tiden var det udelukkende kliniske fag, dvs. nu beskæftigede man sig med sygdomme og syge mennesker. Ved afsluttende embedseksamen skulle man bestå i alle 13 fag afviklet på et par måneder. Dumpede man i et fag, skulle man gå om i det hele. Nu har jeg altid haft det let med at gå til eksamen. Jeg blev ikke mere nervøs, end godt var. Jeg nød eksamenstiden, var nærmest lidt opstemt. Det skal dog tilføjes, at jeg altid var godt forberedt. Jeg arbejdede hårdt de sidste måneder før eksamen. Aftenen før jeg skulle op, gik jeg i biografen for at få hjernen blæst igennem. Lidt rørende var det også, at der hver dag, før jeg skulle op, kom en lækker kogt kylling fra min mor. 13 kyllinger måtte altså lade livet, for at jeg kunne blive læge. Og de døde således ikke forgæves. Fik jeg i grunden nogensinde sagt rigtig tak?
Romantisk møde. Da jeg i 1957 var volontør på Kommunehospitalet, indtraf en begivenhed, der skulle få betydning for resten af mit liv. En lille køn sygeplejerske bad mig om at give en hånd med ved et ”bækken”, dvs. sige hjælpe til med at give bækken til en sengeliggende patient. Jeg var nem at overtale. Når man skulle give bækken til sådan en patient, skulle man stå én på hver side af sengen, række ind under patientens lænd, tage den andens hånd og løfte op, så bækkenet kunne skydes ind på plads. Et kort øjeblik stod vi med hinanden i hånden lige som hovedpersonerne i Puccinis opera La Boheme. Dog fravalgte jeg arien: ”Så kold din lille hånd er …” af gode grunde. Vi blev gift den 5. april 1958.
Siden er vi vandret gennem livet hånd i hånd i medgang og modgang. I den tid har vi boet i hvert fald 10 steder, idet jeg måtte flytte efter uddannelsesstederne.
Det bedste uddannelsessted, jeg har været på, var Marselisborg Hospital. Chefen var professor dr.med. Gregers Nørby, beundret af mange og frygtet ved eksamensbordet. Helt fra studietiden havde jeg drømt om, at komme på hans afdeling. ”Jeg vil ansættes hos Nørby, inden han dør”, sagde jeg. Han havde haft to blodpropper og var kæderyger. Men jeg nåede det. Hans princip i klinikken var altid at bevæge sig fra de allermest enkle undersøgelsesmetoder til de mere komplicerede og dyre. Ikke for at spare, men først og fremmest fordi man kan stille 85 % af diagnoserne med de bare hænder og et stetoskop. Det skåner patienten, og lægen bevarer overblikket. Denne indstilling har jeg hele mit lægeliv forsøgt at leve op til. Da jeg kom hertil, var mottoet i Ringkøbing Amt det såkaldte LEON-princip. Det stod for laveste effektive omsorgsniveau, formuleret af amtslæge Vagn Christensen og politisk opfulgt af Rudolf Knudsen; i en menneskealder stod de to for sundhedsideologien i Ringkøbing Amt. Yngre amtsrådspolitikere som Knud Jacobsen videreførte ideen.
Lige et par Nørby-anekdoter: Jeg havde været reservelæge på Nørbys afdeling et par år og havde nu fået en stilling som provinsialläkare i Sverige: Den sidste dag til konference mindede en af kollegerne professoren om, at nu skulle Lauridsen til at være læge i Sverige. Kommentaren var karakteristisk nørbysk: ”Hvad har svenskerne gjort os?” Kort efter min ankomst til afdelingen blev vort tredje barn født. Vi stod nogle stykker på laboratoriet, hvor man havde lykønsket mig med den lykkelige begivenhed, da Nørby pludselig dukkede op kikkede på mig og sagde: ”Hvorfor ser han så glad ud?” ”Han er lige blevet far.” ”Tror han da,” svarede han. Da latterbrølet havde lagt sig, sagde han godmodigt: ”Jamen så tillykke da”, men da var han på vej ud ad døren. En aften var min kammerat og jeg med ham på stuegang - det var i volontørtiden. Da vi var færdige stod vi og talte hyggeligt sammen. Nørby stod som sædvanligt og rullede sig en cigaret med fingrene. Resultatet var en besynderligt udseende osepind. Min kammerat bød ham en fra sin pakke, men nej tak. Jeg sagde: ”Nej det er ikke udseendet det kommer an på.” Svaret lå lige for: ”Og det kan De sgu være glad for.” Vi var alle betagede af ham, og hans adfærd opfattedes vel som det, det var, blufærdighed.
Gregers Nørby (1901-1968).
Undervejs har vi fået vore tre dejlige børn, Marianne f. 1959, Anette f. 1962 og Søren f. 1963.
Om faderlykken har Kathrine Lilleør citeret fra Henrik Pontoppidans erindringer:
”Faderlykken kommer til unge mænd som en overraskelse. De tør knapt rigtig tro på den, fordi de – ikke helt uden grund for resten – synes, at den ikke tilkommer dem, men ligesom Jeppe på Bjergets paradisglæde i baronens seng er 'så ganske uforskyldt.' Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af skæbnen mest begunstigede, endog verdens rigeste og mægtigste mænd går ud af denne tilværelse som insolvente skyldnere. Fra vuggen til graven lever og opretholdes vi alle sammen af kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.”
Da jeg var praktiserende læge, var en loyal og hjælpsom lægekone uundværlig. Ruth er uddannet sygeplejerske. Mens børnene var små, havde hun været hjemmegående, men 18. august 1972 begyndte hun på Hvidbjerg Sygehus. Døgnet rundt skulle hun kunne stille op som min telefonpasser, når jeg var på sygebesøg. På et meget sent tidspunkt fik vi i praksis en mobiltelefon, der vejede 7 ½ kg. Det lettede arbejdet en del.
1973 købte vi Tværdal. Vi købte af Peder Vangsgård. Det gav mig så åbenbart titlen bondemand. Berømt blev jeg også, tilmed uden for landets grænser. Der gik rygter, måske var de sande, om at jeg én gang kom til at høste før kornet var rigtigt modent. 1998 var jeg til en lægekongres i Dublin i Irland. Her blev jeg præstenteret for en kollega, som jeg aldrig havde truffet før. Han sagde: ”Hvor er det nu, jeg kender dit navn fra”. Jeg skal ikke skjule, at jeg blev lidt beæret. Kendt i et fremmed land, uha da, indtil han sagde: ”det var jo dig, der høstede dit korn for tidligt.” På det tidspunkt var jeg for længst begyndt at forpagte jorden ud. Så bondemand? - jeg er vist ikke værdig til titlen. Men vi trivedes med livet på landet så tæt på stationsbyen, jeg trivedes over al måde med livet som landlæge. Jeg er glad for, at jeg fik lejlighed til at leve i den gamle nøjsomme bondekultur og derefter i den gamle sundhedsvæsenskultur. Jeg er meget taknemlig over, så godt vi er blevet taget imod.
Der er mange flere begivenheder i mit liv, som jeg kunne berette om. Om at være læge i Sverige, kursus i tropemedicin i London, en ferie i Afrika, som blev til noget, turen til Saudiarabien, et vikariat som lægemissionær i Afrika, som ikke blev til noget pga. borgerkrig i landet.
Hvilket lykkeligt liv, vi har haft.
