Det blev en lang arktisk sommer; Disko lagde først til kaj i Københavns Frihavn den niogtyvende oktober. Da vi forlod Holsteinsborg, frøs det 6-7 grader, og der var begyndt at komme is på Ulkebugten. Det frøs også, da vi gik til kaj for at laste kryolit i Ivigtut, og selv om jeg flere gange hentede varmt vand i kabyssen, dannede der sig små iskrystaller i vandfarven, så der blev pletter i den akvarel, jeg malede af udsigten fra det øvre dæk. Jeg havde ikke skæg dengang, så jeg vidste ikke, at der vil sætte sig is i overskægget, hvis det fryser mere end 7 grader.
Da vi stod ud i Davis Strædet, sagde en geodætmedhjælper, der ville spille friskfyr, at det kunne da være morsomt at opleve en orkan. Man skal imidlertid aldrig spøge med vejrguderne. Ved Kap Farvel løb vi ind i en stiv Sydost, som udviklede sig til orkan. Den første dag, hvor vindstyrken endnu ikke var nået op på orkanstyrke, Beaufort 12, lå Disko underdrejet for nedsat motorkraft med stævnen ret op mod bølgerne, som tiltog i højde hver time.
Det var frostvejr, da jeg malede denne akvarel af damperen Juto ved kajen i Ivigtut 3. oktober 1949.
Der var ikke mange i spisesalonen, da der blev serveret tomatsuppe med lange spaghettiorme til forret. Ståldørene ud til dækket var forsvarligt skalket til, for dér risikerede man at blive skyllet overbord. Så jeg måtte løbe op ad trappen og ud på overdækket, da tomatsuppen pludselig ville op. Da Disko stampede op mod stormen, var der hverken læ til styrbord eller bagbord. Ofringen endte med, at jeg stod tilbage med tom mave og spaghetti viklet om det højre øre. Da hovedretten, som jeg pligtskyldigst tvang ned bagefter, også var røget overbord, gjaldt det om at nå tilbage til ens køje.
Mens skibet rullede, vaklede jeg gennem den lange mørke midtskibsgang, hvor der stank af bræk. Prøvede at holde vejret og nåede gispende op på agterdækket, hvor der bestemt ikke var mangel på frisk luft. Nu var problemet kun at slippe agterud til matroslukaferne uden at blive overdænget med saltvand. Brådsøer skyllede hele tiden ind over skibet, og selv om vandet fossede mod lænseportene, nåede det kun undtagelsesvist at slippe bort, før en ny sø brød ind over rælingen. Kun hvis man var tålmodig og heldig kunne man slippe tørskoet frem til lukaferne agten for lasten. Lykkedes det, gjaldt det om at få lukket døren efter sig i en fart, for selv om dørtrinnet var usædvanlig højt, ville det ikke kunne holde de skæveste søer ude.
Jeg delte ikke lukaf med matroserne, men fortsatte ad en stejl trappe ned til Neuengamme, hvor fireogtyve hjemvendende geologer, geodæter og håndværkere var installeret i agterlasten. Der var tømret to dusin køjer op af rå brædder. Jeg havde inden orkanen brød løs lånt Kierkegaards ”Enten-Eller”, og den lå jeg meget passende og læste i min tværskibskøje, mens jeg lyttede til maskinen og den øredøvende larm fra skruen, når den blev løftet ovenvande og snurrede frit i luften.
Med ét blev der dog stille. Al motorstøj forsvandt. Kaptajnen havde stoppet maskinen og lod Disko drive for vinden, så den lagde sig på langs af bølgerne. Forinden var geodæternes motorbåd på forlugen blevet smadret, og en af bagbords redningsbåde havde fået trykket et par borde ind. Med stoppet motor skiftede Disko med korte mellemrum slagside, krængede den ene vej, når en bølge løftede skibet, og så den anden vej, når det var på vej ned i en bølgedal. Jeg stod skiftevis på hovedet og på fødderne i min tværskibskøje. Prøvede at spise lidt tørt rugbrød, men det endte sammen med min sidste grønne galde i brækskålen, som hang i to bøjler på køjekanten. Til sidst havde jeg kun Forførerens Dagbog at trøste mig med.
Tredjedagen løjede orkanen endelig af, men først på fjerdedagen blev der igen på søkortet over trappereposen sat en tegnestift, som angav skibets position. Tegnestiftens placering tydede på, at verserende rygter om, at Disko havde været drevet halvvejs til Baffin Island, nok ikke var helt løgn. Den næste uge sejlede vi i magsvejr, for kaptajn Nordhoek kendte Nordatlanten og forstod at holde sig i halen på et lavtryk. Dér var dønninger, men også medvind.
Jeg havde fået lov til at beholde mit værelse i Hesseløgade, og gensynsglæden var stor. Hr. og fru Andersen var i mellemtiden blevet bedsteforældre. Hvor var det skønt, for 35 kroner om måneden, at kunne lukke sin egen dør bag sig, at have et rigtigt toilet lige ved siden af, og kunne gå i varmt bad i Østerbro Svømmehal. Skidt så med, at jeg skulle ned og købe koks og optændingsbrænde.
Da Disko rundede Kronborg, dukkede en motorbåd op, og et par herrer kravlede op ad lejderen, en uniformeret tolder og en civilklædt meget emsig herre fra KGH. Sidstnævnte kontrollerede, om vi smuglede afgiftspligtige sælskind og pelsværk med hjem. Tolderen for med større lempe. Jeg må have visse evner som smugler, for de to herrer opdagede ikke, at jeg hjembragte en salonriffel, et haglgevær, et lille tæppe syet af ugarvede edderfugleskind, et års forbrug af god engelsk shagtobak og et kilo chokolade.
Trods disse indkøb vendte jeg hjem som en efter forholdene holden mand. Havde opsparet dag- og kostpenge og det ekstra faretillæg, som egentlig var tænkt til at tegne en forsikring for. Kunne nu selv spæde til mit underhold. Dertil kom, at jeg efter hjemkomsten begyndte at arbejde som studentermedhælp på Mineralogisk Museum. Ingeniør Maag oplærte mig i kunsten at fremstille tyndslib til mikroskopi. At skære skiver ud af opspændte bjergartsprøver med en diamantsav, at montere skiverne med canadabalsan på objektglas og slibe dem ned til silke-papirstykkelse på roterende blyskiver med finere og finere karborundum, for til sidst på et glovarmt kobbervarmebord at montere et dækglas oven på tyndslibet. Det gjaldt især om at være sikker på hånden, når slibet var ved at få den passende tykkelse, for så var der risiko for at det pludselig blev revet itu og forsvandt. Jeg nåede i løbet af min studietid at fremstille over 600 tyndslib, inden jeg blev afløst af en professionel laborant.
Museumsdirektør dr.phil. Karen Callisen (1882-1969). født på Troelstrup Overgaard.
Museumsinspektør, dr.phil. Karen Callisen, som jeg langt ude var i familie med, tog mig også under sine vinger. Hun havde som yngre været suffragette og undervist på Zahles Skole. Gik i langskaftede fedtlæderstøvler, knæbukser og kitteljakke med bælte og hvid flip. Røg cigarer og havde en stor schæferhund med på kontoret. Schæferen accepterede mig hurtigt, for dens herre bød også mig på lange smalle cigarer, når jeg sad i hendes inspektørkontor og kalligraferede etiketter til Danmarks mineral- og bjergartssamling.
Jeg rejste tidligt hjem til jul, for det var første gang, vi skulle fejre jul i Hovedgaard uden mor.
