Min endelige beslutning om at skifte til magisterkonferensstudiet og uddanne mig til geologisk fagidiot traf jeg efter i sommeren 1948 at have deltaget i det geologiske sommerkursus, som afholdtes på Mols med statsgeolog, dr.phil. Keld Milthers som lærer. Han var en meget venlig, høj og lidt kraftig mand med solbrændt isse. Året før havde jeg truffet ham i Grønland, men havde mest lagt mærke til, at han ikke brød sig om havregrød. Da det blev serveret ombord på N.V. Ussing, lavede han et stort hul i midten og fyldte det med engelsk sovs. Når Worcestershire-sovsen først var blevet sat til livs, smagte havregrøden ikke så slemt.
Keld Milthers havde i øvrigt været særdeles aktiv i modstandskampen. Han var med i ledelsen af Region II (Midtjylland) og i Jyllandsledelsen. Som statsgeolog ved DGU og statens tilsynsførende ved brunkulslejerne kunne han uden at vække mistanke færdes frit i Jylland. Det var sikkert ham, der sommeren 1947 skaffede en tidligere frihedskæmper ansættelse som maskinist på N.V. Ussing.
Under sommerkurset boede vi på Molslaboratoriet, en ombygget stråtækt ejendom, der gemte sig mellem bakkerne oppe over litorinaskrænten og de bissende kvier på det marine forland. Stedet var af familien Dahl blevet testamenteret til Naturhistorisk Museum i Århus, som indrettede et laboratorium til økologisk og jordbundsbiologisk forskning, felter, der dengang var helt i front.
Jeg var på hold med Johannes og Ingrid, der begge var ældre i studiet. Vi fik udleveret et udsnit af et målebordsblad og et karteringsspyd, et meterlangt jernspyd med en dyb fure i den nederste ende. Når spyddet blev presset dybt ned i jorden og drejet rundt, satte der sig en jordartsprøve i furen, så vi kunne se, om der gemte sig sand, silt eller ler under dyrkningslaget. Da det kunne være hårdt arbejde at prikke hul efter hul i bakkerne, bad Johannes og jeg, som de gentlemen vi var, Ingrid om at sætte sig i skyggen af en enebærbusk og synge, men vi prikkede. Jeg har aldrig siden hørt Schubert og Goethes ”Sah ein Knab’” med omkvædet ”Röslein, Röslein, Röslein rot; Röslein auf der Heiden" blive fremført så smukt.
Vores karteringsområde grænsede op til en plantage, hvor der var behageligt skyggefuldt, så dér prikkede vi også en masse huller, indtil vi blev trætte af det, fordi vi kun fandt sand. Vi var kommet ud på hedesletten. Da vi fulgte en anden vej ud af plantagen, opdagede vi et ”Adgang Forbudt”-skilt med advarsel om eksplosionsfare. Vi havde været inde på et tidligere tysk militærområde, hvor det flød med forsagere fra øvelsesskydninger. Vi så nu kun sand og grannåle.
Geologistuderende fra Københavns Universitet som deltagere i statsgeolog Keld Milthers kvartærgeologiske kursus på Molslaboratoriet i 1948. Fra venstre ses stående Johannes Nielsen, Eske Koch (fra 1962 lektor ved Geologisk Institut ved Aarhus Universitet) og Jørgen Lumbye. Fra venstre i forreste række Ingrid Schmidt, Tove Birkelund (fra 1966 professor i historisk geologi ved Københavns Universitet), Else Margrethe Thorup og Asger Berthelsen, der i 1961 skulle blive den første professor i geologi ved Aarhus Universitet.
Nogle eftermiddage tog Keld Milthers os med ned til stranden for at se på strandsten og blive svalet af. Han havde skrevet disputats om ledeblokke, og dem ledte vi efter. Specielle, og let genkendelige bjergartstyper, som kun optræder inden for bestemte afgrænsede områder i Skandinavien: Oslofeltet, Kinnekulle, Dalarna, Påskallavik, Rödöen, og Ålandsøerne, for at nævne de vigtigste. Ved at optælle, hvor mange eksemplarer, der fandtes af hver type blandt strandstenene, kunne vi bedømme, hvor omtrentligt den isstrøm, som havde bragt stenmaterialet til Danmark, var kommet fra. Svalede tanken om Istidens kvartære isstrømme os ikke nok, dyppede vi os i resterne af det postglaciale hav, der havde skabt det marine forland og uderoderet litorinaskrænten, som var opkaldt efter sneglen Litorina, der befolkede Stenalderhavets litoralzone. Om aftenen hyggede vi os sammen med hr. og fru Milthers i den Dahl’ske dagligstue, drak the og sang studentersange. Keld Milthers sang Lille Peter Edderkop solo. Keld Milthers var gået i sin faders fodspor. Faderen, statsgeologen Wilhelm Milthers, også kaldet Gamle Milthers, havde som den første her i landet anvendt ledebloktællinger - på samme måde, som politiet anvender fingeraftryk til at identificere forbryderen. Sønnen Keld fortsatte dette arbejde og udførte systematiske ledebloktællinger i hele landet, talte både ledeklokke i strandsten, grusgrave og marksten og drog nogle ret vidtgående konklusioner. Han tog ikke højde for, at en isstrøm på vej til Danmark kunne være blevet opblandet med ledeblokke fra ældre aflejringer afsat af istrømme, der var kommet fra helt andre retninger. Dét blev kraftigt kritiseret på tryk af dr.phil. S.A. Andersen, som havde arbejdet for Danmarks geologiske Undersøgelse, men som for at sige det uden omsvøb var blevet chikaneret bort fra denne institution af de gamle statsgeologer, der ikke ønskede den unge mand med utraditionelle og originale ideer som kollega. I det spil var sønnen Keld uskyldig.
Ledeblok-problematikken fascinerede mig meget, for hvis Keld Milthers havde ret i, at den sidste isstrøm, der nåede frem til Mols, var kommet sydfra gennem Lillebælt, så burde dens aflejringer have et andet ledeblokindhold end aflejringer af ældre isstrømme, som var kommet fra øst og nordøst. Med Keld Milthers moralske og faglige støtte besluttede jeg mig for at prøve at undersøge, om der virkelig havde eksisteret en Lillebæltsgletscher.
Jeg var dog først sammen med min far på en bustur til Holland. Undervejs så vi Hamborg i ruiner og Bremens udbrændte husrækker, hvor kun de sodsværtede gavle stod tilbage. Ved synet af denne elendighed fik vi det dårligt med, at vi få år forinden havde jublet, når vi i BBC hørte om de allieredes vellykkede bombetogter. Hjemme igen brugte jeg resten af sommeren, efterårsferien og næste påske til at tælle ledeblokke på Horsensegnen for at bekræfte eller afkræfte, om den såkaldte Lillebæltsgletscher havde overskredet Jyllands østkyst.
Jeg opsøgte på cykel og gåben alle grusgrave og markstensbunker og talte også ledeblokke langs kysten. Jeg ved ikke hvor mange husmænd, bolsmænd og gårdmænd jeg udspurgte, om stenene i markstensbunkerne var blevet samlet op på deres egne marker, eller kom andre steder fra. Der skulle tælles i mange, helst tætliggende, markstensbunker for at få en troværdig tælling. Det viste sig hurtigt, at markstenstællingerne afveg fra grusgrav- og strandstenstællingerne. Det var der en enkel forklaring på. Markstenene stammede fra det yngste isdækkes moræne, hvorimod aflejringerne i grusgravene og strandstenene, som var vasket ud af kystklinterne, ofte kom fra ældre, dybereliggende aflejringer. Vurderet under ét tydede W. og K. Milthers og mine nye tællinger på, at der ikke havde eksisteret en Lillebæltsgletscher.
Om det skrev jeg som 20-årig min første geologiske afhandling, der blev trykt i 1949 i ”Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening”. Jeg huskede at takke Keld Milthers for hjælp og inspiration, men glemte desværre at henvise til S.A. Andersens afhandlinger og diskussionsindlæg. Det førte til, at jeg modtog en velfortjent reprimande i et ellers venligt brev fra samme herre. Irettesættelsen sved, for den eneste undskyldning, jeg kunne trøste mig selv med, var, at Keld Milthers ikke havde gjort mig opmærksom på manglen, da jeg viste ham manuskriptet. Episoden lærte mig, at man ikke bliver større selv ved at undlade at referere andres arbejde.
Jeg interesserede mig imidlertid også for andet end ledeblokke. Bl.a. politik og piger. Det første havde til resultat, at jeg nogle gange viklede mig ind i ophedede diskussioner med den ældre botanikstuderende Morten Lange og hans tro væbner Chr. Frahm. Morten Lange havde dengang organiseret en kommunistisk celle ved det naturvidenskabelige fakultet.
Da jeg ved NOA's rusfest i 1948 traf en vidunderlig pige, tegnede alt til, at jeg endelig skulle overvinde mit Enten-Eller-kompleks, og her tænker jeg ikke på Søren Kierkegaard. Vi var vildt betaget af hinanden. både fysisk og psykisk. Kunne tale om alt, og ingen af os led af jalousi. Vi var overbeviste om, at vi altid ville vende tilbage til hinanden. Vort eneste problem var, at vi ikke havde et sted, hvor vi kunne være alene uden at blive forstyrret. Hun boede hjemme, og i Hesseløgade kunne fru Andersen komme brasende ind på mit værelse, når det skulle være.
Hen på foråret besluttede vi os for, at nu skulle det være. Vi tog toget til Roskilde, og i forventning om, at vi ville finde en skov, hvor vi kunne være alene, vandrede vi ud ad Holbæk landevej. Vi gik, og vi gik, men uden at finde den eftertragtede tætte løvskov med et blødt anemonetæppe. Kun et vandværk med en indhegnet, gennemsigtig nyplantning. Odds var imod os. Vi måtte vende om for at nå toget i Roskilde. Hun skulle være hjemme hos forældrene i København til aftalt tid. Så det blev ved et Enten-Eller, lige til jeg sagde farvel og på gensyn - og fløj til Grønland.
Da jeg vendte hjem igen en af de første dage i november, var alliancen blevet til hverken-eller. En af hendes egen årgang, som havde mørke øjne og kunne hypnotisere, havde snuppet hende. Han prøvede også at hypnotisere mig, da vi en eftermiddag sad oppe på Kommandobroen på zoologisk. Jeg opdagede det og begyndte at gennemtænke, hvad jeg havde oplevet i Grønland - og vil berette om i næste kapitel.
"Nå, du opdagede det", sagde han blot. Og så havde jeg endda brugt tid på at lære den gammelsproglige hypnotisør at regne med logaritmer.
