Nólsøy dukkede op af tågebanken som en kæmpehval, der krummer ryg, og alle øjne og kikkerter på "Dronning Alexandrine" rettedes mod denne første landkending. Så dukkede fyrtårnet op og lidt efter kunne vi se gennem den portalagtige grotte i Nólsøys hale.
Ganske vist var det ikke længe siden, vi havde sagt farvel til Kap Lindenes, og endnu kortere siden, vi havde passeret de klippefulde Shetlandsøer - men det var alligevel godt at se land igen. Vi havde nået rejsens mål, Færøerne.
Hver gang jeg nu hører "En Fantasirejse til Færøerne", får Carl Nielsen mig til at tænke tilbage på denne julidag i 1952. Professor Noe-Nygaard havde anmodet mig om at fungere som vikarassistent for den færøske geolog Jóannes Rasmussen i Torshavn - og det skete med så kort varsel, at der kun var en første klasses køjeplads tilbage på "Dronningen". Den første dag vankede der hummer til middag.
Ikke fordi jeg ikke havde haft nok at tage mig til, siden jeg var vendt hjem fra Indien. Jeg havde tegnet mit Himalaya-profil sammen til en foreløbig meddelelse, deltaget i en nordisk ekskursion til Bornholm, og sammen med Ellitsgaard været på en længere ekskursion i Finland, hvor trykket altid lægges på første stavelse. Ekskursionen var arrangeret af de finske geologistuderendes forening Vársara (Hammeren) og blev ledet af prófessor Pénti Éskola, en af de helt store grundfjeldsforskere. Vi var indkvarteret i en sovevogn, som hver nat blev kørt til nye lokaliteter. På oprejsen havde Ellitsgaard i øvrigt stort besvær med at slippe gennem tolden i Turku (Åbo). Han blev antaget for at være handelsrejsende eller det, der var værre, da han medbragte nogle højst mystiske vareprøver, der lignede tændsatser. Han skulle nemlig efter ekskursionen på studieophold i Stockholm for at lære spektralanalyse og medbragte til det formål et par æsker med kulelektroder.
Inden rejsen til Færøerne var der også blevet tid til at tage bifagseksamen i geografi efter tre måneders koncentreret studium, at være formand for de geologistuderendes forening "Steno" og arrangere en ekskursion til Skåne og Halland, at blive ringforlovet med en pige med brune øjne og ferskenhud bag øret, at være med til min bror Ibs bryllup med Jytte i Frederikshavn og at deltage i en 14 dages international ekskursion i Østrig, hvor jeg bl.a. oplevede, at "Der Rote Rudolph", den rødvinselskende professor Staub fra ETH i Zürich, gød olie på vandene, når diskussionen gik højt, og professor Leopold Kober fra Wien indædt forsvarede sine overskydningsteorier.
L. Kober havde i 1942 skrevet en tyk lærebog i tektonik. Da Noe opdagede, at jeg havde fået fat i den, var han ikke synderlig begejstret, for han havde set, at bogen indeholdt en geologisk tidstavle, der endte med "Epoche der Bewustheit des Menschliches Geist: Epoche Adolf Hitlers". Heldigvis afholdt det mig ikke fra at læse bogen, og da jeg mange år senere faldt over Kobers nekrolog, blev jeg klar over, at den famøse "Epoche Adolf Hitlers" var udtryk for kras ironi. Det havde de østrigske nazister udmærket kunnet gennemskue, for Kober var blevet frataget sit embede - og først genansat, efter at russerne havde ”befriet” Wien. Ironi kan være farlig.
Færøerne havde under krigen været besat af britiske tropper og havde stort set fået lov til at regere sig selv. Ved en folkeafstemning i 1946 stemte et flertal af færingerne da også for, at øerne skulle være selvstændige. Men det gik den danske regering ikke med til, der indledtes forhandlinger, og i 1948 blev en hjemmestyreordning gennemtrumfet. Færingernes følelser over for danskerne var derfor endnu i 1952 meget ambivalente. Omtrent som i dag.
Det var mit held, at jeg kunne holde mig bagved Jóannes Rasmussen og kun behøvede at nikke en gang imellem, når samtalen foregik på færøsk. Jeg kunne stave mig gennem avisen, og lidt efter lidt kunne jeg også opfatte, hvad der blev talt om. Så var det helt O.K. at jeg blandede mig i samtalen på dansk. Det forstod jo alle. Tale det ville de bare ikke; kun på Suderøy, den eneste ø, hvor der i 1946 havde været flertal for at bevare tilknytningen til Danmark.
Her traf jeg en dansker, som var med til at etablere en radarstation for NATO og var indkvarteret på en nærliggende gård. Han fortalte, hvordan bonden og hans gamle far, som ikke var af mange ord, efter kveldsmaden satte sig mageligt til rette og på skift sagde: "Jau". Da danskeren en aften kom til at sige: "Jau, jau", blev han straks spurgt om, hvorfor han skiftede emne.
På Suderøy var geologien mere varieret end andre steder på Færøerne, idet der her mellem den nedre lavaseries tykke bænke af olivinbasalt og den yngre serie med strøkornsførende lavaer optrådte sedimentære lag af kul og ler og derover tefra, dvs. fine til grove vulkanske udbrudsprodukter, varierende fra aske og lapilli (ærtstore) til agglomerat med nævestore sprængstykker og bomber og sammensvejset agglutinat, hvor de vulkanske bomber var glødende, da de landede oven i hinanden.
Den sedimentære lagseries kullag havde tidligere været genstand for brydning, og Jóannes havde til opgave at undersøge, om det ville kunne betale sig at genoptage udnyttelsen. Derfor besøgte vi de gamle miner i det 610 meter høje fjeld Gluggarnir vest for Trongisvågur og i kystklipperne ved Kvanhagi syd for Hvalbiarfjødur. I Gluggarnir fulgte vi en minegang langt ind i fjeldet. Der var ikke særlig højt til loftet, og vi måtte gå krumbøjet. Selv om lyset fra indgangen hurtigt forsvandt, blev der alligevel ikke helt mørkt. Der sivede lys ind fra en sidegang.
"Prøv at gå ind i den", opfordrede Jóannes. Det gjorde jeg, men da gangen ændrede retning og pludselig lå badet i et lyshav, stoppede jeg brat op. Gangen endte i den tomme luft. Jeg stak forsigtigt hovedet ud for at se, hvordan dét kunne hænge sammen.
Hvilket sug i maven! Jeg så direkte ned ad en flere hundrede meter høj lodret klippevæg og ned i det oprørte Atlanterhav, som tordnede og buldrede mod stejlvæggens fod. Det føltes, som kaldte havet på mig, og at jeg var ved at blive suget ud af minegangen. Jóannes havde smilerynker i øjenkrogene, da jeg kom tilbage til hovedgangen. Han tænkte nok, at nu havde bjergbestigeren fra Himalaya oplevet, hvor skræmmende selv lave højder over havet kan være, når havet er et oprørt Atlanterhav. Og det havde han sandelig ret i, for selv om jeg aldrig har lidt af højdeskræk, var det et frygtindgydende syn at se direkte ned i den frådende brænding.
Gangene i kulminen ved Kvanhagi var mere primitive. For at komme ind i den eneste minegang, der ikke var styrtet sammen, måtte vi lægge os på ryggen og kravle ind på albuerne. Rørte vi ved taget, dryssede det ned med opsprukket tagler. Jeg husker ikke, hvordan vi fik vendt os og kom ud igen. Jeg ønsker heller ikke at huske det, for jeg er ligesom min far, da han blev gammel, begyndt at lide af klaustrofobi. Drømmer tit at jeg kravler igennem snævre kældergange og skakter og vågner ved at jeg sidder fast. Så må jeg stå op og foretage mig noget, som afleder tankerne, før jeg kan sove igen. Nu forstår jeg bedre, at min far gruede for den slags drømme.
I 1951 generede det mig ikke under et besøg i Kolarguldminen i Sydindien at gå ind i en elevator, en stor åben metalkurv, som i stor fart blev firet 1500 meter ned i minen. Det ene blop i ørerne afløste umiddelbart det andet, og samtidigt steg temperaturen. Mange år senere, i firserne, kørte jeg i bil flere kilometer i horisontale tunneler, der var sprængt ud dybt under kobberminen i Mofjeldet i Rana. Jeg fik ikke en fornemmelse af at være lukket inde, tænkte snarere på, at jeg i hvert fald ville være i sikkerhed, hvis der brød en atomkrig ud ved overfladen.
I dag får jeg det imidlertid dårligt, bare jeg på tv ser en matros eller tolder, som gennem et lille mandehul kravler ned i det uvisse mørke i en tank eller kedel. Jeg har heller ikke længere lyst til, som hovedpersonen i Jules Vernes "Rejsen under Jorden", at gå på opdagelse i en mystisk og dyb lavahule for at udforske Jordens Indre. Jeg har allerede prøvet at se direkte ned i Jordens glødende indre. Det var i 1964, hvor jeg sammen med nordiske professorer og vulkaneksperter fløj til Island for efter opdrag fra Nordisk Råd at planlægge vulkanologiske ekskursioner for studerende og yngre geologer til Sagaøen.
Da vi passerede Vestmannaøerne, fløj SAS-piloten i lav højde i cirkler over den nye vulkanø Surtsey, som året før var dukket op af havet og stadig var i fuldt udbrud. Vi kunne se lige ned i det brede krater, hvor lavasøens rødglødende og flydende stenmasser udspyede lavafontæner, bomber og aske og indimellem løb over kraterranden og dannede lavastrømme, som, når de nåede kysten, fik havet til at koge.
Ved det syn forstod jeg virkelig, hvor dramatisk det måtte være gået til på Suderøy, da vulkanismen for knapt 60 millioner år siden var begyndt igen, og kul- og lerlagene blev begravet under tefra, luftbårne vulkanske produkter.
At vulkanisme kan ledsages af jordskælv fik vi også at føle på Island. En nat, hvor vi boede på en ungdomsskole ved Lanmannalaugur sydvest for Hekla, vågnede jeg op midt om natten ved at sengen hoppede. Jeg troede først, at centralfyret var eksploderet, men rystelserne skyldtes et 'mindre' jordskælv, der dog ikke var mindre end, at det var det kraftigste siden 1911. I et nærliggende supermarked lå alt, hvad der havde stået på hylderne, hulter til bulter på gulvet. Det var mit andet jordskælv. Det første oplevede jeg, da jeg i 1950 sov under åben himmel ved bredden af Tso Morari i Himalaya. Det var imidlertid ikke et vulkansk skælv, men et rigtigt tektonisk jordskælv.
Jeg var ikke ude for noget jordskælv på Færøerne, men pigen som jeg var ringforlovet med, slog op per brev. Hun var som nævnt mørkhåret og havde ferskenteint. Da jeg havde læst brevet, tog jeg ringen af og bankede den flad med min geologhammer. Det hjalp.
Om på noget tidspunkt så er det den 28. juli, at den færøske folkesjæl kommer frem. Jeg var ligesom hundredvis, hvis ikke tusindvis, af mine færøske frænder rejst til Torshavn for at overvære Olavsvøka, vågenatten for Hellig Olav, som faldt i slaget ved Stiklestad i år 1030 og blev begravet i domkirken i Nidaros (Trondheim). Festen overlevede reformationen, dog i en mere verdsliggjort form. Unge og gamle strømmede i land fra postbåden, fiskerskonneter og trawlere og ilede belæsset med kufferter og pakker op i byen. Mange havde allerede iført sig folkedragt. Kvinderne i lange, tunge uldskørter og broderede bluser med et silkesjal over skuldrene, og tit også en lille kyse. Mændene i sorte knæbukser og røde eller blå veste, en vid vadmelsjakke af mørkebrunt stof - og en færingehue med røde og sorte striber.
En gammel færing med leipur på ryggen på vej op til haugen for at skære tørv. Når kurven er fyldt, bæres den med en rem om panden. Skitse fra 1952.
Der vrimlede snart med folk på Hovedgaden, fra Tinganes til Plantagen. Mændene var allerede i højt humør og i de mørke kroge blev armene løftet og lommelærkerne tømt. Der blev ikke forhandlet øl, vin og spiritus på Færøerne, men hver voksen borger kunne én gang om året privat importere fra Danmark, hvad han eller hun ønskede, og det var ikke svært at gætte, hvad der havde været i de mange pakker, som blev slæbt i land.
Ved "Ebenezer" holdt baptisterne til. De havde båret et orgel ud på fortovet, og deres salmehymne blandede sig med fodgængernes højrøstede tale og larmen fra jazztrommerne i det nærliggende dansehus "Torshøll". Så tog en hvidhåret missionær over. "Forpas ikke chancen, lad ikke Jesus gå forbi dig". Eder og forbandelser fulgte de forbipasserende, som var på vej til "Torshøll" eller "Sjovleikarhusid", der brugtes som biograf til hverdag. "Stil dig ind i flokken bag mig og gå ind til den evige frelse". Fårene bøjede ydmygt hovedet og foldede hænderne, bukkene vaklede grinende videre.
På torvet ved Jakobsens boghandel havde Frelsens Hærs orkester taget opstilling med messinghorn, harmonika, guitar og stortromme.
De sang og jazzede Ha-Halelúja'er, mens børn kastede skrigeballoner op i luften. En kraftig frelserpige med stramtsiddende hår under den mørke kyse og fremstående, troende øjne sang solo til guitarakkompagnement. Hun sang smukt - og jeg fandt forestillingen mere sympatisk end den ved orglet længere oppe ad gaden.
Gamle træhuse med fundament af basalt og med græstørv på taget. Yderst på Tinganes, landtangen som adskiller Østre og Vestre Vaag i Torshavn. Oliemaleri fra 1952. (Tilhører Ib Berthelsen).
Festen fortsatte den efterfølgende søndag, hvor jeg om aftenen vovede mig ind i "Sjovleikarhusid" og oplevede ægte færøske kædedans. En lang kæde af dansende bugtede sig ud og ind, og gulvet gyngede under de tunge, rytmiske tramp. Det blev ved og ved, for der var flere hundrede strofer i kvadet "Ormen hin lange". Alle sang med. Jeg måtte nøjes med omkvædet. Det føltes, som tiden var skruet mange hundrede år tilbage.
En stor oplevelse rigere gled jeg igen ud i den lyse nat. Gaden var smykket med kulørte lamper og flag, og der var opstillet pølse- og isboder. Man kunne sågar købe lys Carlsberg og sodavand. Uden for "Torshøll" trængtes pigerne foran indgangen, og indenfor var dansegulvet stuvende fuldt. Musikerne havde svært ved at holde takten, og janitsharen 'gik ud', da han ville hoppe ned fra tribunen. Trimlede døddrukken omkuld. - Længere nede ad gaden havde den baptistiske missionær genoptaget sin dommedagsprædiken, og ved torvet holdt Frelsens Hær tappert ud. Det blev lys morgen, inden jeg nåede hjem til pensionatet.
Tåge i Vestmanna på Streymoy. Akvarel fra 1952.
Det skyldes ikke blot Oleifesten, tørfisk og skjærpekjøt, at jeg med glæde tænker tilbage på mit ophold på Færøerne. Vejret var alt for godt til at have besøg af en dansker, sagde Jóannes Rasmussen med slet skjult humor. Landskabet var i sin enkelthed ufattelig smukt, færingerne stolte, seje og venlige, når man vandt deres respekt. De er et folk.
Jeg har altid holdt på, at Grønland er grønlændernes, Tibet tibetanernes, og Færøerne færingernes. Mange danske støtter varmt tibetanernes frihedsbestræbelser, men har svært ved at acceptere grønlændernes og færingernes ønske om selvstændighed.
