Efter i 1953 at være kommet hjem fra min tredje sommer i Grønland modtog jeg en indkaldelse til ingeniørtropperne. De havde fundet ud af, at jeg var blevet færdig med studiet. Men heldigvis rendte jeg kort efter på Øster Voldgade ind i en af mine gamle kollegiekammerater, en jurist, der var blevet ansat i justitsministeriet, og han kunne fortælle, at en gift statsansat med et års anciennitet var berettiget til at oppebære halv løn under militærtjenesten. Ergo søgte jeg straks yderligere udsættelse - med den motivering, at jeg agtede at besvare universitets prisopgave i geologi og havde behov for endnu en sommer i felten i Grønland. Det gav bonus, jeg fik udsættelse til efteråret 1954 og nåede at få et års anciennitet og halv løn under min tjenestetid i forsvaret. Sommetider er man forbandet heldig. På den anden side har jeg aldrig vundet i spil. Professor Noe-Nygaard havde været så forudseende at få oprettet videnskabelige assistentstillinger til GGU's kortlægningsarbejde i Vestgrønland, næsten i takt med, at hans konferensstuderende blev færdige. Og han havde skaffet bevillinger til at sende os på studieophold i udlandet. Foråret 1954 tilbragte jeg således to måneder hos professor, dr. Eugène Wegmann i Neuchâtel, en internationalt anerkendt strukturgeolog og tektoniker. Han var æresdoktor ved universiteterne i Besancon, Algier, Grenoble og Clermont-Ferrand, medlem af Videnskabsakademierne i Norge og Göttingen, æresmedlem af de geologiske selskaber i Finland, Wien og Belgien, ridder af "Legion d'Honeur" og tildelt Fortjenstmedaljen i sølv for sin deltagelse i Lauge Kochs ekspeditioner til Østgrønland. Nok sikker på sig selv, men høflig og beleven.
Skitse fra udflugten til Besancon og Grenoble 1954.
Noe havde dog lidt svært ved at få Wegmann til at tage imod mig. De to havde nemlig holdt på hver sin hest under den famøse Lauge Koch-sag, som endte i Højesteret i 1938. Wegmann var Kochsympatisør, Noe det modsatte. Han havde været en af "de elleve" geologer, som anklagede Koch for videnskabeligt tyveri og uvederhæftighed.
Først da afdelingsgeolog Ellen Louise Mertz på Danmarks geologiske Undersøgelse havde sagt god for mig, blev der meldt grønt lys fra Neuchâtel. Fru Mertz, som var bedsteveninde med fru Cécile Wegmann, havde sikkert forhørt sig hos direktør Ødum og Keld Milthers.
Ellen Louise Mertz (1896-1987), første danske geotekniker. Veninde af fru Cécile Wegman.
Det blev to meget lærerige måneder, men også lidt ensomme. Jeg boede hos familien Luder (udtales Lydær), hvis unge søn studerede geologi, men var indkaldt som soldat. En hjemmeboende datter kunne lidt tysk, ellers foregik alt på fransk, ligesom overalt i byen. Professor Wegmann talte derimod mange sprog, også dansk, ligesom sin frue, der korresponderede med fru Mertz. De havde ingen børn, men holdt hund, en velvoksen Berner Sennen, som fyldte godt bag i bilen.
Skitse fra mit ophold i Neuchatel i 1954. Tværdal i Jurabjergene (Cluse de Valangin).
Neuchâtel er en selvstændig kanton, der inden Svejts' samling var et prøjsisk fyrstedømme. Byen ligger nord for den svejtsiske højslette og Lac de Neuchâtel, ved foden af Jurabjergene og med udsigt til Alperne i klart vejr. Byen er kendt for sin urindustri, sine pigeskoler, hvor udenlandske unge piger af velhavende forældre lærer smukt fransk og god opdragelse, og for sine hvidvine fra de terrasserede vinmarker på Jurabjergenes sydskråning, først og fremmest "Auvernier", en frisk, lidt syrlig og let mousserende vin, som smager af kretasisk kalksten. Onde tunger i Lausanne påstod at Neuchâtelvin "spiser glasset", cá mange la verre , hvis man lader noget stå natten over i glasset. Lutter jalousi. Derimod er rødvinen Dôle fra Vaud-kantonen klart de røde Neuchâtelvine overlegen.
Jeg tilbragte normalt dagen på det geologiske institut i Rue d'Argand med at studere geologiske kort og konstruere tværprofiler og blev mellem forelæsningerne inspiceret og instrueret af Wegmann. Han hjalp kun med det yderste led af lillefingeren, og lod mig selv opleve at "se lyset". En teknik jeg senere har praktiseret på geologiske feltkurser. I den lange frokostpause cyklede jeg tilbage til Luders, ned og op på langs gennem byen.
Om aftenen var Neuchâtel en meget stille by. Borgerskabet gik tidligt i seng og holdt lukkede selskaber. Da jeg ikke kunne gå i biografen hver aften og snart blev træt af at gå aftenture langs kajen med udflugtsbådene, købte jeg en flaske hvidvin i det nærmeste épicerie og trøstede mig med den, mens jeg skrev lange og kærlige breve til Sussi derhjemme. En liter om dagen holdt nogenlunde hjemveen stangen.
Wegmann havde en fantastisk udstråling. Da jeg første gang stod ud af toget i Neuchâtel, anede jeg ikke, hvordan han så ud, men jeg spottede ham straks på afstand i mylderet af ventende. Han kunne være elskværdig og beleven som monsieur Poirot, men også sort og sarkastisk. Havde det, som hans assistenter kaldte for en nordisk sans for humor. Han fortalte de mest uhyrlige historier om sin geologiske dødsfjende, magmatikeren professor Paul Niggli ved ETH i Zürich. (ETH står for Eidgenossene Technische Hochschule).
Eugen C. Wegmann og fru Cécilîe under besøg ved Vierwaldstättersøen.
Bl.a. denne: Da professor Niggli en dag kom sent hjem, spurgte hans frue:" Aber sehr geehrte Herr Professor, ... hvor har De dog været?". Niggli brummede og svarede, at han havde været hos lægen. "Jaber was sagte der Artz doch?". Niggli brummede igen: "Er sagte das ich impotent wird". Fruen så beundrende op på sin mand og spurgte: "Meiner Liebe, ist das mehr als Eidgenossene Hochschuleprofessor?". Wegmann var stolt over, at hans historier blev fortalt selv i Australien.
Hans aversion mod Niggli var så stærk, at det var med nød og næppe, jeg fik lov til at rejse til Zürich for at besøge den pensionerede professor Arnold Heim, som før krigen havde ledet en geologisk ekspedition til Central-Himalaya. Hans fader, professor Albert Heim, havde været en af de helt store Alpegeologer, sønnen var også en fremragende geolog, men af skikkelse lille, spinkel og beskeden. Han blev dybt forfærdet, da han hørte, at jeg både havde røget tobak og drukket spiritus oppe i bjergene. Han var vegetar, ikke-ryger og afholdsmand. Professor Wegmann var derimod både vinelsker og vinkender. Han havde, desværre for ham, været det første så grundigt, at han i moden alder kun tålte et enkelt glas i ny og næ. Da han sendte mig på ekskursion i Alperne sammen med en af sine studenter, maskinskrev han en ekskursionsvejledning med udførlig rutebeskrivelse og angivelse af, hvilke vine, vi burde smage på de forskellige lokaliteter. (Og naturligvis også, hvad vi skulle se af geologi). "Nibiolo" i rodzonen i Tessin og "Barolo" ved Campo di Lago i Sydalperne, hvor hans gode ven Ebbe Sadolin boede om sommeren. I Domodozola skulle vi smage Grappa, italiensk Marc. Vi cyklede ned ad bakke og tog cyklen med i toget, når det gik opad. Studenten, der ledsagede mig, var givetvis udvalgt dertil, fordi Wegmann var bekymret for ham. Han havde forelsket sig i en enke, og var altid meget træt, når han efter sin lange 'siesta' mødte på instituttet. Kort efter vi var vendt tilbage fra ekskursionen, blev han sendt på studieophold i Göttingen. Det virkede, for han glemte enken, blev doktor i lakustrine aflejringer og endte som professor i sedimentologi i Neuchâtel.
Mit studieophold sluttede med et besøg hos Wegmanns gode venner og kolleger i Besancon og Grenoble. Busrejsen langs Doub-floden i Jurabjergene var betagende, natterim på træerne, tynd forårssol og krystalklart vand. Ankommet til Besancon lejede jeg 'un Velo' med hælpemotor, og med kandidat Mattauer som kyndig guide på slæb, gjorde vi bjergvejene farlige. Jeg styrede med én hånd og rakte med den anden hammeren bagud, så Mattauer kunne lade sig trække. Tro det eller ej, det var min første tur på knallert. At det gik godt, kan jeg godt undre mig over, for vi drak rigeligt med vin til frokost og indtog kaffe med avec'er, hver gang vi passerede en by. Maurice Mattauer blev siden professor i Clermont Ferrand og en fremtrædende Himalayaforsker.
Jeg nåede at få to måneder sammen med Sussi i København, inden turen igen gik til Grønland. Hun arbejdede fuldtid som arkivar og leder af skrivestuen ved Flyverkommandoen i Vedbæk og tjente mere end en videnskabelig assistent ved universitetet. Hun tog mig det ikke ilde op, at jeg rejste og var væk i flere måneder. Hun nød, ligesom jeg, at være sig selv ind imellem, og havde en stor vennekreds. Efter en adskillelse var glæden ved igen at se hinanden derfor større end savnet, vi havde følt.
Den sommer blev der trillet mange sten i Vestgrønland. Det er især sidst på sæsonen, at man kan blive grebet af denne ret specielle form for sport, som kan være ligeså frydefuld at dyrke som at smadre tallerkener i det muntre telt i Tivoli. Efter middag på kutteren hoppede geologerne og de grønlandske matroser i en jolle og roede i land for at kravle op til et sted, hvor fjeldet faldt brat ned mod fjorden. Et par hundrede meters højde var mere end nok. Så opsøgte vi de store stenblokke, som isen havde efterladt, satte os på halen bag dem og skubbede med benene. Så udnyttede vi kræfterne bedst. Kunne vi få stenen til at rokke, kunne vi, når vi brugte alle kræfter, ved tyngdekraftens hjælp få stenblokken til at trille ud over kanten og fortsatte i frit fald eller vilde hop for at ende i fjorden med et kæmpeplask. Det var alle anstrengelser værd.
En troværdig person har fortalt mig, at denne sport adskillige år tidligere nær havde fået katastrofale følger i Østgrønland. Et geologhold, som bl.a. talte palæontologen Chr. Poulsen, der senere blev professor i historisk geologi, havde trillet store sten i godt et kvarter og nydt plaskene, når blokkene ramte vandet. Se nedslaget kunne de ikke, dertil var bjerget for stejlt. De stoppede først, da de hørte tøf-tøf-lyden fra en motor, som blev startet, og lidt efter så en geodætkutter, som i panik og for fuld maskinkraft flygtede bort fra det 'levende' bjerg.
Efter en lang sommer kunne selv erfarne grønlandsfarere godt blive lidt sære. At jeg begyndte at tale højt med selv, var der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Heller ikke i, at assistenten også begyndte at tale med sig selv. Men når den imaginære person, assistenten talte med, begyndte at blande sig i den samtale, jeg førte med mig selv, så var der kun én ting at gøre. At bede assistenten om at holde kæft. Ellers endte det bare med, at vores indbildte samtalepartnere begyndte at skændes indbyrdes.
Det var hver sommer spændende at rejse ud, men ikke ringere at komme hjem igen, selv om træerne i mellemtiden havde tabt de fleste blade. Bare det at vandre i en skov - og at sidde på et træk og slip var stor fryd.
Da jeg var kommet hjem til Sussi på Åboulevarden, afleverede vi i efterårsferien Steen hos sin far og tog toget til Stockholm, hvor vi i løbet af et par dage fandt ud af, at selv om byen spejlede sig smukt i vandet, var den alligevel ikke et nordisk Venedig. Den virkede kølig og utilnærmelig. Så vi fortsatte over Storlien, hvor højfjeldet var i smukke efterårsfarver, til Trondheim, hvor der blæste milde vinde fra Golfstrømmen. Selv om trønderne var svære at forstå, var de åbne og venlige. På trikken talte de også engelsk til os, for jeg var iført en amerikansk trenchcoat fra et overskudslager og havde overskæg á la Errol Flynn.
Hjemme på Åboulevarden ventede en indkaldelsesordre på mig.
