Heldigvis slog min gigtfeber sig ikke på hjertet. Den kvindelige overlæge på Militærhospitalet forsikrede mig om, at uanset at jeg for altid var blevet kendt udygtig til enhver form for militærtjeneste, så ville jeg sagtens kunne holde til at blive udsat for kulde og strabadser i Grønland.
Ikke desto mindre begyndte jeg efter et par måneder at få svært ved at gå op ad stentrappen med de høje granittrin på Museet. Jeg mistede hurtigt pusten. Streptokokkerne var kommet tilbage.
Jeg tog S-toget til Herlev, hvor Steens far, læge Flemming Hansen praktiserede. Efter at han også var blevet gift igen, var alle gode venner og ligesom i familie. Både Sussi og jeg havde gratis læge, tilmed en dygtig læge, for Flemming havde en sjette sans for at stille den rigtige diagnose.
Han trak en disputats fra samme år ned fra reolen. Den handlede om Boecks sygdom. Tog en sprøjte så stor som en dyrlægesprøjte frem og gav mig et ordentlig skud penicillin i bagen. Der er nogen, der siger, at man bliver træt af at få penicillin. Ikke jeg. Hver gang jeg havde fået et par millioner enheder, kunne jeg løbe hurtigere op ad stentrappen.
Mit ægteskab med Sussi havde til gengæld kostet mig kontakten til min far. Den blev først genoptaget, efter han havde solgt skolen i Hovedgaard, og vi havde sendt ham et fotografi af Grit, da hun var fyldt ét år. Hans forhold til Sussi blev aldrig hjerteligt. Vi kom på besøg og omvendt, men selv om hun skrev lange og gode breve til ham, sagde han fortsat "De" - og hun "Farfar".
Vi havde nok at gøre med at passe job og barn. Der var ikke noget, der hed éngangsbleer dengang; tøjbleerne blev skyllet i tolettet og kogt over et gasblus. Til sidst var man ved at lade bleen blive skyllet med ud, når man trak i toiletsnoren. Jeg tog oftest nattørnen og gav sutteflaske med Eledon, et kernemælkspræparat. En overgang havde vi barnepige, en ung sydslesvigsk pige, som dikkedikkede med Grit hele dagen - og kom salt i stedet for sukker i citronsuppen. Da hun rejste, fik vi en plads på en vuggestue i nærheden af Frederiksberg Hospital. Når Sussi gik til S-toget for at tage til sit job i Vedbæk, cyklede jeg glad af sted med Grit i en babylift, som jeg med den ene hånd holdt oven på cykelstyret, mens jeg styrede med den anden.
Inden rejsen igen gik til Grønland, var jeg på en måneds studieophold i Delft ved International Training Centre for Aerial Survey. Jeg boede og spiste på et studenterkollegium sammen med de andre udenlandske deltagere i kurset, bl.a. en libaneser og to persiske officerer, som inviterede mig til at fejre navrus, det persiske jævndøgnsnytår, sammen med dem. En præislamisk skik, hvor alt der blev sat på bordet skulle være hvidt.
Jan Bondam flirter med en galionsfigur på Sjöfartsmuseet i Torekov, på Stenos Skåne-Hallandske ekskursion i maj 1952.
Min kollega i GGU, Jan Bondam, var også i Delft i fjorten dage, og han inviterede mig på rijstafel i en restaurant i Den Haag, hvor hans forældre boede. Han var mindre og slankere end mig, men kors hvor kunne han spise. Født og opvokset på Java, indtil han blev sendt på kostskole i Holland, elskede han det indonesiske køkken. Oven på kollegiemaden smagte det også vidunderligt, ikke mindst rejerne i chili kaldte kulinariske minder fra Indien frem. Da Sussi kom på besøg en weekend, lånte Jan os med sit sædvanlige storsind sin lille Fiat 600. Jeg havde ikke mit kørekort med, men han lånte mig uden videre sit og sagde: "Det er et gammelt billede, så der er ingen der lægger mærke til, at det ligner mig mere end dig, når jeg ikke er med". Sussi og jeg fik set både Den Haag og klitterne og sandstranden ved Greveningen uden at blive stoppet af politiet.
På kurset tolkede jeg flybilleder fra vidt forskellige geografiske områder, fra ørkenagtige bjergegne i Pakistan til fugtig regnskov på Borneo. Prøvede at skelne områdernes geologiske opbygning og strukturer. Jeg studerede også medbragte flybilleder fra Vestgrønland, og grundfjeldsområder var noget helt nyt for læreren, dr. Revertera, som var oliegeolog af profession. Han tog kopi af billederne og mine udtegninger. At tolke flybilleder er næsten ligesom at læse fiksérbilleder, hvor man skal finde aben i træet. Man ser og ser uden at kunne se aben, indtil den pludselig dukker op.
Jan Bondam og jeg led begge af udlængsel og havde lyst til at prøve kræfter andre steder end i Grønland, gerne under varmere himmelstrøg. Vi lagde billet ind hos UNESCO i Paris på to stillinger i Ghana. Fik dog afslag, for vi havde ikke, ligesom de fleste ansøgere fra andre lande, en doktorgrad. Men vore ansøgninger havde en anden effekt. Vi blev per 1. juni 1956 udnævnt til honoralønnede afdelingsgeologer ved GGU, og Ellitsgaard blev samtidig vores chef.
Bondams udnævnelse havde nær bragt ham i en alvorlig knibe, for han havde som hollandsk statsborger glemt at spørge Dronning Juliane, om han måtte gå i en fremmed magts tjeneste. Det blev klaret ved, at han søgte og fik dansk statsborgerskab. Han havde opgivet mig som støtteperson, og da de ringede fra udenrigsministeriet, kunne jeg berolige fuldmægtigen: "Der er ingen fare for, at Jan Bondam vil komme til at ligge den danske stat til last. Han er dansk gift, og hans kone Gunnild er født Jarl og har kryolitaktier i sin bryllupskiste".
Da Vestgrønlands eneste lønsomme mine, Kryolitbruddet, lå i Ivigtutområdet, besluttedes det på ministerielt niveau, at GGU’s sydhold skulle gå i gang med den systematiske geologiske kortlægning her, når Geodætisk Instituts nye topografiske kort forelå. Kortet, som var i målestokken 1:100.000, spændte over en halv breddegrad og strakte sig fra de yderste øer i vest til indlandsisen i øst; dækkede 55 x 75 kilometer. De geodætiske fixpunkters position og højde over havet var blevet trianguleret på traditionel vis fra bjergtop til bjergtop, men landskabsformerne, kystforløbet, elve og søer og højdekurverne, blev udtegnet stereofotogrammetrisk på Geodætisk Instituts avancerede instrumenter, hvor stribevis af overlappende flybilleder blev studeret parvis. Udtegningen foregik i 1:20.000, og disse kort blev sammenstillet i ét stort kortblad i 1:100.000.
Kryolitbruddet i Ivigtutdalen syd for Arsuk-fjorden. (Foto Hans Pauly, 1961).
Det var dette fortrinlige kortmateriale, der dannede grundlag for GGU’s geologiske arbejde, som indledtes i 1956 og afsluttedes i 1961. Det geologiske arbejde omfattede bestemmelse af bjergartstyper og deres udbredelse og strukturer. Det færdige geologiske kortblad Ivigtut 61.V.1. Syd udkom i 1975 med en fyldig beskrivelse af områdets bjergarter, geologiske opbygning og udvikling. Heraf fremgik det, at grundfjeldet blev dannet under tre prækambriske bjergkædefoldninger, der udspandt sig imellem 3.000 og 1.750 millioner år før nu. Senere, mellem 1.500 og 1.000 millioner år, blev grundfjeldet brudopdelt og gennemsat af optrængende smeltemasser (magma), der størknede som gangsværme og i massiver som dybbjergarter (bl.a. Ivigtutgranitten med kryolitforekomsten). For ca. 140 millioner år siden varslede dannelsen af en kystparallel gangsværm, at Grønland og Canada var ved at blive adskilt, og at Davis Strædet blev åbnet ved oceanbundsspredning.
Måske på grund af den Kolde Krig kom Geodætisk Instituts topografiske kort først i handlen flere år efter, at det geologiske kortblad var udgivet. Geodætisk Institut hørte under Forsvarsministeriet og havde flere restriktioner end GGU.
Minebyen Ivigtut lå i en bred dal, der åbnede sig ud mod Arsukfjorden og var omkranset af høje fjelde mod vest, syd og øst. Kryolitbruddet målte dengang 50 x 115 meter i henholdsvis n-s og ø-v retning og ca. 60 m dybt med næsten lodrette vægge. Det delte byen i to, Funktionærbyen mod øst, og Arbejderbyen mod vest. Midt imellem på Radiotoppen lå telegrafstationen og villaen, hvor KGH's befragter boede med udsigt over minebyen. Ud til fjorden lå pakhuset, værkstederne og kajen med lastekranen samt bådehavnen. I Funktionærbyen fandtes en funktionærmesse, en lille dansk skole, et hospital med lægebolig samt en tandlægeklinik, der var åben en måned hver sommer. Jeg efterlod en visdomstand der. GGU’s geologer blev indkvarteret i rummelige lokaler i Ny Hus i Arbejderbyen.
Funktionærbyen i Ivigtut med udsigt over Arsuk-fjorden. Driftslederboligen, Slottet, ses til venstre. (Foto Marcel Burri).
Bortset fra den snes grønlændere, som vartede op i messerne eller arbejdede som tjenestepiger, kivfakker, var alle fastboende af syddansk oprindelse, de fleste af minørerne tilmed østdanske og udlært i bornholmske stenbrud.
Inden feltarbejdets start prøvede jeg at skyde genvej ved hjemme i København og i Delft at studere flybilleder udlånt af Geodætisk Institut. Herved blev det bl.a. klart, at der foruden de kendte forekomster af kvartsit, skifre og grønsten på øerne og et par næs ud for Arsuk fjorden sandsynligvis også optrådte tilsvarende dannelser i kortbladets perifere dele. Der herskede spænding ombord på N.V. Ussing, da vi som noget af det første sejlede ud for at checke, om tolkningerne holdt stik. Det gjorde de. "Nu er Berthel ikke til at skyde igennem", hviskede en af mine ledsagere til en anden, da vi også fandt de forventede bjergarter i det tredje og sidste område.
Nok havde der været mange geologer i Ivigtut før, men de havde med få undtagelser interesseret sig mest for de sjældne mineraler, som kryolitforekomsten rummede i tilgift til hovedmineralet kryolit, som er et hvidt mineral med samme lysbrydning som vand, og som derfor ikke kan ses, når det er nedsænket i vand. Deraf mineralets græske navn: issten.
Under krigen besatte amerikanerne Ivigtut for at sikre sig mod, at minen faldt i tyske hænder. Kryolit var dengang et vigtigt hjælpemiddel ved udvindingen af metallet aluminium fra bauxitmalme, og dermed et taktisk mineral. Kryolit virkede som en katalysator, der fremmede processen uden selv at indgå i den. Senere under krigen lykkedes det dog for tyskerne at fremstille syntetisk kryolit, der havde samme effekt. Ellers havde det stået sløjt til med den tyske flyindustri.
Ivigtut modtog i krigsårene alle forsyninger fra USA, bl.a. flere kasser med årgang 1937 Auvernier-hvidvin fra Neuchatel. Den var blevet 20 år, da jeg smagte den hos driftslederen, og den var stadig vidunderlig, selv om den både havde gjort rejsen fra Svejts til USA og fra USA til Grønland og havde ligget mange år i vinkælderen under Slottet, driftsleder Erik Juhls residens.
Marcel Burri nåede næsten at tæmme en ung polarræv, mens han lå i lejr på Ivigtut-halvøen. (Foto Marcel Burri).
Apropos Svejts havde GGU den første svejtsiske geolog med i 1956. Han hed Marcel Burri og var uddannet ved universitetet i Lausanne. Han var om foråret dukket op i København på vej hjem fra Göteborg, hvor han studerede maringeologi. En høj mand med dybtliggende, mørke øjne, kroget næse og krøllet sort hår, som gik i et med hans store skæg. Med en fransktalende svejtsers høflighed var han både meget energisk og yderst sympatisk. Han blev på stedet hyret til at tage med til Grønland. Her nåede han i løbet af sommeren næsten at tæmme en blåræv, som holdt til omkring hans telt på Ivigtut-halvøens plateau. Den spiste til sidst af hånden. Det var dog ikke alle, der mødte ham så tillidsfuldt.
En dag, hvor tågen havde lagt sig som en dyne over halvøen, søgte Burri ned til en hytte ved Taylors Havn. Tilfældigvis vågnede to arbejdere, som havde festet og overnattet i hytten, i det samme op. De var endnu ret alkoholiserede og troede ikke deres egne øjne, da de stak hovedet ud af døren. De så forfærdede på hinanden med åben mund. Tænkte i deres beduggede tilstand ikke på, at tåge fuldstændig forvrænger alle størrelsesforhold.
Marcel Burri, som i tåge blev forvekslet med Kristus.
De så en kæmpeskikkelse træde ud af tågen, og da Marcel Burri kom nærmere, så de kunne skelne hans ansigt, slog de uvægerligt kors for sig. De var overbeviste om, at det var Jesus Kristus i egen høje person, der kom gående imod dem. Unægtelig noget af en fejltagelse, for Marcel var overbevist ateist.
