Sommeren 1934 købte min far Hovedgaard private Realskole af skolebestyrer V. Munch, som havde ejet og drevet skolen i 18 år. Den var blevet oprettet i 1899 af et konsortium omfattende 8 forudseende og formuende mænd, købmanden, lægen, dyrlægen, flere proprietærer og en enkelt godsejer. Skolebygningen fra 1901 rummede fire klasseværelser og en gymnastiksal i stueetagen og desuden en realklasse i frontispicen og to gavlværelser på første sal. Bygningen var højt placeret i terrænet og synlig viden om, ikke mindst efter en gennemgribende ombygning i 1936, hvor østfacaden blev muret op i to etager, så der kunne indrettes yderligere to klasseværelser.
Hovedgaard Realskole.(Ukendt fotograf).
I haven bag skolen lå et lille hus med et vaskerum og fire gammeldags lokummer, to i hver gavl. Her kunne odøren blive stram, ikke mindst i sommerhalvåret. Det var mere uforklarligt, at det også begyndte at lugte afskyelig inde i tørvehuset ud mod skovvejen. Årsagen blev først opklaret hen på vinteren, da tørvestablen var blevet mindre, og de sørgelige rester af et forvildet pindsvin dukkede frem. Der var næsten kun piggene tilbage.
Haven bag skolen grænsede op til en privat skov, Tornbjergskov, som på grund af en aflåst låge og et skilt med ”Adgang Forbudt” udøvede en mystisk dragning. Jeg nøjedes i begyndelsen med at stirre ind i den spændende jungle gennem hyldehegnet, hvor gærdesmutten havde bygget rede. Senere forcerede jeg hegnet. Ved skellet lå også en kompostbunke, hvor min mor samlede champignoner, som hun nød ristede, mens min far ved den anden ende af spisebordet højlydt undrede sig over, at hun kunne få sig selv til at spise viskelæder.
På legepladsen foran skolen stillede eleverne pænt op klassevis på række, når der blev ringet ind. For den ene ende var rejst et læskur, hvor madpakkerne kunne fortæres i spisefrikvarteret. Nedenfor lå vores store private have med bestyrerboligen, som havde facade mod Gammel Horsens landevej.
Det var et enormt revir for en seksårig; nu kunne jeg gå på opdagelse uden at forlade grunden. Der var en vel 60 meter lang række stikkelsbærbuske, en ditto af hasselbuske, 8 meter ribsbuske og et rigt udvalg af kirsebær-, blomme-, pære- og æbletræer. Dertil kom 3 græsplæner i forskellige niveauer, staudebede, høje lindetræer, som var gode at klatre i, og flere hundrede meter tjørnehæk, der var så høj, at far måtte stå i trillebøren eller på et bukkebord, når han klippede den.
Haven var et fristed, hvor jeg kunne være alene. Var jeg blevet skældt ud og følte mig uretfærdigt behandlet, gemte jeg mig i hasselbuskene for at rase ud. Tænkte nogle gange, at hvis jeg tog livet af mig, så ville de voksne nok fortryde, at de havde været onde imod mig. Men det blev ved tanken, for når jeg hørte fuglene akkompagnere hasselbladenes lette raslen, stemtes mit sind mildere, og livslysten vendte tilbage.
Far var ikke blot skoleejer, skoleinspektør og lærer, han var også sin egen pedel og gartner. Han tømte lokumstønderne, satte nye ruder i, ferniserede klasseværelsernes gulve, tjærede skolepladsen og ryddede sne. I fyringssæsonen stod han ekstra tidligt op for at tænde op i syv kakkelovne, som han holdt i live i frikvartererne. Efter skoletid kom et par rengøringskoner; de tømte også asken ud og lagde i kakkelovnene. Apropos "at lægge i kakkelovnen" så kæmpede min far en næsten håbløs kamp for at lære eleverne, at man ikke kan "ligge i kakkelovnen". Selvom han gang på gang viste dem, at der ikke var plads nok, blev de ved med at "ligge i kakkelovnen". Det vender sig stadig i mig, når jeg "ligger mærke til" den manglende sprogkultur i tv og radio.
Privatboligen var en rummelig rødstensvilla med fire loftsværelser. Bag den lå en brolagt gårdsplads, der blev luget regelmæssigt ligesom den lange gang, der førte op til skolen. Da vi flyttede ind, var det småt med sanitære bekvemmeligheder. Der var en gruekedel i vaskekælderen, et stort landkomfur i køkkenet, vandpost midt på gårdspladsen og et lokumsskur med bræt og tønde, hvor den kalkede bræddevæg var prydet med Alfred Schmidts tegninger fra Blæksprutten. Næsten som hos grisehandleren i Matador! Ved siden af fandtes en lukket mødding til kakkelovnsaske og køkkenaffald. Engang far var ved at tømme den, begyndte han pludselig at hoppe og danse vildt. Lidt efter fik rotten, som havde forsøgt at kravle op i hans bukseben, heldigvis et ordentlig dask med skovlen. Vi var virkelig flyttet på landet. Vandposten skulle man vænne sig til, den skulle spædes, og derfor skulle spanden ved siden af altid fyldes op, når vi havde hentet vand.
Der gik ikke mange vintre, før der blev installeret centralvarme og indrettet et badeværelse med træk og slip og badekar oppe på loftet. Væggene var lavet af mørke masonitplader, men takket være lyset fra et lille tagvindue kunne jeg uden at tænde for kontakten sidde uset og læse i fred og ro, indtil det ruskede i døren. Her blev også udført kemiske eksperimenter med afbrænding af gas, når Ib og jeg hver fjortende dag kom i varmt karbad. Nedsænkede i det fælles bad skiftedes vi til at opsamle prutter i en emaljeret blå sæbeskål, som vi holdt under vandoverfladen med bunden i vejret. Når skålen var fuld, blev biogassen sluppet fri og antændt med medbragte tændstikker. Det gav et puf og en synlig, blålig flamme. Vi havde bevist, at prutter indeholder metan.
Udendørs blev der muret en garage til den høje gamle Ford og en høj mur med en aflåselig port ind til gårdspladsen. Den låste far hver aften, ligesom hængelåsene i dørene til de rødmalede tørve- og brændeskurene. Taget på skurene kunne holde til, at jeg gik på det. Solvarmt tagpap føltes godt under bare fødder. Det var her, jeg foranstaltede mit første og eneste forsøg på at flyve alene ved viljens kraft. Jeg drømte tit, at jeg kunne flyve, svæve frit rundt i luften. Jeg behøvede blot at spænde musklerne for at dirigere flyveretningen og styre fri af ledninger og andre forhindringer. Da jeg ikke var helt sikker på, at det også ville fungere i vågen tilstand, startede jeg ikke den forventede flyvetur ud mod gårdspladsen, hvor jeg, hvis forsøget mislykkedes, ville blive tvunget til at nødlande på stenbroen. Den var Ib og jeg ellers særdeles fortrolige med, for det at luge stenbro var ligesom stikkelsbærplukning og opsamling af nedfaldsfrugt børnearbejde.
Nej, jeg startede min flyvetur den modsatte vej, hvor det gik op ad bakke, og ribsbuskene næsten nåede op til taget. Jeg havde klogelig nok sørget for, at ingen så mig. Spændte så alle mine muskler, sendte al min viljekraft gennem tankens brændeglas - og kastede mig ud. Min skepsis viste sig at være begrundet. Min viljeskraft kunne ikke overvinde tyngdekraften. Heldigvis var ribsene umodne og efterlod ikke blodige pletter på mit tøj, da jeg viklede mig ud af buskens tætte bladhang. Skuffet? Både og! Jeg havde fået en erfaring uden at være kommet til skade. Nu måtte jeg nøjes med at flyve i drømme.
Drømme optog mig for øvrigt meget. Jeg var begyndt at fundere over, om drømmeverdenen var den virkelige verden, og den vågne verden var en drømmetilstand. Da jeg forelagde teorien for min far, holdt han som fysiklærer naturligvis på, at den verden, hvor tiden aldrig gik baglæns og som lod sig måle med et ur, var den virkelige.
Da både min far og mor underviste på skolen, kom jeg i skole som seksårig, inden jeg blev skolepligtig. Hvor skulle de ellers gøre af mig? Vi havde ikke ung pige i starten. Den første, mor ansatte, hed Karen; hun blev hos os i flere år. Jeg kan huske lugten, når der var hovedrengøring, og gulvtæpperne blev vasket i ildelugtende udtræk af kvillajabarkspåner ude på gårdspladsen. Når Karen sidst på eftermiddagen lavede varm middagsmad, som serveredes klokken seks, var jeg fast køkkenskriver; madlavning havde tidligt min interesse - og om vinteren var der dejlig varmt i køkkenet.
Jeg var den yngste i klassen, men, trøstede mine forældre mig med, jeg kunne altid gå en klasse om, hvis det kneb at følge med. Da jeg ikke havde lyst til at blive oversidder, tog jeg mig altid sammen før prøver og eksaminer. Skolen havde kun fire underklasser, men undervisningen var til gengæld så god, at jeg som syvårig kunne skrive breve til min bedstemor og læse en børnebog på en time. Men da jeg kom i mellemskolen og skulle skrive tyske stileøvelser, lærte jeg min mors røde blæk at kende. Det gik bedre i hendes fransktimer, og jeg bestod realeksamen med et rimelig pænt resultat som 15-årig.
Når skoledagen var slut, drak vi eftermiddagsthe, men jeg så ikke altid lige meget frem til Assong-theen og sigtemadderne med Ramona-marmelade. Hyggen ved thebordet fordampede, når mine forældre begyndte at opremse, hvad jeg ikke havde kunnet i deres timer. Heldigvis sladrede de andre lærere ikke dagligt om min indsats og opførsel. Det kom først frem under lærermøderne, hvor der blev givet karakterer og vidnesbyrd. Derfor kendte mine forældre altid min karakterbog, før jeg selv fik den at se.
Skolebestyrerens søn ses som nr. 2 fra venstre blandt sine realklassekammerater.
Som søn af skolebestyreren fik jeg ingen positiv særbehandling; snarere det modsatte. Jeg tror, at geografi-, sang- og gymnastiklæreren nød at give bestyrerens søn nogle ekstra hårde lussinger. Han kunne også blive så rasende, at han bankede mit hoved ind i væggen. Når jeg alligevel ikke hadede ham, var det nok fordi han var en forbandet dygtig lærer, og at jeg gerne ville lære noget. Min far lagde heller ikke fingrene imellem, når jeg stod til lussinger, men det var ligesom mere forståeligt, at han ikke kunne lade mig slippe lettere. Det kneb dog lidt med forståelsen en dag, hvor der var ringet ind og alle klasser stod på række. Jeg husker ikke min forsyndelse, kun at jeg blev trukket op på trappen og for øjnene af alle blev tildelt en sviende ørefigen.
Nu var jeg nok en ret livlig elev, i hvert fald i frikvartererne. Yndede at lege politibetjent og kom tit op at slås med de større og ældre elever. Så prøvede jeg at komme tæt ind på dem og få armene anbragt omkring deres liv, så jeg kunne klemme luften ud af dem. Dengang kunne jeg kravle op i et tov ved kun at bruge armene. Var modparten for stor og vaks, kunne det dog ende med, at jeg fik halsen og hovedet i klemme mellem modstanderens ben. Så var nederlaget totalt, hvis ikke min mere fredeligt anlagte storebror Ib greb frelsende ind.
