Nok var der en læge knyttet til Kryolitbruddet, men mens jeg var stationeret i Ivigtut døde en bager af for sent erkendt blindtarmsbetændelse, og en officersdatter fra Grønnedal, som nåede at komme på operationsbordet, døde under narkosen. Da Fylla Hansen fik ondt i maven og søgte læge, blev han spurgt om, hvilken behandling han kunne tænke sig. Det var for meget for Fylla Hansen. Som en vred Humphrey Bogart rejste han sig i sin ikke særlig høje fulde højde og så lægen stift i øjnene, mens han snerrede: "Sig mig, er det Dem eller mig, der er læge. Se så at komme i gang". Efter at lægens kone var rendt fra ham, fik han i øvrigt valget mellem at sige op selv eller blive fyret. Han sagde op og blev senere narkoseoverlæge ved et syddansk provinssygehus.
Hospitalet i Julianehåb var sikkert udmærket efter grønlandske forhold, men havde ikke særlig erfaring i behandling af tredjegradsforbrændinger. Lægerne lod John Ferguson ligge en måned uden at gøre ret meget andet end at skifte forbindinger og bækken. Der gik betændelse i sårene, almentilstanden blev forringet, og da nyresvigt truede, telegraferede de og tilrådede, at patienten blev overført til Kommunehospitalet i København. I håb om, at han kunne blive fløjet hurtigt hjem, blev han sejlet til Narsarsuaq med lægebåden. Men vejret var imod os.
Skydækket lå i knapt hundrede meters højde og skjulte fjeldene omkring basen, og intet tydede på, at det snart ville klare op. SAS-fly måtte overhovedet ikke lande i Narsarsuaq; Marinestationen i Grønnedal ville gerne hjælpe, men kunne desværre ikke og ville heller ikke anmode amerikanerne i Thule om assistance. Så tiltog jeg mig selv myndighed og telegraferede direkte til US Air Base Thule, men svaret herfra var også negativt. Vejrudsigten var for dårlig til, at en rescue -flyvning kunne udføres. Orienteret telegrafisk om disse forgæves forsøg og om situationens alvor gik Ellitsgaard i aktion hjemme i København.
Det blev Iceland Air, der gennemførte rescue -flyvningen med en DC 4'er, ført af to islandske piloter, som havde fløjet i Royal Air Force under krigen og kendte indflyvningen til Narsarsuaq godt. De cirklede en tid på må og få over skyerne, som ikke blot skjulte basen, men også Twin Sisters, et par 1000 meter høje tinder. Men da den isfyldte Qôrnoq Fjord et kort øjeblik kunne skimtes gennem et hul i skyerne, vidste piloterne præcist, hvor de befandt sig. De lod DC 4'eren gå ned gennem skyerne i en snæver spiral, indtil isskosserne dukkede op få meter under flyet, og de under tågen kunne se fjordens bredder. Så fløj de i et stort højresving mod Qassiarsuk, holdt sig netop fri af de lave fjelde og satte kurs mod landingsbanen. Jeg husker endnu, hvordan DC 4'eren pludselig dukkede ud af ingenting. Vi jublede.
Qôrnoq Bræ, som Iceland Air-piloterne genkendte.
Flyet medbragte en dansk læge, og et par af sæderne var inden afgangen fra København blevet udskiftet med en båre. Nu skulle det bare tanke op. Men dermed var genvordighederne ikke slut. Da John Ferguson og hans gode ven, James Stewart, var kommet ombord, ville højre motor ikke starte, og flyet tabte til sidst strømmen. Stort postyr, jeeps kørte frem og tilbage mellem startbanen og værkstedet i barakbyen, og der blev fremskaffet en generator og et par projektører. Til sidste lykkedes det for det amerikanske ground personel at opstøve et hanstik, som passede til hunstikket i bugen på DC 4'eren. Genopladningen kunne begynde.
Imens havde den islandske mekaniker, som var iført lys cottoncoat, fjernet et dæksel i bunden af højre motor og stukket hoved og overkrop op i den. Han blev deroppe og holdt på et eller andet relæ, indtil motoren efter flere forgæves forsøg endelig sendte en sort røgsky ud og gik i gang. Da han med sod i håret og tilsvinet cottoncoat kravlede ud og skruede dækslet på igen, klappede tilskuerne spontant.
Efter at motorerne var varmet op og hjulklodserne taget, rullede DC 4'eren ud ad startbanen. Tankene var fulde, men der var kun tre besætningsmedlemmer og tre passagerer ombord, så flyet steg stejlt opad og forsvandt i skydækket med vestlig kurs ... midt mellem det høje Steenstrup-fjeld ved Narssaq og Redekammens savtakkede tinder syd for Tunugdliarfik Fjord.
Båret af en jetstrøm højt over Atlanten fløj Iceland Airs DC 4'er nonstop til Kastrup. Her ventede en ambulance med en hospitalsseng fra Kommunehospitalet på John. Da det næste gang blev sommer, havde lægerne, først på Kommunehospitalet, siden på Diakonisse Stiftelsen, transplanteret stykke efter stykke af huden fra benet til hans overkrop og hoved, repareret hænderne og bygget ørerne så meget op, at han igen kunne gå med briller. I alt 69 narkoser, og alligevel måtte John, da han endelig blev udskrevet, leve med, at S-togspassagerne vendte sig og gloede nysgerrigt på hans arrede ansigt og lille kalot. Det værste varige men, han fik, var måske, at han havde mistet en tredjedel af sine svedkirtler og derfor altid ville få svært ved at arbejde under varme himmelstrøg.
Men modet havde han ikke mistet. Da han i 1960 igen rejste med GGU til Sydvestgrønland og blev spurgt, om han ville sejles eller flyves ud til sit arbejdsområde i Ilimaussaq-intrusionen, svarede han: "Flyve". Efter at have færdiggjort sin disputats og boet et par år i Sydafrika immigrerede John til Australien. Ikke på grund af det med svedkirtlerne, men fordi han som engelsk sydafrikaner ikke kunne forlige sig med apartheidstyret.
På mit skrivebord står endnu den dukke, John forærede mig efter sit første besøg hjemme hos forældrene. Det er en lille negerpige, som ikke er større end min tommelfinger. Desværre har hun nu mistet sin ene arm, men hun smiler stadig.
