Det var ikke aprilsnar; der faldt vitterlig over 20 centimeter sne i Nærumvænge natten til den 1. april 1961. Men da morgenposten kom, fik vi andet at tænke på. Vi åbnede spændte den store konvolut fra Aarhus Universitet, for professor Thamdrup havde tidligt samme morgen ringet og fortalt, hvem bedømmelsesudvalget havde indstillet til det ledige professorat i Aarhus. Det var næsten for godt til at være sandt.
Først da vi sad med den detaljerede bedømmelse i hånden og sort på hvidt kunne læse, at bedømmelsesudvalget fandt, at dr. Berthelsen var den ud af de fem ansøgere, som havde vist størst idérigdom og størst selvstændighed i valg og udformning af sine videnskabelige arbejdsopgaver, brød jublen ud i det lille rækkehus. Det var ikke aprilsnar. De fire bedømmere indstillede mig enstemmigt til professoratet. Sussi var henrykt på mine vegne og glad for at kunne flytte fra enderækkehuset i Nærumvænge, hvor kælderen havde været oversvømmet og der voksede grøn mug i de indbyggede klædeskabe. Lidet anede vi, at i den henseende ville nissen flytte med.
Kort efter, at vi havde åbnet brevet, ringede Wienberg og ønskede til lykke. Han var selv blevet ret uretfærdigt bedømt, i hvert fald var meget af det, han havde skrevet om sig selv i sin otte sider lange ansøgning slet ikke blevet omtalt. Han havde hang til petitesser, men var en god kammerat. Da jeg mødte op på Museet, modtog en jævnaldrende kollega i GGU mig derimod med en lidt sur bemærkning om, at jeg i alt fald kunne glæde mig over at være den, der var blevet indstillet i første omgang. Underforstået, at det måtte være en fejltagelse, som ville blive rettet. Der var rigtigt nok en uges klagefrist, og to af ansøgerne klagede da også og fik pyntet lidt på deres bedømmelse, men det ændrede ikke på konklusionen og indstillingen. Dengang blev alle professorbedømmelser offentliggjort i universitetets årbog. Det sikrede ansøgerne mod nepotisme, og afholdt kandidater, der var mere nysgerrige end kvalificerede, fra at søge, for der blev ikke givet ved dørene. Når min GGU-kollega ikke jublede, skyldtes det nok mest, at jeg en måned tidligere, hvor jeg ikke troede, jeg have chancer i Århus, havde opsagt mit job som honorarlønnet statsgeolog ved GGU og var trådt tilbage i den amanuensisstilling ved Museet, som jeg havde været udlånt fra. Det affødte en bemærkning fra Knud Ellitsgaard, min daværende chef, om at ingen var uerstattelig.
Noe-Nygaard reagerede mere positivt. Han var også ved at drukne i undervisning, fordi en gammel studieordning skulle afvikles gradvist, samtidig med at en ny blev startet op. Inden jeg sagde op i GGU, havde jeg bedt Ellitsgaard om at blive fritaget for at rejse til Grønland om sommeren. Tanken om igen at være adskilt fra familien og skulle lege spejder i Grønland, huede mig ikke. Sussi var heller ikke begejstret for snart hver sommer at skulle klare alt derhjemme i 4-5 måneder. Så foretrak vi den mindre amanuensisløn. Jeg havde jo også mine ekstrajob og et lektorat i strukturgeologi, som Noe havde skaffet mig.
Lykken tilsmilede mig hurtigere end ventet. Jeg nåede kun at være amanuensis ved Museet i en måned, inden jeg per 1. maj blev udnævnt i Aarhus. Det er en velkendt sandhed, at man for alvor lærer sine venner at kende i modgang, men hvis man pludselig får for meget medgang, opdager man også, hvem der er ens sande venner. Da vi rykkede teltpælene op og flyttede til Aarhus, lånte Kræmarius og Kirsten os deres røde Fiat 600 i to uger, så vi kunne se os om efter en passende bolig. Sig så ikke, at geologer og geografer ikke kan forliges. Kræmarius og jeg havde begge deltaget i Den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition i 1950.
Takket være et klækkeligt arveforskud fra min far blev vi i stand til i Risskov at købe en ca. 40 år gammel, rummelig villa med palæruder, med rød løber på den hvidmalede trappe i hallen, fyldningsdøre og træpaneler. Det var nok mere min smag end Sussis, men da køkkenet blev tiptop-moderniseret, accepterede hun valget. Gulvene i stueetagen blev også slebet af og lakeret, inden vi flyttede ind, men desværre ville lakken ikke størkne, så gulvmanden måtte gøre arbejdet om. Vi ryddede et rum ad gangen og prøvede at holde støvet ude fra de andre. Det varslede ikke godt.
Haven var velanlagt, der var et pragtfuldt magnolietræ, rosenbede, stedsegrønne vækster og desuden tre store egetræer, hvor der boede en flagspætte i det ene. I den tilstødende skov var der mange flere egetræer og når anemonerne var blomstret af, bredte ramsløgene sig og spredte deres bedøvende og særprægede duft.
Jeg fik snart min sag for som bladsamler. Det var årtier før Søren Ryge Petersen docerede, at det ikke er nødvendigt at rive blade sammen om efteråret, og selv om han havde sagt det dengang, ville det ikke have hjulpet. Egeblade er så rige på garvesyre, at de omsættes yderst langsomt. De ville have kvalt næsten alt i haven, hvis de ikke var blevet fjernet. Kun de store blå hortensiabuske op mod skovbrynet og rododendronerne ville have kunnet tåle det; de elskede surbund.
Kort efter vi havde skrevet slutseddel, og mens villaen henstod ubeboet, indtraf det første uheld. Et afløb fra verandaen på første sal forstoppede, og loftet i hallen blev vandskadet. Det klarede jeg dog selv med elvergrøn plastmaling. Hvad værre var, var at det charmerende gamle palæ desværre begyndte at vise umiskendelige tegn på at være kommet i klimakteriet. Trådnettet i stueetagens loftspuds var blevet så mørt, at pudset begyndte at drysse med hvide kalkflager på møbler og gulv. Stuerne måtte igen ryddes en efter en, så der kunne sættes gipsonitplader op til at holde på pudset. Støvsugeren stod næsten altid fremme. Da jeg hvilede min bagdel på radiatoren i soveværelset, gik den løs fra væggen, men det lykkedes mig at mure den fast igen med en spand cementmørtel lånt fra universitetsbyggeriet.
Da vi en sommer vendte hjem fra ferie, opdagede vi, at afløbsrøret fra toilettet og badeværelset på 1. sal var tæret igennem, og desværre dryppede det direkte ned på gaskomfuret. Nogen tid efter, at det var blevet udbedret, begyndte afløbet at få sværere ved at fungere. Forklaringen kom først, da jeg en dag åbnede den dør, jeg selv havde sat op ved nedgangen til kælderen. Der lå ca. 10 cm lort på gulvet i vaskerummet og helt ud i kældergangen. Kloakrøret uden for huset var forstoppet, og alt det, vi havde skyllet ud fra 1. sal var trængt op igennem risten i vaskerummet og havde bredt sig ud over kældergulvet derfra.
Når nøden er størst, lærer man også sine nye venner at kende. Vor gode nabo, ingeniør Ib Knudsen, hvis datter var bedsteveninde med Grit, gravede sig kyndigt frem til forstoppelsen i kloakrøret og hjalp med til at bære spandevis af human fæces og urin op fra kælderen, mens vi kæderøg store cigarer.
Så var trængslerne også stort set overstået. Der var dog stadig et par forstoppede afløb fra tagrenderne, og vinduerne på husets bagside trængte stærkt til at blive malet udvendigt. Det nåede jeg det sidste efterår, vi havde huset, inden frosten satte ind, på nær et af badeværelsesvinduerne. Det var endnu ikke malet færdigt, da jeg i 1983 kom til Aarhus til min fars bisættelse. Han blev kremeret, og Ib kørte i sin campingvogn urnen til Stenlille, hvor urnen blev gravsat ved siden af min mors jordiske rester.
Det sidste år i Villa Egely var der heller ikke meget blus på gaskomfuret. Vi fortrængte dog frygten for, at gasledningen skulle være blevet forstoppet af gasfedt, og overbeviste os selv rationelt om, at det lave gastryk nok skyldtes, at vi boede lige ved kommunegrænsen. Da vi senere solgte villaen, blev den forklaring heldigvis taget for gode varer af køberens advokat.
Jo, husnissen fra Nærumvænge flyttede sandelig med til Villa Egely. De fem år i Risskov blev på mange måder en prøvelsernes tid, ikke mindst for Sussi, som efterhånden kom til at hade synet af håndværkere og aldrig kom til at elske Smilets By. Det hjalp ikke, at en venlig tilflytterfrue trøstende sagde, at de første 25 år havde været de værste for hende. Det gjorde det heller ikke bedre, at århusianske fruer i persianerpels stoppede op og stirrede uhæmmet på Sussis fodformede sko.
Vi kom imidlertid hurtigt til at sætte stor pris på familien Knudsen i villa Kratly, vores naboer til vandsiden. Vores Grit og deres Helga fandt hurtigt hinanden gennem hullet i hækken. Hr. og fru Knudsen havde også set verdenen uden for Aarhus. Foruden rigsdansk og deres fødeegns dialekter (århusiansk og sønderjysk) talte de også portugisisk, da de havde opholdt sig i Brasilien i flere år.
Motiv fra Gudhjem havn. Det var dette oliemaleri, som Preben Hornung kommenterede, da han besøgte Villa Egely i Risskov. Det tilhører Grit Berthelsen.
Uanset alle skavankerne dannede Villa Egely rammen om en del vellykket selskabelighed. Middage for universitetskolleger og overnattende gæster fra København og udlandet. Vi havde bl.a. besøg af vor gamle bekendte Preben Hornung, som var kommet til Aarhus for at udsmykke konsistoriums mødeværelse. Da vi viste Egely frem, stoppede han op foran et maleri fra Gudhjem, som kunne minde lidt om hans egne jernbaneoverskæringer, og spurgte, hvem der havde malet det? Jeg svarede, at det var mig selv, og blev faktisk rævestolt, da han bemærkede:" Dig kunne jeg godt tænke mig at lære at male".
