I denne avisartikel nævnes, at jeg også tog mig af studenternes problemer ud over det studiemæssige. Bl.a. ved at påtage mig hvervet som formand for Børglum Kollegiets foreløbige bestyrelse og bidrage til udarbejdelsen af nye utraditionelle statutter for kollegiets ledelse og drift. Aarhuus Stiftstidende 2.10.1965.
Det skal ikke nægtes, at der i 60'erne var noget om snakken om Det skæve Danmark. Mig bekendt har Aarhus Universitet aldrig formået at lokke professorer fra Københavns Universitet til Aarhus, højst en enkelt fysikprofessor fra DTH. Derimod er adskillige århusianske professorer i tidens løb "hoppet af" til København, selv om det var en uskreven lov, at man ikke søgte til Hovedstaden, når man først var blevet udnævnt i Aarhus. Det unge universitet ville helst ikke fremstå som en gennemgangslejr, og frem for alt ikke riskere at få ry som et andenrangs-universitet.
En af mine århusianske koleger, professor i geografi, dr. phil. Johannes Humlum, overtrådte denne uskrevne lov, og det styrkede ikke hans popularitet - og heller ikke universitetets renomme, for Humlum blev forbigået af det københavnske bedømmelsesudvalg. Han måtte pænt forblive i Aarhus og kæmpe videre for sit projekt om den midtjyske motorvej.
Da undervisningen ved den naturhistoriske faggruppe i Aarhus var tilrettelagt, så man enten begyndte med at læse biologiske fag (zoologi og botanik) eller geofag (geografi og geologi), kom Humlums mislykkede flugtforsøg også til at skade geologien. Det blev sværere at overbevise de andre professorer i fakultetet om, at geologien, og dermed også geografien, skulle udbygges hurtigst muligt, så vore studenter kunne gennemføre hele deres studium i Aarhus.
Fakultetet var nødt til at prioritere, for Undervisningsministeriets midler, det man i dag kalder ressourcer, steg ikke i takt med studentertilgangen og behovet for større bevillinger og flere stillinger. Det blev til mange og lange aftenmøder i fakultetet med kandevis af sort kaffe og store cigarer. Da der ikke blev serveret alkohol, krævede det undertiden stor selvbeherskelse at opretholde den Metzger'ske balance. Jeg lærte efterhånden at holde min mund, indtil den førende taktiker fra den hårde kerne havde haft ordet. Han fandt altid noget positivt i de forudgående indlæg, roste dem og konkluderede så, at der så ud til at være bred tilslutning til et kompromis - uden at nævne, at dette i virkeligheden ikke var noget kompromis, men det, han selv ønskede vedtaget. Når trætheden efter flere timers forhandling havde bredt sig i forsamlingen, var denne taktik forbavsende effektiv.
Ved at anvende den samme dialektiske metode og vente med at tage ordet, indtil taktikeren havde resumeret, lykkedes det mig efterhånden at få flere og flere af geologiens ønsker tilgodeset. Vi fik flere videnskabelige og ikke-videnskabelige medarbejdere og øgede driftsbevillinger, og efter Svend Saxovs udnævnelse fik vi bevilget endnu et professorat. Indtil det blev besat, fungerede professor emeritus Karl Gripp fra Kiel Universitet som vikar i embedet.
Fakultetet var i starten ikke begejstret for at ansætte en ældre tysker, men da jeg fortalte, at Karl Gripp sidst i 30'erne var blevet afskediget af nazisterne og først var blevet genansat efter krigen, vandt forslaget fuld tilslutning. Professor Gripp var en fremragende pædagog og hans ophold i Aarhus fik stor betydning for de første studenterårgange. Han skænkede sin vikarløn til universitetets ekskursionsfond, så han hver uge kunne fylde tjenestebilen op og drage på ekskursion med studenterne.
Der blev også bevilget og opslået to nye geografiprofessorater, men fakultetet besluttede, at jeg skulle være medlem af bedømmelsesudvalget, der ellers omfattede tre københavnske geografiprofessorer. Det kom til at belaste mit forhold til professor Humlum alvorligt. Modsat de københavnske medlemmer fandt jeg som fakultetets pladshund ikke nogen af de tre ansøgere for kvalificerede - og minsandten om ikke to tredjedele af fakultetet fulgte min mindretalsindstilling og forkastede flertallets. Det gjorde et stort indtryk på mine århusianske kolleger, at to af de københavnske professorer uden at tænke over det nikkede samtykkende, da jeg fremlagde min mindretalsindstilling. Den tredje nikkede ikke, men blev stram i ansigtet. Det var professor Niels Nielsen, alias Bette Niels, som min far havde fulgt i skole, og som jeg som barn havde drukket the med i Mors fine stue i Hovedgaard.
Der blev ikke blot kæmpet om stillinger og penge. Også om byggegrunde. Anført af professor Thamdrup prøvede de biologiske fag at få gennemført et bytte, så der kunne opføres et biologisk institut på den grund, der var tiltænkt geologiske institut, mod at geologien til gengæld fik en større byggegrund på et kommunalt kolonihaveareal på den anden side af Langelandsgade. Jeg måtte af samme grund en sommer afbryde mit feltophold i Troms to gange og rejse hjem for at sikre mig, at rektor Hammershaimb ikke faldt for kollega Thamdrups overtalelsesevner og accepterede et bytte af byggegrunde. Der gik over 20 år, før Aarhus Kommune frigav det kolonihaveareal, Thamdrup ville pådutte mig, til universitetsbyggeri. Nu er der indrettet en Forskerpark på arealet.
Den første, der hoppede af til København, var min gode ven og samarbejdspartner Christian Overgaard Nielsen, som var professor i jordbundsbiologi og holdt til på Molslaboratoriet. Han var egentlig professor Thamdrups "opfindelse", men havde fået nok af intrigerne i faggruppen. Da en meget tiltalende og dygtig matematikprofessor også hoppede af, begyndte Sussi og jeg at tælle på knapperne. Noe-Nygaard havde haft følere ude, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage til København.
Hjemme i Villa Egely besluttede vi at lade det komme an på en prøve, at lade Aarhus træffe afgørelsen. Jeg havde i et par år været formand for det nye Børglum Kollegiums bestyrelse, så da der blev opslået en eforstilling med tjenestebolig ved kollegierne i Universitetsparken, søgte jeg den. Fik jeg stillingen, ville vi flytte til Universitetsparken og blive i Aarhus. Fik jeg den ikke, var vi parate til at hoppe af og sælge Villa Egely.
Jeg fik ikke eforatet - og sagde så et fortroligt ja tak til Noe-Nygaards sub rosa-forespørgsel, om jeg ville være sindet til at modtage en kaldelse til København, når professor Rosenkrantz gik af. En kaldelse var kun mulig, såfremt de fire geologiprofessorer i København var enige, og fakultetet tilsluttede sig, at stillingen blev besat uden opslag.
Denne form for "uansøgt forfremmelse" stred ikke mod den uskrevne lov; metoden var også blevet benyttet, da Overgaard Nielsen og matematikeren hoppede af. Der gik imidlertid både påske og pinse, inden kaldelsen blev officiel, og imens måtte jeg foregive at være lykkelig for at være i Aarhus. Først lige før bomben sprang, orienterede jeg de fakultetsmedlemmer, jeg regnede for mine venner; de andre måtte nøjes med at læse nyheden i aviserne. Det skete i agurketiden, så min afhopning kom på forsiden i både Stiften og Berlingske Tidende. Instituttets sekretær, Randi, som var den første jeg havde ansat, gav mig "Det forsømte forår" i afskedsgave, og den videnskabelige stab forærede mig en sølvhammer med inskription.
Mange år senere, da jeg en aften i Videnskabernes Selskab faldt i snak med den tidligere rektor ved Aarhus Universitet, professor Hammershaimb, betroede jeg ham, at jeg faktisk ville være blevet i Aarhus, hvis jeg havde fået eforstillingen med en tjenestebolig i Universitetsparken. Han så nærmest bedrøvet på mig og sagde: "Jamen kære, det skulle De bare have sagt dengang, så havde De da fået stillingen".
Det burde jeg måske have glemt eller fortrænge. Så ville den elskværdige professor Hammershaimbs glorie ikke være blegnet i min erindring.