Sørvaranger fylke i det nordøstlige Norge ligger omkring 70º nordlig bredde i det polare klimabælte, hvor den korte sommer med midnatssol afløses af en lang og mørk vinter. Fylket lå dog hele året i skyggen af Sovjet.
Første gang jeg kom til Sørvaranger, landede jeg i Kirkenes med ruteflyet fra Oslo. Flyvepladsen blev mest benyttet af norske jagerfly, som afpatruljerede luftrummet op mod grænsen til Sovjetunionen. Landingsbanerne var anlagt på en marin terrasse, der lå direkte ud mod Varanger-fjorden og Barentshavet.
Jeg blev modtaget af Thor Sverdrup, der da havde forladt NGU og var blevet prospekteringschef i mineselskabet Sydvaranger A/S, og af selskabets mangeårige konsulent, professor Jens Bugge fra NTH i Trondheim. Det lave bjerglandskab var klædt i hvidt, de to vandsøer var islagt, og sneen knirkede under snekæderne, da vi kørte til minekontoret i Bjørnevatn, hvor jeg blev præsenteret for de problemer, jeg var blevet tilkaldt for at hjælpe med til at løse.
Mineselskabet havde i årtier brudt en forekomst af kvartsbåndet jernmalm (BIF: Banded Iron Formation), som sammen med skifre, gråvakker (urene sandsten) og konglomerat indgik i en mere end 2,5 milliarder år gammel lagserie, som var foldet og lettere omdannet. Brydningen, som indledtes før Første Verdenskrig, foregik i mange år i den nordligste del af malmfeltet. Her var malmhorisonten fortykket inden for et foldetrug, men efterhånden var det åbne brud blevet så dybt og bredt, at affaldsbunkerne med ikke-malmførende gråstein spærrede for videre brydning.
Derfor udførtes et stort antal diamantboringer i de centrale og sydlige dele af det næsten 10 km lange jernmalmsfelt, men her viste strukturerne sig at være langt mere komplicerede, og det var vanskeligt at beregne malmreserven. Brydningen var på kanten af det rentable, selv om selskabet modtog betydelige tilskud fra staten, som af både politiske og militærtaktiske grunde ønskede at opretholde aktiviteten og beskæftigelsen i denne nordøstlige grænseregion, hvor Norges, Finlands og Sovjetunionens grænser fletter sig ind i hinanden. En otte kilometer lang jernbane, Norges nordligste, fragtede malmen fra Bjørnevann til oparbejdningsanlægget i Kirkenes, og herfra blev malmkoncentratet udskibet som pellets, nøddestore kugler, der var lette at laste og losse og kunne hældes direkte i højovne.
Det var lidt af en uriaspost, jeg blev sat på, for jernmalmens indhold af magnetjernsten (magnetit) gjorde det umuligt at bruge strukturgeologens vigtigste værktøj, geologkompasset, til at måle lagdelingens rumlige orientering i malmens nærhed. Malmfeltet var dog opmålt med landmålerteknik, og de lokaliteter, hvor malmen gik i overfladen, var omhyggeligt indtegnet på deltaljerede 1:10.000 kort. Hvor malmen ikke var blottet, var den søgt lokaliseret ved grøftegravning eller diamantboring. Der var ikke de store højdeforskelle, men topografien var alligevel tilpas varieret til at gøre det let at orientere sig uden brug af kompas. Vegetationen spærrede ikke for udsynet, da skovgrænsen lå syd for malmfeltet.
Udsigt over det næsten træløse landskab syd for Bjørnevann. I det fjerne ses Pasvik-elven og Sovjetunionen.
Dette første besøg blev optakten til en flerårig konsulentindsats i nært samarbejde med minens bergsingeniør, Oskar Nystad, som havde et indgående kendskab til malmfeltet og boreresultaterne. Han var født og opvokset i Sørvaranger og havde fået sin uddannelse ved NTH. Under Anden Verdenskrig havde han som barn oplevet de sovjetiske luftbombardementer og havde sammen med 3000 af sine landsmænd i næsten to måneder holdt sig skjult i en gammel minetunnel ved Bjørnevatn, mens tyskerne nedbrændte Kirkenes, og sovjetiske tropper under svære kampe indtog området i oktober 1944.
Den første sommer kørte Mona og jeg fra København den lange vej gennem Sverige og Finland til Kirkenes, og på tilbageturen var bilen tungt lastet med sten- og malmprøver til Museets skolesamling. På fru Bugges anbefaling valgte vi at lægge feltarbejdet i august måned, efter at myggehorderne og knotterne havde kulmineret, og hvor multebærrene i myrerne var begyndt at modne. På den tid var vejret som regel rimeligt godt og tilpas køligt, til at man ikke svedte. Men gik vinden i nord, bredte polarkulden fra Barentshavet sig, og vi måtte arbejde med handsker på, selv om det så var vanskeligt at nedskrive observationerne og tegne skitseprofiler.
Vi opdagede hurtigt, at alle broer og bjergveje i området var grundigt mineret med tilsluttede elektriske kabler, så de trafikale flaskehalse kunne sprænges i luften ved at trykke på en knap, hvis russerne kom. Alligevel kunne vi, ligesom omstrejfende rensdyrflokke, færdes frit overalt. Vi skulle blot passe på ikke at komme i vejen for de kæmpestore dumptors, som kørte malmen op til knuseværket, og skulle tage os i agt, når der blev varslet sprængning. Minen havde sin egen sprængstoffabrik, og ved de store sprængninger kunne man på stor afstand føle jorden ryste under én og se den flere hundrede meter lange og over halvtreds meter høje brudvæg løfte sig og synke rygende sammen ved foden af væggen, inden braget forsinket indfandt sig.
Den udsprængte jernmalm blev i store, specialbyggede lastbiler (dumptors) fragtet til Bjørnevann og derfra med tog til oparbejdningsanlægget i Kirkenes. Den lille folkevogn viser, hvor enorm lastbilen var.
Jeg begyndte først at få hul på kokosnødden, da jeg udstrakte kortlægningen til omgivelserne, hvor jeg kunne bruge kompasset. Da jeg så arbejdede mig ind mod malmfeltet, opdagede jeg, at hele den malmførende lagserie var overskudt og gennemsat af flere interne overskydninger, som var blevet foldet efter deres anlæg. Én af dem, Store Fisketind-overskydningen, havde skudt malme fra det sydlige malmfelt ind over det centrale malmfelt. Den opdagelse løste problemerne med at korrelere malmhorisonterne i borehullerne, og jeg kunne udarbejde kort, der viste, hvor dybt malmene lå under og over overskydningsplanet. Store Fisketind-forekomsten viste sig derved at består af to malmlegemer, som overskydningen havde bragt i indbyrdes kontakt.
Overskudt og genfoldet ligmalm (LM) og Oscaria hængmalm fra Bjørnevanns-forekomsten syd for Kirjenes. Tolket 1981 ved hjælp af boredata og isohypse-metoden. SFO: Stor Fiskentid-overskydning.
Oskar Nystad troede heldigvis på min tolkning og fik sat nye diamantboringer ned omkring Fisketind. Som jeg havde forudsagt, bestod Fisketind-malmen af et legeme over og et under den markante overskydning, som i kerneprøverne var udviklet som en tektonisk breccie. Det var en stor tilfredsstillelse at opleve, at min strukturgeologiske erfaring fra Himalaya, Grønland og Troms kunne være til direkte praktisk nytte.
Erkendelsen af, at hele malmfeltets lagserie var overskudt, nødvendiggjorde en drastisk revision af formationernes indbyrdes aldersforhold inden for feltet. Konglomeratformationen, som Jens Bugge anså for at være ældst og udgøre seriens bundkonglomerat, blev nu til den yngste enhed. Dens næve- til kropstore rullesten stammede ikke fra den underliggende arkæiske granit, men var nedbrydningsprodukter fra et tonalit-massiv øst for malmfeltet. Konglomeratet var blevet overskudt adskillige kilometrer mod vest og indfoldet i den malmførende lagserie, mens tonalit-massivet var blevet presset op mod malmfeltet. Konglomeratets overskydning mod vest havde medført kraftig deformation af rullestene, især langs og lige over overskydningsplanet; de var blevet langstrakte i den tektoniske transportretning og havde fået form som fladtrykte cigarer.
Den 2,5 mia. år gamle Bjørnevanns-formation med båndet jernmalm, indeklemt mellem Kirkenes Granitten og Neiden Gnejsen.
Den anden sommer, hvor Mona var med i felten, blev hun meget hurtigt træt, og da jeg hen på efteråret, en aften vi var på Møn, ringede privat til Flemming og rådførte mig med ham, stillede han straks diagnosen, kræft i bugspytkirtlen. Han tilrådede, at hun hurtigst muligt blev indlagt på Frederiksberg Hospital hos en overlæge, han kendte.
På hospitalet mente de i starten, at Mona led af smitsom leverbetændelse. Da den diagnose ikke kunne bekræftes, mente de, hun led af skrumpelever, og det var først, da de havde lukket hende op, at Flemmings fjerndiagnose blev bekræftet. Efter operationen trak en ung reservelæge mig i enerum og sagde, at han mente, jeg var stærk nok til at få at vide, at Mona højst havde seks måneder igen. Hun havde en inoperabel svulst på bugspytkirtlen, som spærrede for galdegangen. De seks måneder blev dog til ni. Det var naturligvis godt, men betød også, at jeg den sidste sommer Mona levede, måtte forlade hende flere gange. Som formand for COMTEC, Den Internationale Geologiske Unions 'Commission on Tectonics', havde jeg forpligtiget mig til at lede en ekskursion til Grønland og deltage i en sovjetisk ekskursion til Bajkalsøen. Feltarbejdet i Sørvaranger indskrænkede jeg til 14 dage.
Efter Monas død i oktober 1979 tilbragte jeg endnu tre sæsoner i Sørvaranger og det lykkedes mig at opstille en pladetektonisk model for udviklingen af Sørvarangers prækambriske grundfjeld. Professor Jens Bugge, som i mellemtiden havde overtaget et professorat i Oslo, troede stadig ikke på mine overskydninger. "Dem tror han ikke på, før han selv bliver fanget i en af dem", sagde Edvard Iversen, den unge norske geolog, som minen da havde ansat. Det hjalp ikke, at jeg sneg mig til at pudse Jens Bugges briller, mens vi sejlede på Langvatn for at studere overskydningenszonen, som adskilte malmfeltet fra den underliggende arkæiske granit. Jens Bugge, som var en yderst erfaren og dygtig malmgeolog, hverken ville eller kunne se overskydningen.
Den sidste sommer kortlagde Edvard Iversen og jeg den østligste del af halvøen, som rummede malmfeltet. For at spare benene, sejlede vi fra Neverskrukkbukta langs halvøens østkyst sammen med en minearbejder, som boede i en hytte ved Pasvik-elvens norske bred. Den anden bred tilhørte storebror Sovjetunionen, og der kunne vi tydeligt se de bemandede vagttårne og støvskyer fra de lastbiler, som kørte i fast rutefart til og fra Nikkeli, en stor nikkelmine med et oparbejdningsanlæg, hvor den tungmineralholdige røg og giftig syreregn fra de høje skorstene havde forvandlet det omgivende landskab til et vegetationsløst øde.
Vi sejlede frimodigt som jollens ejer gjorde det hver dag, og selv om vi sejlede på den sovjetiske side af de nedrammede gule og rødmalede grænsepæle og fotograferede flittigt, blev vi ikke antastet.
Vi sejler på Pasvik-elven øst for grænsepælen og er faktisk i Sovjetunionen. Påhængsmotoren styres af en mineansat. Sydvarangers minegeolog Edvard Iversen ses til højre.
Det var ellers ikke fordi grænsen ikke blev overvåget. Nogen tid senere opstod der en mindre diplomatisk krise med noteudveksling mellem Norge og Sovjetunionen, fordi en norsk grænsepost, hvor soldaterne var utilfredse med deres kok, arrangerede en udendørs-happening, hvor en legemsstor dukke forestillende kokken blev stillet for retten, dømt til døden og "henrettet" ved skydning. Dét blev observeret.