Mona begyndte at lede efter et hus på landet kort før EF-afstemningen, men da var huspriserne allerede på vej op. Vi fandt hurtigt ud af, at der var for dyrt i Nordsjælland, og kørte så Nordvestsjælland tyndt i weekenderne uden at finde, hvad Mona søgte. Hendes drøm var en firelænget gård.
Monas drøm var en firlænget gård.
Den 18. januar 1973 havde vi set på en forfalden ejendom nær stranden ved Råbylille på Sydmøn og var på nippet til at køre hjem med uforrettet sag, da vi alligevel, nu da vi var på Møn, besluttede os for at prøve at se, hvad en lille uanselig annonce om bygninger fra at nedlagt landbrug i Store Damme stod for. Vi kørte ad Dammegade mod Tostenæs, og der, lidt tilbagetrukket fra vejen, lå en firlænget gård, hvor lyset fra stuehuset spejlede sig i de våde brosten på gårdspladsen. Vejret var snusket og det var blevet mørkt, da vi bankede på døren i det smukke gamle stuehus med valmede gavle og rødt eternittag. Indenfor var der varme og venlige mennesker.
Indkørslen til Brandbjerggaard nord for St. Damme, Vestmøen.
Vi faldt begge to pladask for Brandbjerggaard, og da vi i påsken 1973 flyttede ind, følte vi os virkelig hjemme. Vi havde en klar fornemmelse af, at her ville vi kunne trives. Grit, som var med på påskeferie, tog det i stiv arm, da jeg sagde. at Mona og jeg ville dele soveværelse.
Der var god plads til at udfolde sig i det store stuehus. Mod syd og ud mod haven indrettede vi spisestue, et musikværelse, en fjernsynsstue, et stort bibliotek, hvor fars gamle skrivebord og pengeskabet fra Stenlille senere kom til at stå. Mona indrettede sit kontor i den røde stue, hvor der også var plads til det første dusin vidjekurve med syreballoner, som 'pruttede' lifligt, når æble- og blommevinen gærede. Så var der endnu to rum, som jeg i starten brugte som atelier. De blev senere til et lille gæsteværelse og en stor vestvendt stue med solnedgang.
Mod gårdspladsen lå et stort bryggers med udgang til Nordvestpassagen mellem stuehuset og hestestalden, et gammelt landkøkken med komfur med jernringe og messinggelænder, en entre med toilet og brusebad, et grovkøkken og et lille køkken med Kosangas, en gang og helt op mod østgavlen soveværelset, hvor morgensolen vækkede os tidligt, så vi gennem musikværelset og fjernsynsstuen kunne gå på bare fødder ud i dugvådt græs og indsnuse syrenernes duft, mens fasanen skogrede i junglen. I de lyse sommernætter hylede uglen som holdt til på loftet af stuehuset. Den fløj ud og ind gennem en manglende rude i et lille vindue øverst i gavlen på ko- og hestestalden.
Vi følte os virkelig privilegerede, som tilhørte vi landadelen. Ved solnedgangstid gik vi næsten hver aften en tur rundt om 'godset', inden vi lukkede den store tunge port til gårdspladsen og tændte for lyset. Nogle aftener hyggede vi os ved vore skriveborde med en dør mellem os, andre gange øvede Mona sig på sin fagot, mens jeg skrev om Røsnæs' geologi.
Jeg var opdraget som musikalsk analfabet i Hovedgaard og var blevet bortvist af min spillelærer. Helt umusikalsk var jeg dog ikke, for hjemme på vores harmonium kunne jeg finde frem til både julesalmerne, "Der er et yndigt land" og selv "Kong Kristian", som hopper op og ned mellem de hvide og sorte tangenter. Over- og undertonerne var hjemmelavede. På mit lille værelse i Hesseløgade hørte jeg tit radio, men når den musikalske medarbejder gennemgik de værker, der stod på torsdagskoncertens program, stod jeg af. Jeg kunne ikke skelne eller genkende de temaer, som blev præsenteret.
Efter musikfri måneder i Grønland nød jeg dog søndagskoncerten fra Godthåb Radio på N.V. Ussing, og mens Sussi og jeg boede i Ivigtut, anskaffede vi en pladespiller og de første 33-plader, hvor især Stravinskys "Petrushka" og "Apollo mustagète" fascinerede mig. Når vi havde geologerne på besøg i Gammel Bestyrerbolig, satte vi en Stravinsky-plade på, og Steve Ayrton spillede med på obo og Erling Bondesen på fløjte.
Da jeg senere boede på Biskop Svanes Vej, blev min interesse for klassisk musik yderligere vakt af Sten Bromans Kontrapunkt-udsendelser. Men det var Mona, som for alvor blev min musikalske lærer. Vi havde et gammelt fjernsyn på Brandbjerggaard, men foretrak mange gange at lytte til et bånd eller en plade fra Monas store samling. Der var også fred og ro til det, for vi fik først telefon, efter jeg var skvattet ned fra taget. Vi tilbragte mange timer i musikstuen. Mona satte et bånd på Revox’en, og så var det op til mig at gætte, hvem komponisten var. Om det var Albinoni, Biber, Vivaldi, Händel, Telemann, Haydn, Mozart, Beethoven eller - for at springe til den anden ende - Tjajkovskij, Nielsen, Sibelius, Grieg, Stravinsky, Sjostakovitj, Lutoslavsky eller Ives? Læg mærke til, at jeg springer Johan Sebastian Bach over. Om det er en protestreaktion, fordi alle med forstand på musik ligger på maven for ham, ved jeg ikke; jeg gør det bare ikke. Hans fugaer hænger mig langt ud af ørerne.
Mærkeligt, som man ændrer sig med tiden. Som ung gruede jeg for at få en kone, der spillede klaver. Men nu nød jeg det, når Mona hjemme i villaen på Fordresgaardvej spillede på sit flygel eller cembalo.
Freden og friheden på Brandbjerggaard gengav mig også lysten til at male. Jeg havde nok tegnet og nu og da lavet et par akvareller, men oliemaleriet med motiv fra havnen i Gudhjem, som Preben Hornung havde kommenteret, var et af de sidste, jeg malede i det, jeg ynder at kalde min første periode (1939- 1958).
Udsigt over Letten mod Sjælland fra Bogø-Møn-dæmningen. Oliemaleri 1974.
Min anden periode (1973-1996) blev indledt og afsluttet på Brandbjerggaard. Her slappede jeg af og genoplevede min barndoms tryghed, for tilværelsen på Møn var ikke særlig forskellig fra den, jeg huskede fra Hovedgaard. Nogle ville måske sige at udviklingen var mindst en generation forsinket, jeg snarere, at Møn ikke var blevet ødelagt endnu, selvom øen siden 1943 havde haft broforbindelse over Ulvsund til Sjælland. Mønboerne låste døren, når de sov til middag, men ikke når de gik i marken eller kørte i brugsen. Bro eller ej, Møn var stadig sig selv. At den mønske dialekt var på retur, skyldtes ikke broen, men radio og tv.
Under krigsårenes beskæftigelsesarbejder blev der ikke blot bygget en bro mellem Kalvehave og Koster, men også en dæmning og vej over Letten, farvandet mellem Vestmøn og Bogø. Mon embedsmændene i Ministeriet for Offentlige Arbejder var klar over, hvilke historiske minder, de derved begravede under brofag og jord?
Broen over Ulvsund blev opført, hvor en mønsk forsvarsstyrke under Svenskekrigen i januar 1659 tappert havde afværget, at en langt overtallig svensk hærstyrke, som stod i Kalvehave, slap over isen til Møn. Mønboerne huggede en lang og bred våge midt i sundet, fra Koster til Skansegården og Tjørnemarke. Svenskerne forsøgte at slå bro over vågen, men da en barsk vinterstorm satte ind, måtte de efter store tab opgive angrebet.
Der gemmer sig også et drama fra Svenskekrigen under dæmningen mellem Bogø og Vestmøn. En anden svensk hærstyrke, som den svenske flåde havde landsat ved Guldborgsund, var fra Stubbekøbing nået til Bogø og stod i foråret 1659 ved Lettens vestbred parat til at angribe Møn. Men invasionen lykkedes først, da en nedrig forræder viste svenskerne, hvor vadestedet over Letten var. Den 29. maj 1659 udkæmpedes et blodigt slag ved Lille Damme Mader, hvor hen ved 500 tapre mønske bønderkarle og mænd fra Stege borgervæbning blev nedslagtet af 3000 veltrænede svenske soldater og rytterknægte.
Derefter hærgede de svenske tropper Møn, plyndrede og nedbrændte gårde og huse. Dét blev husket op gennem århundreder, og det blev ikke glemt, at det var en svigefuld Bogøbo, der afslørede, hvor vadestedet var. Derfor blev Bogøboerne kollektivt betragtet som forrædere. Historieforskere har først i nyere tid påvist, at det ikke var en Bogøbo, men en falstring fra Stubbekøbing, der optrådte som forræder. Mønboerne bliver dog ved med at betragte Bogøboerne som forrædere, men tager det ikke tungere, end at mønske mænd, bl.a. to af vore naboer, ikke har afholdt sig fra at gifte sig med Bogøpiger.
Gammel overtro kan leve længe på en ø, og der var stadig 'kloge mænd' på Møn. Som Torben fra Tostenæs, der havde løftet arven efter sin far, og som læste over Theas datter, da hun havde trådt et søm op i foden. Thea, vores genbo, tvivlede ikke på, at det hjalp. Uvist af hvilken grund, fik datteren hverken betændelse i foden eller stivkrampe.
Da jeg fandt malerkassen frem, begyndte jeg i det små. Malede mest enkle motiver på papskiver, men efterhånden som jeg fik opøvet den forsømte hjernehalvdel og håndelaget, gik jeg over til at bruge masonit og lærred og købte rigtige kunstnerfarver. Billederne begyndte at hobe sig op, og enkelte af dem kunne, uden at falde igennem, tåle at hænge ved siden af Monas rigtige malerier, som var malt af Corner-udstillerne Kalle Bovin, Victor Brockdorff og Ole Kielberg.
Hvorfor skulle jeg ikke også udstille? Mens jeg endnu var student, havde jeg i ungdommelig optimisme prøvet at indlevere tre lærreder til Den Frie, og fået dem retur fra censuren. Mine ambitioner gik ikke mere så højt, der var andre muligheder. På Brandbjerggaard var der plads nok til at udstille i laden, efter at Mona havde båret flere læs halmballer ud. Jeg 'kalkede' væggene med fortyndet hvid plastmaling og gik i gang med at lave rammer.
Efter ophængningen inviterede vi venner og bekendte til fernisering i 'Galleri St. Damme' den 2. juni 1974. Monas musikvenner dannede en trio, som skabte den rette kunststemning fra starten, der blev udskænket hjemmebrygget æble- og blommevin, og da den lyse sommeraftenen stundede til, blev der serveret middag for de udenbys gæster. Vi bænkede os omkring Monas store bordtennisbord, der var opstillet under åben himmel ude på gårdspladsen. Alle hyggede sig, og flere af gæsterne drog hjem med 'en Berthelsen' erhvervet til en rimelig pris, fra 150 kroner og opefter.
Gallerispøgen blev gentaget sommeren 1976, og da var priserne sat så meget op, at salget mere eller mindre dækkede mine udgifter til rigtige kunstnerfarver, lærred og blændrammer. Jeg var i virkeligheden ikke meget for at slippe mine malerier, i hvert fald ikke dem, jeg satte mest pris på. Heldigvis var jeg ikke som rigtige kunstnere nødt til at sælge for at få mad på bordet. Af samme grund kan jeg nu, mens jeg skriver dette, over computerens skærm nyde synet af 'Udsigt mod Lusemosevej' (1974), 'Jolle ved Sortsø Gab' (1974) og 'Byporten i Stege' (1976).
Jolle ved Sortsø Gab, 1974 (42x34 cm).
Jeg holdt også galleriet weekendåbent i feriesæsonen og fristede de besøgende med et særligt 'tilbud'. At få malet et portræt kostede kun 10 kroner gange den portrætteredes alder. Et tysk ægtepar benyttede sig af tilbuddet og fik for 120 kroner et vellignende portræt af deres datter. Jeg var hurtigmaler. Det tog mig sjældent en time at male et billede. Et stort lærred fra min blå periode blev færdigt samtidig med, at et kassettebånd med Charles Ives' 2. symfoni sluttede. Det blev et af mine bedste.
Min sidste udstilling i 'Galleri St. Damme´ blev holdt kort efter Sankt Hans i juni 1983, og denne gang var Inge værtinde. Hun elskede selv at tegne og opmuntrede mig til at blive ved at male og sad tit selv model. Jeg udstillede 56 numre, hvoraf flere, bl.a. det, der blev malt til Ives 2. symfoni, ikke var til salg. De andre var, på nær ét, sat til priser mellem 300 og 6000 kroner. Nr. 56 til 2500 kroner var en joke. En installation, 'Protest mod shit art', hvor en tænksom, siddende mandsfigur i bronze fra en gammel lampe, var anbragt i krydsfinerkasse med hjerte i døren. Ønskede tilskueren svar på, hvad jeg mente om moderne kunst, behøvede han/hun blot at trykke på en knap, som umiddelbart aktiverede en kraftig dåselattermaskine. Børn og barnlige sjæle elskede at trykke på knappen.
Efter ferniseringen dækkede vi op til middag i laden. Grit havde plukket røde markvalmuer og smykket bordene med dem, vi skyllede hovedvis af salat, Inge stegte bradpandevis af frikadeller, og jeg måtte flere gange lave ekstra salatdressing, en flødedressing med rigeligt hvidløg og dijonsennep. Især københavnerne var vilde med den. En vellykket fest, bortset fra at Flemmings Åse pludselig havnede på gulvet, fordi den gamle stol, hun sad på, brasede sammen. Hun kom heldigvis ikke til skade; ellers havde der været en læge lige ved hånden.
Efteråret 1983 forlod den venlige nisse imidlertid Brandbjerggaard. Stuehuset havde fået nye dobbeltvinduer og var efterhånden blevet så velisoleret, at vi fik fugtproblemer. Der dukkede grøn mug op overalt, selv på bøgerne i biblioteket. Hvor galt det var fat, blev klart, da der blev konstateret hussvamp i vestgavlen. En varmepumpeagent opdagede en stor svamp på en af loftbjælkerne og en tilkaldt ekspert fra Teknologisk Institut i Aarhus borede sig frem til fingertykke svampemyselier bag isoleringen og imellem kampestenene. Svampen havde bredt sig til de to tilstødende fag i sydmuren.
Vi blev grebet af panik, så meget, at både Inge og jeg, da vi åbnede for skabet under køkkenbordet i den anden ende af huset tydeligt kunne se, at de voksede små svampe op af de halvrådne bundbrædder. Næste weekend turde vi næsten ikke åbne skabet igen. Men da vi gjorde det, var svampene forsvundet. Det havde været hallucinationer, og da vi beskrev for hinanden, hvad vi havde set, blev vi også klar over, at de svampe, jeg havde set, ikke havde samme farve som dem, Inge havde set. Men hussvampen i vestgavlen var ikke en hallucination. Den kom til at koste mig arven efter min far, godt og vel. For at gøre en lang og sørgelig historie kort, påtog forsikringsselskabet sig at nedrive og genopføre vestgavlen og de to fag af sydmuren og sætte vestværelset og loftværelset i stand. Men betingelsen var, at jeg for egen regning fik alle trægulve i resten af huset fjernet, at der blev udstøbt og isoleret korrekt, før nye gulve blev lagt, og at der blev sat tagrender op og lagt afløbsrør ned langs syd- og nordsiden. Stuehuset blev tømt for indbo, som blev opbevaret i en stor container, indtil vore dygtige mønske håndværkere havde afsluttet ombygningen. De klarede opgaven på tre måneder, og så kom møblerne, bøgerne og det andet indbo tilbage. Inden effekterne blev båret ind, vaskede 'trerenligheden', Cecilie, hendes søster Kaja og Else Ellitsgaard, muggen af ude på gårdspladsen.
Forsikringsselskabet benyttede håndværkere fra Stubbekøbing; de blev først færdige adskillige måneder senere og lavede alligevel byggesjusk, der først blev erkendt flere år senere under en syns- og skønsforretning, jeg havde begæret. I dårligt vejr regnede det ned gennem vinduesrammerne i den nye vestgavl, fordi mureren havde glemt at sætte en membran af tagpap op i hulmuren, så regnvandet, der trængte gennem den yderste mur, kunne blive ledt ud af muren, inden det løb ned gennem vinduesrammen.
Da gulvene var fjernet og dørene taget af, var stuehuset et sørgeligt syn. Nu kunne det ses, at de soltørrede lersten i skillevæggene lå på en fodrem af egetræ, som hvilede på kampesten. Denne fodrem blev forsigtigt udskiftet stykke for stykke, og der blev isoleret op mod ydervæggens kampestensfundament, inden den meterdybe krybekælder blev fyldt ud med sand og et betondæk. Så blev der lukket op for varmen, så betonen kunne størkne af, inden der blev lagt nye, imprægnerede strøer, isoleret med rockwool imellem dem. Så blev der lagt nye fyrretræsgulve, som gik ud i ét fra stue til stue uden dørtrin, for skulle jeg ende mine dage i kørestol, ville jeg kunne færdes uhindret. Jeg havde redt en seng op ude i laden, så jeg kunne sove der, når jeg kom på besøg for at se, hvordan ombygningen skred frem. Jeg mente ikke, det ville være koldere end at sove i telt i Grønland, men tog fejl. Det blev ved det ene forsøg, for, da jeg vågnede op, havde jeg mistet stemmen, og den var endnu væk, da jeg om aftenen med en flaske whiskey i hånden troppede op på Damegården og hviskende spurgte Cecilie, om jeg måtte sove der.
Efter ombygningen fik jeg i øvrigt brug for min tegnefærdighed, for det viste sig, at vi skulle have ansøgt om og fået en byggetilladelse fra kommunen, inden arbejdet blev påbegyndt. Til alt held kendte min murer ingeniøren på teknisk forvaltning i Stege godt. Jeg målte stuehuset op og lavede en professionel arkitekttegning med beskrivelse af de anvendte materialer - og fik godkendelsen.
Jeg havde allerede en vis erfaring i at lege arkitekt. Dels fra min tid i Århus, hvor jeg udarbejdede planerne for et nyt geologisk institut, og dels fra huset på Biskop Svanes Vej, hvor køberen gjorde vrøvl over, at ruminddelingen ikke stemte overens med den på kommunens tegning. En kloakledning, som kommunen havde gravet ned gennem koteletbenet i grunden for at byggemodne en grund højere oppe på bakken, var heller ikke med. Den havde kommunen glemt at registrere. Køberen forlangte 15.000 kroner for at kunne hyre en arkitekt til at lave nye tegninger.
Heldigvis var en af Grits klassekammerater søn af chefen for Birkerød kommunes tekniske afdeling. Jeg opsøgte ham, og vi aftalte, at hvis jeg lavede en ny tegning af huset og også hjalp med at få kloakafløbet indtegnet på grundkortet, så skulle han nok ordne 'sagen'. Jeg ringede til min tidligere nedenbo, fru Andersen, og fik oplyst, hvornår køberen og hans kone var på arbejde. Klarede så opmålingen uden at bryde ind og uden at blive set, og kunne to dage senere aflevere de ønskede tegninger til chefingeniøren.
Da vi i 1996 solgte Brandbjerggaard og flyttede ind i Inges lejlighed i Alléhusene i Jægersborg, som ejes af Arkitekternes Pensionskasse, følte jeg mig næsten fuldt berettiget til at bo der blandt arkitekter. Jeg havde i hvert fald tegnet og ombygget et par huse. Nogle gange i den omvendte orden.
