Efter at have forladt Istiden begyndte jeg at gå i pladetektoniske syvmilestøvler. Begyndte at udrede hovedtrækkene i opbygningen og udviklingen af grundfjeldet i Det Baltiske Skjold og skorpeområderne i Europa syd for skjoldet. Takket være min gamle ven og kollega, Henning Sørensen, der var formand for Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, var jeg i 1981 blevet medlem af en arbejdsgruppe nedsat af European Science Foundation (ESF med kontor i Strasbourg) til planlægning af et stort, multidisciplinært geofysisk-geologisk forskningsprojekt, den Europæiske Geotravers (EGT).
Tektonisk skitse af den dybere undergrunds strukturer i og omkring Danmark; baseret på boredata og seismisk in formation. Efter EGT-bogen (1992).
Projektet sigtede mod at kortlægge strukturer og den fysiske opbygning af den europæiske litosfæreplade ned til 100-200 kilometers dybde langs et ca. 200 km bredt og 4000 km langt nord-syd bælte fra Nord Kap til Tunis.
Til at forestå projektets organisation og ledelse blev i 1983 nedsat en Scientific Coordination Committee (SCC) på 8 medlemmer, den såkaldte EGT-Mafia, hvoraf tre af medlemmerne samtidig var Sectional Chairmen for EGTs nordlige, mellemste og sydlige segmenter. I alt bidrog flere hundrede geoforskere til projektet.
Som medlem af ESFs arbejdsgruppe, den koordinerende komité og som formand for det nordlige segment fik jeg status af videnskabelig mafioso og deltog frem til 1992 i talrige planlægningsmøder, workshops, studiecentre og kongresser rundt om i Europa, snart i Zürich, Einsideln, Strasbourg, Moskva, Venedig, Rom, Barcelona, Berlin, Hamburg, Kiel, Rauischholzhausen, Karlsruhe, London, Exeter, Oslo, Hønefoss, Lund, Göteborg, Stockholm, Helsinki og København.
Koordinationskomitéens program var oftest så stramt, at det blev meget sent, ved 22-23 tiden, før vi kunne gå i byen for at spise. Onde tunger påstod, at EGT stod for Europas Gastronomiske Travers, og helt ved siden af var det vel ikke. Vi spiste fx snegle i Strasbourg, anguille (ålelarver) i olie med hvidløg i Barcelona, mutton curry i London, fiskesuppe i Venedig og bortsch i Helsinki.
Inden jeg rejste, købte jeg altid ind og fyldte køleskabet helt op, så jeg ikke straks skulle i byen, når jeg kom hjem. Jeg havde som regel et kassettebånd med klassisk musik med fra lufthavnen i den by, jeg havde været. Vi kunne efterhånden hver aften når vi gik til ro, sætte et bånd med et nyt musikstykke i kassetteafspilleren. Den var selvslukkende.
Selv om det var forfriskende at leve som en mafioso og gourmet i et par dage eller uger, kunne rejserne alligevel være trættende. Der var sjældent tid tilovers til at slappe af og lege turist. Et møde i Rom sluttede dog så tidligt, at jeg sammen med formanden og sekretæren for det hollandske forskningsråd, kunne bruge en halv eftermiddag og aftenen til at se Rom. Sekretæren havde sat sig grundigt ind i Roms seværdigheder på forhånd, og formanden, en tidligere chefgeolog i Hollandsk Indonesien, havde konditionen i orden og tog lange skridt. Det lykkedes mig at holde trit, selv om jeg var iført et par nye sko, som ikke var gået til. Men det blev de i løbet af de seks timer, udflugten varede.
Det trøstede mig, at vores turistguide, sekretæren, havde større besvær ved at følge med. Da jeg næste dag sad i flyet med ømme skinneben og læste en guide, jeg havde købt i lufthavnen, blev jeg klar over, at vi havde set så at sige alt, hvad der kunne ses på en to-dages sightseeing tour i bus. Og så havde vi endda taget os tid til at spise en lukullisk middag.
Da jeg sammen med et hold studenter tog del i et eksplosionsseismisk eksperiment i Lapland og Sørvaranger spiste vi ikke så flot. I Kirkenes mættede vi os med en portion lasagne og Cola på byens eneste kafeteria, for bagefter at besøge en tysk kollega og tømme en flaske rhum. Jeg holdt på, at det havde været lasagnen, studenterne at det var rommen, der gjorde mig hønesyg bagefter. Kafeteriabesøget tålte ikke sammenligning med, hvad jeg tidligere havde oplevet på Turisthotellet i Kirkenes, når jeg sammen med Thor Sverdrup og Jens Bugge hengav mig til nydelsen af lutefisk, nydelige norske poteter og fedtsaus med baconterninger.
Under den seismiske kampagne i Lapland, besøgte studenterne og jeg en meget gammel finsk sauna, hvor man, når man sad på den øverste bænk, risikerede at få brændt ørerne af, hvis man ikke af og til styrtede ud og kastede sig nøgen i det polarkolde vand i søen udenfor. Da jeg hoppede i sammen med studenterne, tænkte jeg: "Dette er en prøve. Slipper jeg godt fra det, er der ikke noget i vejen med mit hjerte". Hjertet holdt; værre var, at en af studenterne sikrede sig et lidet flatterende snapshot af professoren i adamskostume.
Da Inge og jeg flyttede sammen i Store Regnegade advarede jeg hende fra starten om, at jeg gik meget op i mit arbejde og var nødt til at rejse meget. Nogle gange i et par dage, andre gange i 1-3 uger. Men hun havde nok ikke forestillet sig, hvor meget saltgruppens aktiviteter, udarbejdelsen af DGU’s vurderingsrapport og de forskellige EGT møder ville tage af min tid. Det gjorde det ikke bedre, at de korte udenlandsrejser oftest faldt i weekenderne eller ferier.
Selv om jeg fløj på turistklasse på Apeks-billetter, rejste jeg let for mere end 25.000 kroner om året. Til sammenligning havde mine kolleger på Geologisk Institut i snit kun 600 kroner per år til at rejse for, hvis de ikke skaffede sig eksterne bevillinger, så de også kunne mænge sig med det internationale jetset.
Én flyvetur glemmer jeg sent. Det var kort efter Lockerbie katastrofen. Jeg var på vej hjem fra Zürich, hvor det føg så kraftigt med sne og slud, at de bevæbnede lufthavnsvagter ude på startbanen glemte at være vagtsomme, fordi de vendte ryggen til blæsten og så den anden vej.
Vi var på vej op gennem skyerne, da det skete. Et stærkt lysglimt eksploderede i venstre vinge lige uden for mit sæde, efterfulgt af et kæmpebrag. Jeg troede først, at det var en terrorbombe, der var eksploderet, men realiserede dog hurtigt, at jeg stadig sad i sædet og ikke var på vej ned mod jorden i småstykker. Flyet fløj videre, som om ingenting var sket. Umiddelbart efter meddelte kaptajnen over radioen, at flyet var blevet ramt af et lyn, og få minutter senere fortalte han beroligende, at flyets følsomme instrumenter heldigvis ikke havde taget skade. Vi kunne roligt fortsætte flyvningen mod København.
Jeg har ladet mig fortælle, at det er yderst sjældent, at et lyn slår ned i et fly, men har også hørt, at det nogle gange kan få katastrofale følger, når det sker. Er uheldet ude, kan selv et Faraday-bur gå i stykker. Havde min venligtsindede engel været på spil igen?
Firserne var travle år, ikke blot på grund af EGT. Jeg fungerede i to valgperioder som centralinstitutbestyrer for de Geologisk Institutter og Museet og tog aktivt del i udgivelsen af det populærvidenskabelige tidsskrift VARV.
Alligevel blev der tid til at nyde livet sammen med Inge. Når vi kunne, pakkede vi køletasken og kørte til Møn, hvor vi grillede ved vestgavlens kampestensmur, mens Theas kat, som vi havde døbt Bonde Nielsen, spandt og spændt ventede på, at der faldt en godbid af. Vi videreførte traditionen med at holde nytårsaften for vore mønske naboer og venner på Brandbjerggaard. De tog fra starten Inge til deres hjerter.
Det gamle Montmartre i Store Regnegade. Jeg boede på 1. sal bag de fire første vinduer til venstre.
I København boede vi i ejerlejligheden i Store Regnegade, og gad vi ikke lave mad, var der ikke mange minutters gang til gode og rimelige spisesteder. Vi følte, vi levede livet fuldt ud, for vi bevægede os mellem to yderpoler, den landadelige idyl på Møn, og det pulserende liv i Den indre By. Når vi kom trætte hjem fra arbejdet, slappede vi af til Beethovens fjerde klaverkoncert. Om morgenen elskede vi i dobbeltsengen bag en smukt udskåret indisk træskærm, som blev anskaffet, fordi min gamle veninde Lise Lind påstod, at der osede af sex i vores kombinerede opholdsstue og soverum på 2. sal. Skærmen var af hårdt træ og tung at bære hjem til lejligheden. Jeg måtte som en kuli bære den på hovedet.
I 1989 blev jeg europæisk redaktør for tidsskriftet Tectonics , som blev udgivet af American Geophysical Union og European Geophysical Society med seks digre numre om året. Jobbet var interessant, men tidskrævende, da jeg ikke havde sekretærassistance. Alle indsendte afhandlinger skulle vurderes af tre referees. Jeg fik dog det ud af besværet, at jeg lærte at bruge en pc til tekstbehandling.
Efter kun to år måtte jeg sige redaktørjobbet ved Tectonics op i utide, for at få tid til at skrive de lovede to kapitler til EGT-bogen og udarbejde og redigere de tektoniske kort til det ledsagende atlasværk. Projektets delresultater var ellers løbende blevet publiceret i det internationale tidsskrift Tectonophysics , men bog- og atlasværket fra 1992 gav den første samlede fremstilling af, hvordan de skiftende pladetektoniske scenarier i løbet af tre milliarder år havde dannet den 50-200 km tykke litosfære langs geotraversen. EGT-bogen fik fine anmeldelser.
Palæomagnetisk rekonstruktion af hvorledes Baltica (Gammel-Europa) for 500 til 405 millioner år siden sammen med mikrokontinent (EA) drev bort fra Syd-kontinentet i Gondwana for at kollidere med Laurentia (tidligt Nordamerika) under den kaledoniske foldning. Dr. Trond Torsviks figur i EGT-bogen (1992).
EGT-projektet var et udpræget grundvidenskabeligt projekt støttet af de sammensluttede vesteuropæiske forskningsråd (ESF) og 14 nationale forskningsråd og akademier, og selv om det samlede budget var på flere hundrede millioner kroner, tillod økonomien ikke, at projektet blev udvidet til at omfatte optagelse af dybe refleksionsseismiske profiler. De kunne ellers give direkte og detaljerede oplysninger om strukturerne helt ned til 50-75 kilometers dybde. Udført på land var de ekstremt kostbare. Optaget til søs noget billigere, men alligevel meget dyrere end refraktionsseismik.
I Storbritannien lykkedes det alligevel i løbet af firserne en forskergruppe, der kaldte sig BIRPS (en forkortelse for British Institutions Reflection Profiling Syndicate), at rejse penge fra olieindustrien til optagelse af marine refleksionsprofiler i farvandene omkring De britiske Øer. Det var naturligvis først og fremmest lagfølgen i de undersøiske sedimentbassiner, der interesserede oliefolkene, men geoforskerne i BIRPS fik i tilgift hertil helt ny viden om den tektoniske opbygning af de underliggende sokkel- og kappebjergarter. Derved blev hidtil ukendte dybtliggende overskydninger og pladekollisioner i De skotske Kaledonider påvist.
Efter et energisk lobbyarbejde lykkedes det BIRPS (der på dansk betyder BØVS) og andre britiske, tyske, danske, svenske og finske geoforskere at opnå en EF bevilling, der gjorde det muligt i 1989, som et værdifuldt supplement til EGTs studier, at optage refleksionsseismiske profiler fra den Botniske Bugt sydpå gennem Østersøen til Kielerbugten.
Trods EGT-projektet blev der tid til at male og bade på Møn. Maleriet (44 x 32 cm) er fra stranden ved Hårbølle Campingplads (1983).
Projektet, som fik navnet BABEL, havde til formål at opklare, om der i det Baltiske Skjolds grundfjeld kunne skelnes mellem den tektoniske opbygning af de forskellige prækambriske foldebælter - og desuden at vise, hvordan Tornquist Zonen , skjoldets sydgrænse mod det yngre Europa, var udviklet.
Jeg tog del i placeringen og bemandingen af de sydsvenske og danske landstationer, som registrerede de vidvinkel-refrakterede lydbølger fra de airgun-skud, som forsøgsskibets luftkanoner affyrede. Ved hjælp af et langt medslæbt flyderudstyr med geofoner registrerede forsøgsskibet de nærvertikale refleksioner af airgun-skuddene, som gav et direkte spejlbillede af de markante lagvise kontraster i undergrunden.
Senere bidrog jeg til den tektoniske tolkning af BABEL-optagelserne fra den sydvestlige Østersø og var medforfatter til flere afhandlinger herom. En vigtig opdagelse var at den dybeste undergrund i det sydligste Danmark (bl.a. Møn) ikke opbygges af grundfjeld, men tilhører det nordtysk-polske kaledoniske foldebælte.
Desværre skulle jeg også aflægge regnskab for den danske andel af EF-bevillingen. Da fortrød jeg næsten, at jeg havde stemt ja til EF, for mage til bureaukratisk regnskabssystem, havde jeg aldrig været ude for.
Bortset fra at en storm ud for Øland forsinkede optagelserne et døgn, blev projektet gennemført planmæssigt. Jeg husker tydeligt, at forsøgsskibet nærmede sig dansk farvand den 25. september 1989, for den dag kæmpede lægerne på Glostrup Amtssygehus i fire timer med Inges dårlige ryg på operationsbordet. Jeg var tidligt om morgenen kørt sydpå for at inspicere de studenter, som passede en seismisk station placeret på Høje Møn og en anden på det sydlige Falster. Derefter tømte jeg postkassen på Brandbjerggaard, og kørte med den maksimalt tilladte hastighed til Glostrup Amtssygehus for at besøge Inge, som da var vågnet op af narkosen.
"Kan du bevæge tæerne?", var det første jeg spurgte hende om. Det kunne hun og nikkede bekræftende med tæerne. Men desværre hjalp operationen ikke på rygsmerterne.
