Som svagsynet og til sidst blind pensionist hørte min far radioavis flere gange om dagen. Han havde et par transistorradioer, som var indstillet på forskellige programmer, og kunne gå fra den ene til den anden og tænde for både timeradioaviserne og tolvtredive- og attentredive-nyhederne. Sådan har jeg det ikke. Jeg nærmest hader at få det, jeg har hørt og perciperet, gentaget. Dog med én vigtig undtagelse: Drejer det sig om ros, vil jeg gerne høre eller læse det en gang til, ja flere gange. Jeg labber det i mig.
Nu må det retfærdigvis siges, at fars nyhedshunger nok hang sammen med, at hans visuelle indlæringsevne var bedre end hans auditive. I årene før hans syn blev så dårligt, hørte han kun nyheder tre gange om dagen.
Inden jeg blev professor emeritus, havde jeg ikke været forvænt med ros. Eller sagt på en anden måde, min umættelige tørst efter ros og lovord var sjældent blevet tilfredsstillet fuldt ud. I erkendelse heraf anstrengte jeg mig for ikke selv at spare på berettiget ros til yngre. Nu ligger det bare ikke til de der ’Bæthelsener’ at rose. For dem er ros nærmest noget underforstået, noget implicit, der kun kommer til udtryk ved, at man spares på den negative kritik. Om denne vægring mod at rose eksplicit, skyldes frygt for at komme til at rose for meget og derved afsløre ens egen mangel på dømmekraft, skal jeg lade være usagt. Jeg tror det ligger i generne. Nogle mennesker er født til at rose, andre til at finde fejlene. Andre igen er gode til begge dele; de bliver fremragende pædagoger og rager højt op over deres mindre heldige kolleger.
Når man skriver på en selvbiografi, er man på herrens mark, selv om man skriver for ens nærmeste. Jeg føler, jeg bør være ærlig og dele vind og vejr lige, men falder let for fristelsen til at huske mine gode gerninger bedre end nederlagene og fejltagelserne. Når det drejer sig om andre personer, er det omvendt. Så skal jeg passe på ikke kun at skrive om deres mindre heldige sider. Jeg undskylder, hvis det ikke er lykkedes.
Jeg har været så heldig at have et omskifteligt liv. Jeg er flyttet seksten gange, har haft svære sorger, har lidt nederlag og begået mange fejltagelser, men har kunnet lægge modgangen bag mig, fordi jeg også har haft heldet med mig og har haft mange spændende og lærerige oplevelser. Når jeg nu læser, hvad jeg har skrevet, fyldes jeg med forundring over, hvad jeg har oplevet, og at jeg er sluppet fra med helbredet og humøret i behold. Selv om jeg har arbejdet ihærdigt for at nå de mål, jeg har sat mig, har jeg aldrig været perfektionist. Så var tiden ikke slået til. Jeg har haft en tilstrækkelig god hukommelse og stedsans til at kunne efterleve gamle professor Christian Poulsens indstilling til 'at holde orden'. Han hævdede, at orden er, når man kan finde det man søger efter. Selv om det flød med bog- og papirstabler, stenprøver og kortruller på mit kontor, kunne jeg næsten altid grave mig frem til det, jeg søgte. Mangen en student har set måbende til, når jeg ud af bunkernes virvar fiskede den afhandling frem, som han/hun var kommet for at låne af ”den gamle”.
Mit kontor i den gamle tegnestue på Østervold 10.
Rigtige perfektionister stiller tit urimeligt store krav til sig selv. Det fratager dem evnen at udfolde sig frit og fører let til mindreværd, depression og inaktivitet. Professor Christian Poulsen holdt også på, at man havde valget mellem enten at holde perfekt orden, eller at få bestilt noget.
Uordentlig eller ej, så har jeg været stædig og vedholdende. Har hele tiden prøvet at leve op til mit motto: "Diih ka' selv" og har ladet mig inspirere af gamle professor Bøggilds talemåde: "Dem om det, vi må videre" og Dellemos' slogan: "Hellere hurtigt end galt".
Jeg har altid kastet mig ud i opgaverne og prøvet at rette de værste fejl undervejs. Er man først i gang, dukker der nye ideer op af sig selv. Nogle gange har dét medført, at det endelige resultat er blevet et helt andet end det, jeg sigtede mod fra starten.
Da jeg takkede for at være blevet tildelt Danmarks Geologipris, gav jeg min erfaring videre til de unge med ordene: "Vær altid parat til at viske tænketavlen ren og at begynde forfra"
Jeg er overbevist om, at jeg er født med overlevelsesgener, for hver gang verden er gået mig imod og har givet mig ar på sjælen, har jeg følt, at det har formet og styrket min karakter. Har man ikke overlevelsesgener, vil man ikke finde en skåret og klinket tallerken smuk og synes, at en fejlfri er karakterløs. Måske er det forklaringen på, at jeg aldrig har kunnet forstå perfektionister og mennesker, som plages af eksistentielle problemer og har svært ved at fatte meningen med livet. For mig har livet altid været en gave, som jeg skulle 'nytte'.
Det er narcissistisk navlepilleri at filosofere over meningen med livet, for den vigtigste opgave for alt levende har altid været og vil altid være, at det reproducerer sig selv. Ikke sådan at forstå, at man skal bolle sig til flest mulige efterkommere, for selv om seksualdriften er den drivende kraft for det enkelte individ, er det enkelte individ kun en lille brik i den store sammenhæng, den evolution, som alt levende er underkastet.
Her stikker Darwin hestehoven frem. At drømme om et liv efter døden er uforeneligt med evolutionslæren. 'Survival of the fittest' indebærer, at uskikkede individer og arter nådesløst bliver frasorteret, og at kun de egnede får lov til at formere sig og overleve som art. Men ændres de ydre livsbetingelser, så det, der før var egnede arter, ikke længere er de mest egnede, er deres skæbne Heldigvis er nogle af de uddøde arter blevet bevaret for eftertiden som fossiler. Uden fossilfund havde der ikke været en evolutionslære.
De argeste modstanderne af Darwins lære tror blindt på bibelens skabelsesberetning og bestrider palæontologernes beviser for at der er foregået en evolution. ”Da man ikke har fundet overgangsformer mellem alle forskellige arter, må hver art være blevet skabt som den er”. Jeg har svært at tage de disse indvendinger alvorligt.
Ét er at være darwinistisk ateist, noget helt andet er dog, at det ville være naivt at tro, at den kristendomsundervisning og religiøse indoktrinering, man har været udsat for under opvæksten, ikke har efterladt sig spor. Jeg må med skam tilstå, at jeg, når verdenen er gået mig for meget imod, let forfalder til at være, hvad biskoppen på Færøerne kalder for en fadervor-kristen. En, der som en færøsk fisker først tænker på Vorherre, når skonnerten er ved at synke.
Nu da mit timeglas for længst er vendt, og der er løbet mere sand gennem det, end der er tilbage, føler jeg uden at være buddhist, at jeg har været mere heldig, end jeg har fortjent eller kunne forvente, hvis lykke og sorg skal fordeles ligeligt.
Det er stadig vidunderligt at se morgensolen bryde frem og vide, at en ny dag er begyndt. Nu vil jeg gå ned i kælderen og finde mine malersager frem.
