Sommeren 2003 så jeg hos min læge et opslag om, at ældre, overvægtige mænd, som røg og drak og ikke dyrkede motion, burde lade sig undersøge for diabetes 2. Da beskrivelsen var meget rammende, bad jeg på eget initiativ lægen om at undersøge mig. Og min mistanke var begrundet. Heldigvis blev sygdommen opdaget så tidligt, at den ikke havde udviklet sig til et fremskredent stadium.
Hvis nogen nu i januar 2010 spørger om, hvad jeg især har været optaget af de seneste seks år, må svaret være: At holde min diabetes i ave, så jeg kan nøjes med at tage tabletter og undgår sprøjten. Det er hidtil lykkedes, ikke fordi jeg er begyndt at dyrke mere motion eller er holdt op med at drikke alkohol og nyde en pibe Capstan. Det skyldtes snarere, at jeg ved et tilfælde faldt over en bog, der handlede om det glykæmiske index og dets betydning for diabetikere, og at jeg siden har holdt mig fra næringsmidler med høje index-værdier. Jeg fandt bogen (ISBN 87-11-a6764-5) hos min boghandler, og da jeg have læst den, ringede jeg til Steno hospitalet som behandler diabetes. Her sagde en diætist god for bogen. Min egen læge kendte den nemlig ikke.
Jeg begyndte allerede at skrive på mine erindringer i 1982. Undervejs er titlen blevet ændret, efterhånden som mit liv er blevet behandlet. Den var oprindelig ”Det var oplevelserne, der gjorde at jeg overlevede ”, så blev den ” Jeg Mig og Mine Memoirer” men den er endt med at være den nuværende , fordi fortælleren sandt for dyden er en excentrisk person. At jeg er excentrisk af natur, blev jeg først for alvor klar over i 2008, da min datter holdt tale ved min 80-års fødselsdag.
Alting har en ende, det har disse memoirer også. Jeg skylder sekretæren ved Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet, cand.mag. Palle Lykke, en varm tak for det store arbejde det har været at gøre erindringerne fra den første geologiprofessor i Århus tilgængelige for interesserede.
